Spring til indhold (tryk på Enter)
Røde Kors Hovedstaden

Lørdag den 14. januar 2023 var over 2.000 nye og kommende pensionister samlet til messen Mere Fri Tid – Flere Muligheder i Øksnehallen for at blive klogere på, hvad tilværelsen som senior kan bruges på. Hovedstadens Samaritterkorps og de frivillige fra Røde Kors Hovedstaden tog pænt imod de mange glade deltagere.

Messen blev åbnet af sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling.

– Vi ved, at det er sundt og godt at deltage i frivilligt arbejde. Det betyder noget at være noget for nogen. Mange ældre københavnere savner nogen at være sammen med, og vi ved at socialt aktive mennesker lever sundere og længere. 

Solen kiggede frem mellem skyerne, Øksnehallen summede af liv, og deltagernes stemmer blev varmet op af fællessang med Laura Kjærgaard, som de fleste kender fra X Factor. Dagen fortsatte med en workshop ved aldringsforsker Aske Juhl Lassen med fokus på pensionsovergangen, og de deltagere, der hellere ville besøge Hjerterummet, fyldt med frivilligjobopslag eller Aktivitetspladsen, gjorde det.

Den svære overgang til pension

En deltager, som til daglig arbejder som socialrådgiver, fortalte, at hun deltog på messen, fordi hun er glad for sit arbejde, og derfor ikke har lyst til at gå på pension, selvom hun netop er rundet 67 år.

– Jeg er meget aktiv, og jeg elsker mit arbejde, så hvorfor skal jeg gå på pension?

Børn og børnebørn trækker i hende for, at hun skal tage springet, men hun er bange for, at tilværelsen som pensionist medfører, at hun ikke kan fortsætte med at udvikle sig og gøre brug af sine kompetencer. 

Det er præcis det, pensionister kan undgå, hvis de vælger at engagere sig i et frivilligt arbejde, bliver medlem af en klub eller noget helt tredje. Samtidig får andre mennesker glæde og gavn af seniorernes viden og erfaring. Derfor er de mange udstillere mødt op på messen for at hverve både deltagere og frivillige, og de fortalte glædeligt om, hvad du kan blive en del af hos dem som ny eller kommende pensionist.

Du kunne blandt andet møde Fiskeklub København, som fortalte om, hvordan du kan blive en del af Københavns nye lystfiskerforenings seniorhold, og Repair Café sad hele dagen klar til at reparere alt lige fra ødelagte standerlamper til hullede sko.

Humor og vejen til det sunde liv

Deltagerne brugte dagen på at besøge de mange stande og deltage i aktiviteter lige fra Krolf – en blanding af kroket og golf – til bordtennis og roning.

Dagen blev afsluttet med et humoristisk oplæg ved professor Bente Klarlund Pedersen om vejen til det sunde liv. Deltagerne klappede, alt imens mørket sænkede sig over Øksnehallen.

Tak for en dejlig dag til både frivillige, udstillere og deltagere – vi glæder os allerede til næste år.

Ligesom næsten alle andre tirsdage skal Lone i dag på besøg hos Birte. Lone er Birtes besøgsven, og de to er skam ikke noget nyt bekendtskab. I dag er nemlig en ganske særlig dag. Lone har været Birtes besøgsven i 10 år, og det skal selvfølgelig fejres. Derfor har Birte inviteret både Lone og Birgit, som er teamleder i Besøgstjenesten på Amager, på kaffe i lejligheden. Birgit har taget Othellolagkage og blomster med, og der er allerede sørget for både kaffe på kanden og flag på bordet.

Fejringen bliver indledt af en takketale fra Birgit, hvor hun bruger anledningen til at takke Lone for hendes store indsats i Besøgstjenesten i Røde Kors Hovedstaden gennem de sidste 13 år. Birte er nemlig ikke den første besøgsmodtager, som Lone er tilknyttet som besøgsven, og hun har derfor været frivillig hos Røde Kors Hovedstaden siden 2009. Lone får også overrakt en sølvnål, som et lille minde om hendes indsats. ”Hvor er den flot, Lone. Den skal du altså huske at have på din bluse, når du kommer og besøger mig”, siger Birte.

Timerne tælles indtil næste besøg

Der er ingen tvivl om, at Lones besøg betyder virkelig meget for Birte. ”Når jeg ligger i min seng mandag aften, tæller jeg timerne til, at det bliver tirsdag, og Lone kommer og besøger mig,” fortæller Birte med et stort smil på læben.

Birte og Lone snakker om alt mellem himmel og jord, når de er sammen. Lone besøger Birte cirka hver anden tirsdag, hvor de bruger to timer på at snakke om blandt andet Birtes liv, politik og familie. Rammerne er altid Birtes hyggelige lejlighed, hvor de to mødes over en kop kaffe og en hel masse kage. Birte har mange spændende fortællinger i rygsækken, og det er rart at have nogen at snakke om de mange oplevelser med. ”Jeg føler mig heldig, at Birgit har matchet mig med Lone,” siger Birte.

Hanne har været en del af Røde Kors Hovedstaden siden 2014 og har tidligere beskæftiget sig med aktiviteten Tryghedsopkald, hvor hun med sine opkald har skabt tryghed hos ældre enlige borgere, men da hun blev præsenteret for aktiviteten Drømmeagenterne, besluttede hun, at det var tid til at prøve kræfter med en ny aktivitet.

Drømmeagenterne er et tilbud for voksne personer i misbrugsbehandling. Her bliver du som drømmer matchet med en frivillig drømmeagent, som skal hjælpe og støtte borgeren til en hverdag med nye fællesskaber. Programmet varer typisk 6 måneder, hvor drømmeren og drømmeagenten mødes cirka en gang om ugen. ”Det er personer, der drømmer om noget andet, og det er det, jeg skal hjælpe dem med,” fortæller Hanne. Og selvom Hanne ikke selv har været i berøring med misbrug, var hun ret sikker på, at hun kunne give drømmerne noget, som de kunne få glæde og gavn af – og på en og samme tid lære noget om en verden, som hun ikke kendte så meget til.

Vi ved begge to, hvorfor vi er her

Der kan være stor forskel på, hvem man bliver matchet med, og derfor også på, hvad de har lyst til at lave sammen med dig. ”Det er vigtigt at mærke efter, hvad drømmeren er komfortabel med og finde frem til, hvad det er, at drømmeren forventer og gerne vil have ud af forløbet, i stedet for at prøve på at ramme sit eget ambitionsniveau,” fortæller Hanne. Der er ingen krav til, hvad du som drømmeagent skal lave sammen med den drømmer, du bliver matchet med. Selvfølgelig kan du ikke regne med, at drømmeren har helt de samme interesser som dig, men Hannes drømmer havde dog selv et ønske om at komme med hende til crossfit, da hun fortalte, at det var det, hun brugte noget af sin fritid på. Ofte kan det ellers være skønt blot at gå en tur sammen og få frisk luft til hovedet. For nogle drømmere betyder det nemlig allermest at få snakket sammen, og derfor skal man ikke nødvendigvis føle sig forpligtet til konstant at finde på aktiviteter, man kan lave i fællesskab.

”Det, der er virkelig godt ved det her, er, at vi begge to ved, hvorfor vi er her. Derfor er det relativt nemt at spørge drømmeren om, hvordan det går,” fortæller Hanne. Selvom Hanne mest af alt snakker om helt almindelige hverdagsting med drømmeren, så betyder det meget for relationen, at det rum, de begge befinder sig i er trygt og sikkert, og at der er plads til at spørge om, om tingene har været lidt svære på det sidste. ”Vi ved godt, hvorfor vi har den relation, vi har, og derfor er det også lovligt og en del af opgaven at spørge ind til, hvordan drømmeren har det. I andre relationer kan der i forbindelse med sådan et spørgsmål opstå berøringsangst, men her er der plads til at stille de spørgsmål, der går helt tæt på,” fortæller Hanne.

Følelsen af at gøre en forskel

Udover at møde et andet menneske og lære den person at kende, har Hanne lært meget om, hvorfor tingene nogle gange kan være meget svære. ”De er så seje, de drømmere jeg har mødt, at de har truffet den beslutning, at det her ikke længere skal fylde i deres hverdag – også selvom det er svært, og det er svært hver eneste dag,” fortæller Hanne. Kommunikationen og evnen til nu at være i stand til at kunne aflæse og forstå, at vi som personer har forskellige behov, er noget af det, som Hanne har taget med sig videre i sit professionelle virke. ”Jeg vil virkelig anbefale Drømmeagenterne. Jeg får selv så meget ud af det, og jeg føler virkelig, at jeg gør en forskel ved at hjælpe en anden,” fortæller Hanne.

I Netværkshuset på Nørrebro kan du møde nye mennesker i trygge omgivelser. Det er gratis at komme i Netværkshuset, og det spiller ingen rolle, hvor gammel du er, eller om du har børn. Alle er velkomne til at kigge forbi til en kop kaffe eller til at deltage i de mange aktiviteter som for eksempel fællesspisning og gåture. Netværkshusets frivillige hjælper dig også gerne, hvis du har brug for at for nogen til at kigge på en ansøgning eller lignende.

”Selvom jeg er meget aktiv i min fritid, gør arbejdet som frivillig, at jeg har mere overskud og er mindre træt i hverdagen,” fortæller Berit. Historierne fra brugerne af Netværkshuset er blandt andet noget af det, der er med til at gøre de timer, som Berit bruger i huset, det hele værd. De frivillige i huset kæmper hver eneste dag for, at ingen skal stå alene, og derfor betyder deres arbejde også alverden for de mange brugere af huset, da det giver dem mulighed for ting som at kunne tilberede og indtage et måltid mad i fællesskab med andre. ”Jeg tror på, at det er med til at gøre en forskel, at vi har et sted, der er drevet udelukkende af frivillige. Det kan jeg mærke, og det giver mig energi og lyst til at blive ved,” fortæller Berit.

 

Terminal 1

Udover at være frivillig i Netværkshuset er Berit også frivillig i Terminal 1, hvor hun startede som frivillig før Netværkshusets tid for snart ni år siden. Terminal 1 er Røde Kors Hovedstadens værested for nyligt clean eller ædru personer, der har, eller er ved at afslutte sin behandling, og som derfor har brug for hjælp og støtte til de udfordringer, der kan opstå i forbindelse med livet som clean eller ædru. Berit er oprindeligt uddannet sygeplejerske, men arbejder i dag som projektleder ved Novo Nordisk, og det var lige netop uddannelsen som sygeplejerske, der motiverede Berit til at starte som frivillig i Terminal 1, som i sin tid søgte efter frivillige sygeplejersker.

Du kan finde Terminal 1 hver mandag kl. 16-20 i Netværkshuset på Nørrebro, Nordre Fasanvej 228 st. (indgang via gitterporten), 2200 København N.

Følelsen af at gøre en forskel

Det frivillige arbejde kan noget helt særligt. Faktisk så særligt, at det kan være lidt svært for Berit at sætte ord på, hvad det lige præcis er, det kan. ”Når du kommer i Netværkshuset som frivillig, så gør du det, fordi du har lyst og ikke, fordi du får løn for det,” fortæller Berit. Formålet med Netværkshuset er som udgangspunkt, at alle skal deltage og bidrage med det, de kan. Det er derfor ikke de frivillige, der skal handle ind og lave mad, hvis der skal aftensmad på bordet. Deltagerne skal selv tage initiativ og hjælpe med alt fra at handle ind til at vaske op efter middagen. ”Jeg har oplevet, at hvis der kommer en ny bruger i huset, kan gulerodsskrælning i køkkenet være det, der får snakken i gang,” fortæller Berit. Nogle gange tager de frivillige også en ret med, som de kan lave sammen med brugerne.

Netværkshuset er konstant i udvikling, og derfor er der altid plads til forslag om nye tiltag og aktiviteter fra både frivillige og deltagere. ”Som frivillig i Netværkshuset er du med til at sætte dagsordenen. Jeg oplever, at du har meget mere indflydelse, og du kan virkelig være med til at træffe de helt rigtige beslutninger,” fortæller Berit. Som frivillig mødes du og erfaringsudveksler med de andre frivillige i huset, så I sammen kan skabe og opretholde det bedst mulige sted for brugerne af huset. ”Som frivillig i Netværkshuset får du nogle relationer til nogle mennesker, som kan være svære at finde andre steder, og du er med på sidelinjen, når tingene lykkes for dem. Du er med på deres rejse, og det giver også dig noget i dit liv,” fortæller Berit.

Bliv frivillig i Netværkshuset på Nørrebro

De frivillige i Netværkshuset er empatiske, ansvarsbevidste og nysgerrige mennesker, og deres arbejde betyder alverden for de deltagere, der kommer i huset op til flere gange om ugen. Netværkshuset kan altid bruge flere hænder, som kan være med til at skabe trygge, oplevelsesrige og hyggelige rammer for brugerne af huset.

Hvis du kunne tænke dig at arbejde tæt sammen med Berit eller en af de andre seje frivillige og være med til at gøre en forskel for andre i hverdagen, kan du læse mere her, eller kontakte os på mail rkh.claus.thestrup@rodekors.dk eller på telefon 38336400.

24-årige Lena var i en længere periode tæt på hjemløshed. Hun nåede også at miste sin bolig og sove rundt omkring hos venner, før hun fik hjælp.

I dag bor hun på kollegie på Amager, fordi hun fik hjælp gennem projektet Hjem til Dig. Tilbuddet omfatter frivillige boligmentorer, som støtter og hjælper unge på kanten af hjemløshed med at finde en bolig, samt frivillige værter, der tilbyder unge et værelse i en begrænset periode.

Lys for enden af tunnellen

”Jeg vidste ikke, at der fandtes et program i Røde Kors, som kunne hjælpe sådan en som mig. For at være helt ærlig var jeg ét stort spørgsmålstegn,” fortæller Lena om situationen, da hun første gang hørte om tilbuddet.

Der var ikke meget tiltro fra Lenas side, da der efter mange måneders søgen ikke var andre tilbud som havde fungeret. Lena stod i en uoverskuelig situation og havde ikke andre muligheder. Samtidig var hun i gang med intensiv terapi efter et længere forløb i psykiatrien.

”Det var meget overvældende for mig. Ingenting fungerede eller virkede efter planen. Jeg havde det ad helvedes til for at være helt ærlig. Jeg følte mig meget isoleret og meget alene. ” Lena fortæller, at hun havde det rigtig svært, da hun fik kontakt til Røde Kors.

Første gang Lena fik at vide, at hun havde mulighed for at få tilknyttet en stabil person, som kunne hjælpe med alt det praktiske omkring boligsituationen, begyndte hun at græde. Det var glædestårer over, at hun kunne få hjælp. En kæmpe lettelse, som fik presset på hendes skuldre til at føles bare en smule mindre. Det var enkelt og lettere at forholde sig til de mange papirer og samtaler med en stabil person ved sin side.

Det første møde affødte mange tårer

Sanne og hendes to sønner havde redt op til Lena og budt hende indenfor i deres hjem. De kendte ikke hinanden, men det ville de komme til, da der ikke længere kun skulle bo tre, men fire i hjemmet.

”Jeg begyndte at græde, da hun viste mig værelset. Det var så stort og så fint. Jeg fik mere skabsplads, end jeg nogensinde har haft i mit liv. Det fik mig til at græde.”

For Lena, som også bøvlede med mindreværdskomplekser, var det især svært at tage imod hjælp i starten. ”Jeg græd hele den første uge. Det var sindssygt hårdt. Jeg følte mig som en byrde og ville ikke tage meget plads.” Alligevel fortæller hun, at det var dejligt at slippe presset. Der var ingen forventninger til deres relation, da hun flyttede ind. Det handlede i bund og grund om kemi.

Lena følte, at hun passede ind og indgik også i familiens rutiner. Rutiner var ikke længere en del af hendes hverdag længe, da hun havde været så stresset, at hun ofte ikke kunne overskue hverken at børste tænder eller gå i bad. Da rutinerne blev genindført, blev det nemmere for Lena at håndtere tankemylderet.

I en familie hjælper alle til

Hver morgen mødtes de over morgenkaffen, inden Lena gik med familiens hund i Amagerfælled. Det hjalp familien, som ikke altid havde tiden til at gå med hunden, men samtidig også Lena, som fik frisk luft og bevægelse ind i sin hverdag. Sanne er selv en aktiv kvinde, som har taget Lena med på cykelture, hvilket har været til stor inspiration. Lena følte sig ikke længere som en byrde, da værten Sanne flere nævnte, at familien også lærer en masse.

Det var altså ikke kun for Lenas skyld, at de åbnede deres hjem op. Sanne synes især, det er vigtigt at vise sine børn, at det ikke er alle, som er lige så privilegerede, som de selv er. Der er mange, som har det svært. Hun håber, at hendes sønner vil få mere empati med andre mennesker, da det er en vigtig del af opvæksten. Åbenhed og omsorg er værdier, Lena vil tage med sig fra familien udover de basale praktiske ting, som f.eks. at lægge et budget.

Lena føler, at hun har fået en udvidet familie, hvor hun ved, at døren altid er åben – uanset om hun bor der eller ej.

”Hvis jeg ikke havde fået hjælp igennem Røde Kors og Sanne, ved jeg ikke, hvor jeg ville have været i dag.” Den gode relation, som blevet opbygget mellem Sanne og Lena, var utrolig vigtig, da Lena ikke var vant til at omgås mange trygge og stabile relationer med voksne mennesker. Hun kunne se, hvordan en normal familiedynamik med stabile relationer fungerede. Det var en stor kontrast til hendes eget liv og opvækst. Men det gjorde, at hun fremadrettet kunne spejle sine egne oplevelser i Sanne. Sanne var Lenas rollemodel, som gjorde det hele langt mere overskueligt.

Bliv frivillig

Der er ni unge på venteliste, som har brug for hjælp til at finde en bolig lige nu. Vil du hjælpe en ung i den rigtige retning, så ring på 41948803 og hør mere. Det forventes ikke af Røde Kors Hovedstaden, at relationen bliver som Sanna og Lenas, da der er helt individuelle behov og situationer.

Hjem til Dig

Hjem til Dig er et projekt, hvor frivillige hjælper unge på kanten af hjemløshed til at få en stabil bolig. Dette foregår ved at en ung og en frivillig bliver matchet og derfra mødes jævnligt for at søge boliger til den unge. Du vil som frivillig blive boligmentor for unge i aldersgruppen 18-29 år, som f.eks. låner sofa hos familie og venner. Læs mere om det at være boligmentor her.

Sanne valgte også at være frivillig vært, hvor den unge får stillet et værelse til rådighed hjemme hos den frivillige. Læs mere om at være frivillig vært her.

”Brevvenner kan noget helt særligt, fordi vi lever i en tid, hvor alting går meget stærkt, og hvor kommunikationen helst skal være præcis og hurtig. Det, der fascinerede mig ved Brevvenner, var derfor langsommeligheden i det,” fortæller Clara.

Julie og Clara udgjorde tilsammen et stærkt team, og selvom Clara på papiret var aktivitetsleder og Julie teamleder, blev rollerne lidt mere flydende, fordi den ene i perioder ofte havde mere tid til at beskæftige sig med opgaverne end den anden. Det var under Claras praktik på seniorområdet ved Røde Kors Hovedstaden, at hun mødte Julie og faldt pladask for aktiviteten Brevvenner, og hun var derfor heller ikke helt klar til at sige farvel til aktiviteten, da hun skulle tilbage på skolebænken efter sin praktik. ”Jeg har altid haft en stor kærlighed til ældre mennesker, da de jo har oplevet verden ændre sig meget, så jeg har altid vidst, at det var den gruppe af mennesker, jeg gerne ville beskæftige mig med,” fortæller Clara.

Der er ingen tvivl om, at både Julie og Clara har et hjerte, der banker for seniorområdet og aktiviteten Brevvenner. ”Det er så fint, at når du skriver breve, så behøver du ikke at være på et bestemt sted på et bestemt tidspunkt. Som modtager kan du kigge på brevet, når du har lyst, og du kan vende tilbage til det, når overskuddet er der. Derfor er Brevvenner en meget fleksibel måde både at være både frivillig og modtager på,” fortæller Julie og Clara.

Et stærkt hold i ryggen

Julie og Clara har som frivillige ledere både prøvet kræfter af med det opsøgende arbejde, samtaler med frivillige, kommunikation og markedsføring. Mulighederne er mange, når man arbejder med de mange frivillige, som er del af aktiviteten. Som frivillig leder kan man være med til at præge aktiviteten i den retning, som du selv finder interessant. ”Du får et stort ansvar, og der er virkelig tillid til dig og den retning, du løber i – og så er du med til at skabe indhold og glæde i et andet menneskets liv,” fortæller Julie og Clara. Desuden har du som frivillig leder også en del kontakt med de deltagende seniorer i projekteret i forbindelse med matching og opfølgning, hvilket er noget af det, som Julie og Clare især har sat pris på.

Selvom lederopgaverne er meget fleksible og kunne sagtens laves bag computeren derhjemme, fungerede det godt for både Julie og Clara at mødes en gang om ugen på kontoret på Nordre Fasanvej, ikke kun for at dele viden og erfaring, men også fordi det var hyggeligt at mødes om opgaverne. Som frivillig leder har du meget frihed og muligheden for at præge aktiviteten, men du står aldrig alene. ”Vi har haft et helt vildt godt samarbejde med både udviklingskonsulenten og frivilligkoordinatoren,” fortæller Julie. En frivillig leder ved Røde Kors Hovedstaden har et stærkt hold i ryggen, der altid står klar til at hjælpe. Derfor kan det være et rigtigt godt og trygt rum at prøve kræfter af med frivillig ledelse.

Lejlighedskorpset: Breve til særlige lejligheder

Rollen som frivillig leder i Brevvenner har både Julie og Clara nu ladet gå videre til den næste. De er dog alligevel ikke klar til at give helt slip på aktiviteten. Derfor er de begge aktive i Brevvenners lejlighedskorps, som skriver lejlighedsbreve til beboere på plejehjem i København i forbindelse med højtider og andre mærkedage, for eksempel eid, jul og påske. Her mødes de frivillige, der har lyst, forud for mærkedagene eller højtiderne og skriver brevene sammen til store glæde og gavn for den glade modtager.

Bliv frivillig leder i Brevvenner

Lige nu leder vi efter dig, der har lyst til at prøve kræfter af med ledelse. Du behøver ikke at have erfaring med ledelse fra tidligere, hvis bare du har gode samarbejdsevner og elsker at koordinere. 

Du skal have tid og lyst til at tage ansvar for, at dine frivillige kollegaer har de bedst mulige rammer for at skabe gode fællesskaber sammen med de mennesker, vi hjælper hver eneste dag. Du er desuden god til at engagere og motivere mennesker omkring dig, og du bliver selv motiveret af at se både frivillige og deltagere udvikle sig i det sociale arbejde. Du kan læse mere og om stillingen her, og har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på mail rkh.al.brevvenner@rodekors.dk.

Læs mere om, hvordan du kan prøve kræfter af med frivillig ledelse hos Røde Kors Hovedstaden her.

Hvad er en gåven? Kan alle blive gåven? Hvad får du ud af at være gåven?

Det er nogle af de spørgsmål, vi har stillet Anja, som er gåven for Røde Kors Hovedstaden.

Til daglig arbejder Anja i sine egne virksomheder. Den ene er en smykkevirksomhed, Lorca, der sælger smykker lavet af vintageperler. Den anden er et rent kreativt åndehul på Instagram, kaldet Ton Ami.

Anja startede som frivillig gåven i juni, og hun har dermed været gåven i 4 måneder indtil videre. Hun havde læst om muligheden på Røde Kors Hovedstadens website, som hun jævnligt besøger, fordi hun holder øje med jobmuligheder.

Om det frivillige job som gåven, fortæller Anja, at det blot kræver, at man tager kontakt. Derefter gik processen let takket være mødet med en dygtig koordinator. “Jeg tror også, at jeg havde besluttet mig inden mødet,” fortæller Anja.

En pause fra hverdagen

Det kræver ikke, at man sætter mange timer af. Anja sætter ca. 2 timer af, hver uge eller hver anden uge. Hun oplever, at der er stor respekt for hende som frivillig, og de gange Anja har været ude at gå, har beboerne allerede været klar, da Anja mødte op. Man bør dog være forberedt på, at det nogle gange tager lidt tid at komme i overtøjet. “Det er ligesom en pause i min hverdag. Jeg er 100 % til stede, og jeg kan hverken tjekke min mail, telefon eller lignende. Og selvom det måske ikke altid lige passer så godt, så kommer jeg altid hjem med mere energi,” fortæller Anja.

Det er som regel den samme ældre mand fra et plejehjem, som Anja går tur med, men hun har også prøvet at gå tur med en ældre kvinde.

I starten var den ældre dame lidt nervøs, men Anja fik hende til at grine flere gange, og det gav hende blod på tanden til at turde den menneskelige kontakt mere. “Jeg oplever, at jeg kommer med en anden energi, fordi jeg ikke er en plejeperson. Jeg skal bare være der en time,” fortæller Anja.

Det handler om ro og empati

Charlotte, der står for kontakten fra plejehjemmets side af, prioriterer gåvennerne. “Derfor er der en god dialog og kommunikation omkring samarbejdet,” fortæller Anja.

Anja har ikke selv gået på kursus eller lignende, så hun trækker på sin livserfaring i mødet med de ældre. Det betyder dog ikke, at man skal have en bestemt alder for at blive gåven. Hun mener derimod, at alle, der besidder en vis grad af ro, empati og omsorg, kan blive gåven.

“Det er det med at møde mennesker, der hvor de er. Det giver også et perspektiv på, hvor langt livet er. Jeg har desværre hverken bedsteforældre eller forældre længere, så det var også en del af den indledende motivation,” fortæller Anja. På den måde føler hun altid, at hun får mere, end hun giver.

 

 

Billede og tekst af Mette Bach-Lauritsen