Det er allerede halvandet år siden, krigen i Ukraine eskalerede
Hvilken fremtid ser de ukrainske flygtninge i Danmark ind i, når deres ophold efter særloven udløber?
Debatindlæg i Jyllands Posten august 2023. Skrevet af Niels Svankjær Christiansen, chef for integrationsindsatsen i Røde Kors
Uvished og bekymring kan overskygge alle andre overvejelser, for hvad skal der ske, og hvornår sker det? Uden udsigt til snarlig afslutning på krigen skylder vi de ukrainske flygtninge en afklaring på, hvad der skal ske, når deres opholdstilladelse snart står til at udløbe – til gavn for den enkelte, men også for vores samfund.
Halvandet år er der gået, siden konflikten i Ukraine eskalerede i februar 2022 og sendte millioner på flugt i Europa. I Danmark modtog vi i ugerne og månederne, der fulgte, det største antal flygtninge siden Anden Verdenskrig, og i dag er knap 30.000 flygtninge fra Ukraine registreret i landets kommuner.
Der er ingen tvivl om, at den politiske opbakning og befolkningens velvillighed sikrede ressourcer, der muliggjorde, at vi i exceptionel grad formåede at gå i beredskab og indgå i et tæt og formåede at gå i beredskab og indgå i et tæt og fleksibelt samarbejde mellem myndigheder, kommuner, civilsamfundsorganisationer og private aktører. På den baggrund kunne vi på bedste vis tage imod de mange tusind flygtninge, som ankom over blot få uger og måneder. Og fra politisk hold blev der indført en særlov, som skulle garantere flygtningene beskyttelse og nem adgang til at bo og opholde sig i kommunerne. Særloven var bl.a. fokuseret på at sikre en hurtig adgang til det danske arbejdsmarked, og forventningerne var på det tidspunkt store til de ukrainske flygtninge, som af mange blev set som en gave for de erhverv i Danmark, der mangler hænder.
I dag, halvandet år senere, er en stor del af ukrainerne da også kommet i job. Ifølge Udlændinge- og Integrationsministeriets integrationsbarometer er 53% i arbejde og udfylder vigtige funktioner i vores samfund. Men forventningerne er desværre kun delvist blevet indfriet. Udfordringer af sproglig karakter men også både psykiske belastninger og – for nogles vedkommende – sociale problematikker har vist sig at være langt sværere at håndtere, end mange nok havde forestillet sig.
Det rejser både spørgsmålet, om vi gør det rigtige og i forlængelse heraf hvad vi kan gøre for at styrke de ukrainske flygtninges deltagelse i det danske samfund. For vi ved, at det at være i beskæftigelse for mange er et vigtigt udtryk for at bidrage til det land, som man er modtaget i, og at det naturligvis har en række positive afledte effekter, herunder selvstændiggørelse, friheden i en bedre økonomi og for rigtigt mange også vedligeholdelse og endda opbygning af vigtige kompetencer, som både kan bruges i forbindelse med hjemrejse og genopbygning af det ukrainske samfund eller måske fortsat her i Danmark.
Men det står også klart, at indsatserne for flygtninge her i Danmark bør gå hånd i hånd med, at vi giver dem afklaring omkring deres fortsatte ophold i Danmark og dermed det trygge ståsted, der vil være brug for til fortsat udvikling og deltagelse i samfundet. Det kan overskygge alle andre overvejelser, hvis ikke opholdsgrundlaget er på plads, og lige nu ser ukrainere i Danmark ind i den sidste periode med opholdstilladelse på den to-årige særlov.
Behov for afklaring
Vi står således over for et afgørende tidspunkt for de ukrainske flygtninge i Danmark, og uden udsigt til snarlig afslutning på krigen må vi forberede os på, at mens de fleste vil have stort ønske om tilbagevenden og medvirken til genopbygningen af Ukraine, så er der også mange, som ikke vender tilbage foreløbigt. De første undersøgelser i både Danmark og andre europæiske lande viser, at en relativt høj andel af ukrainerne nærer ønske om at blive i de lande, der har modtaget dem. Herhjemme har Udlændinge- og Integrationsministeriet i en bred undersøgelse blandt ukrainerne i Danmark tidligere i år afdækket, at det gælder for fire ud af 10 flygtninge. Den situation kan vi lige så godt forberede os på. Også fordi alle erfaringer peger på, at krige og internationale konflikter og dermed også flygtninges ophold i modtagerlande som regel varer betragteligt længere, end det først har været antaget af både modtagerlandet og for den sags skyld af flygtningene selv. I Danmark har vi fx modtagelsen af de bosniske flygtninge i 90erne at trække på som historisk erfaring.
På den korte bane og snarest muligt bør der tages politisk stilling til, hvad der kommer i forlængelse af den særlov, som udløber om syv måneder. Vi ved fra mange års erfaring med flygtninge i Danmark, at midlertidighed og uvished i en længere periode er ødelæggende for mennesker. For hvor ligger fremtiden? Hvor tør man satse på at være med sin familie, før man får svar? I værste fald undergraver netop den utryghed incitamentet for den enkelte og modvirker dermed også de ambitioner, som alle deler om ukrainernes deltagelse på det danske arbejdsmarked og i samfundslivet generelt. Alle flygtninge fortjener et længere perspektiv på deres ophold i Danmark, og det vil sikre trygheden for ukrainerne at vide, at processen for at give dem vished om fremtiden er gået i gang.
Fokus på mental trivsel og varige løsninger
I den kommende periode bør vi som samfund have fokus på at hjælpe de sidste ukrainere godt i gang og se på, hvilke nye initiativer der kan være brug for. Fra vores tidligere erfaringer med at modtage i Røde Kors ved vi, at flygtninge har forskellige behov og at den støtte, de har brug for, kan variere over tid. De seneste år er det blevet dokumenteret, at blandt andet tilegnelsen af det danske sprog kan være en stor udfordring samtidig med, at det for mange er nøglen til at træde ind og fungere på det danske arbejdsmarked. Det har da også været tydeligt særligt det seneste halve år, hvordan Røde Kors’ forskellige tilbud om sprogtræning oplever stor interesse fra bl.a. ukrainere. Alene på vores digitale platform Sprogland afholder vi typisk op mod 50 individuelle samtaler om dagen fokuseret på sprogtræning. Hver eneste dag.
I forhold til den mentale trivsel blandt ukrainske flygtninge afventer vi med spænding en stor undersøgelse ved Københavns Universitet, hvis resultater kommer her i efteråret. Vi forventer, at den vil bekræfte vores formodning om, at den mentale trivsel for mange er udfordret. Vi ser det allerede i vores mange indsatser. Og med fortsat krig i hjemlandet og et stort savn både af det velkendte og af familiemedlemmer, som ikke er med i Danmark, er det ikke så mærkeligt. Men det er stadig et underbelyst område, som det er vigtigt at blive klogere på og også sætte målrettet ind over for. Netop derfor er der på det område stort potentiale i samspillet mellem de offentlige myndigheder i kommunerne, der har ansvar for integrationen, og med inddragelse af civilsamfundets ressourcer og vigtige fællesskaber.
Efter at der er taget stilling til særloven for ukrainerne, som i første omgang må forventes forlænget med endnu en midlertidig periode, vil det være vigtigt at få mere varige løsninger på banen for de mange flygtninge – familier og børn i alle aldre – som vi har modtaget i Danmark. Både for deres og Danmarks skyld må der ikke blive tale om et liv i permanent midlertidighed.
Det gælder sådan set alle flygtningegrupper.
“Man får mere energi af motion - ret ironisk”
Simon ville gerne i bedre form, men havde svært ved at komme ud af døren. Nu svømmer han flere gange om måneden med sin bevægelsesven, Esben.
“Jeg er lige nu i en ret svær periode i mit liv. Jeg har svært ved at holde fast i et job, og så bliver det meget tid, man så tilbringer i hjemmet. Så det at komme ud af døren og få brugt kroppen er rigtig dejligt,” fortæller Simon, der har valgt at få en Bevægelsesven igennem Røde Kors Hovedstaden.
Bevægelsesvennerne Simon og Esben mødes to gange om måneden for at svømme sammen. De er nemlig blevet matchet af en teamleder, der mente, at lige præcis de to ville være et godt match. Og det var fuldstændigt rigtigt.
FØRSTE SKRIDT ER AT KOMME UD AF DØREN
Da Simon og Esben mødte hinanden første gang, gik de en tur sammen for lige at lære hinanden at kende og afstemme deres forventninger.
“Vi klikkede meget godt. Der var ikke noget socialt akavethed eller mærkelig stemning eller noget som helst,” siger Esben og smiler til Simon.
De fandt hurtigt ud af, at de begge er glade for at svømme. Allerede et par dage senere stod de foran svømmehallen med badetøj og håndklæde i taskerne, og det har de gjort lige siden i de to uger om måneden, hvor Esben ikke er ude at sejle.
Simon har prøvet forskellige motionstilbud for mennesker med psykiske udfordringer, men de har været svære at holde fast i.
“Er det glippet én gang, så bliver det sværere at møde op næste gang, fordi det er glippet sidste gang, og det bliver sådan en ond cirkel,” fortæller Simon.
Netop derfor er Simon så glad for at have fået Esben som bevægelsesven. Det gør en stor forskel, at der er én person, der regner med ham.
“Det er nemmere at føle sig ansvarlig over for en enkelt person, end hvis det er en gruppe, fordi de kan jo godt klare sig uden mig. Det ville være lidt fjollet, hvis jeg ikke var med til det her,” griner Simon.
”ALLE FORMER FOR ØVELSER GØR FREMTIDEN NEMMERE”
Når Simon har svære perioder, er det netop det at komme ud af døren, der kan være det hårdeste. Men når de skal bevæge sig sammen, kommer Esben og henter ham.
“Det er så fantastisk, at han vil komme hele vejen op til min hoveddør,” siger Simon.
Turene frem og tilbage giver også noget socialt samvær, hvor der er tid til at hyggesnakke.
“Vi plejer også at gå tilbage sammen. Så laver vi en tur ud af det, hvor vi går og snakker lidt. Det er rigtig hyggeligt, og det er alligevel også lidt over en halv time, vi får gået,” fortæller Esben.
De faste træningsdage med Esben har også hjulpet Simon med at komme ud af døren i ugens andre dage.
“Alle former for øvelser gør fremtiden nemmere. Og det at komme ud af døren til at træne hjælper også på at komme ud af døren til andre ting,” forklarer Simon.
DET GIVER ENERGI AT BRUGE ENERGI
Én af de første ting Simon kommer til at tænke på, da han bliver spurgt ind til, hvad bevægelsesvenner betyder for ham, er energi: “Udover motion giver det også noget ekstra til min hverdag, som giver ekstra energi”.
Og Simon begynder at kunne mærke det på formen:
“Der har vel været lidt fremskridt i min kondition. Måske ikke lige så meget, som jeg godt kunne tænke mig, men jeg synes, det er gået lidt fremad,” siger Simon.
Han fortæller, at de også har lavet nogle armbøjninger de sidste par gange: “Og det går da i hvert fald noget bedre end første gang, kan jeg huske,” tilføjer Esben.
Selvom det stadig kan være svært at finde energien til at bevæge sig, oplever han, at det også giver tilbage. “Man får mere energi af motion – ret ironisk”, griner Simon.
Linda er frivillig bevægelsesven: "Vi har det så sjovt!"
For nogle år siden fik 29-årige Linda en ny ven, da hun meldte sig som frivillig bevægelsesven for Iris, der lever med psykisk sårbarhed.
Bliv frivillig bevægelsesven“For mig gav det mening at blive bevægelsesven, fordi det var en måde at kombinere to ting, jeg tror på – jeg er glad for selv at bruge kroppen, og jeg vil gerne være med til også at skabe mental sundhed. Det er vigtigt at bidrage til at andre omkring mig har det godt, og derfor virkede det oplagt at melde mig,” fortæller Linda, som arbejder med ressource management.
Kommer altid hjem med positiv energi
Linda mener, at der er behov for, at vi som samfund har større fokus på mental sundhed, og hvordan relationer og bevægelser kan være med til at forbedre livet for mennesker, der har det svært.
“Derfor var det præcis Bevægelsesvenner, der tiltalte mig. Jeg er også blevet meget overrasket over, hvor glad jeg selv er for vores relation. Vi mødes på lige vilkår og laver forskellige ting sammen – gratis dans på Absalon, cykeltur til de glemte kæmper og meget mere. Vi har det så sjovt sammen, og efter jeg har været sammen med min bevægelsesven har jeg altid en positiv energi,” fortæller hun.
Grundig matchprocess og forslag til at komme godt fra start
Da Linda meldte sig som frivillig, blev hun inviteret til samtale med den frivillige aktivitetsleder i Røde Kors Hovedstaden til en snak om interesser og forventninger. Aktivitetslederen valgte så en mulig bevægelsesven baseret på samtaler med begge parter.
“Jeg anbefaler virkelig at være bevægelsesven. Det er meget nemt, og du får så meget tilbage. Man er selv med til at forme relationen, og der er masser af inspiration til bevægelsesaktiviteter klar, så det er nemt at komme i gang,” fortæller Linda.
Her ses et billede af Linda og hendes bevægelsesven Iris.
“Man får mere energi af motion - ret ironisk”
Læs om Simon og EsbenStor mangel på frivillige gåvenner i Hovedstaden
Behovet for Gåvenner har aldrig været større. Flere og flere ældre i Hovedstadsområdet har ikke mulighed for at gå den tur, de gerne vil. Derfor tilbyder Røde Kors Hovedstaden aktiviteten ’Gåvenner’, hvor ældre med begrænset netværk går tur med en fast gåven. Efterspørgslen på Gåvenner er stor, og manglen på frivillige er endnu større.
Har du lyst til at følges med et ældre menneske, næste gang du alligevel skal ud på en gåtur i sommervejret? Som gåven går du tur med en ældre i en times tid en gang om ugen eller hver anden uge. Gåturene har stor betydning for ældre, der kan føle ensomhed og som typisk afholder sig fra at gå en tur alene, fordi det kan være utrygt at gå alene.
Ventelisten bliver fortsat større
I Hovedstadsområdet er der 42 seniorer på venteliste til at få en gåven, og ventelisten fortsætter med at blive længere som følge af den store mangel på frivillige. Det er især i brokvartererne, at antallet af ældre på venteliste er størst. Det er typisk ældre med begrænset netværk, som henvender sig til Røde Kors Hovedstaden med et ønske om at få en fast gåven, som vil gå en tur i den ældres nærområde.
En gåven kan have stor betydning for den ældre
”Nogle seniorer afholder sig simpelthen fra at gå uden for sin hoveddør, hvis ikke der er én ved deres side,” fortæller frivilligkoordinator i Røde Kors Hovedstaden, Julie Bentzen.
Den frivillige gåven og den ældre medborger udvikler ofte en tæt relation over tid. Samtidig er det trygt at have en gåven ved sin side, hvis den ældre er nervøs for at falde eller har brug for hjælp til at orientere sig i trafikken.
”Vi plejer at sige, at en gåven giver den ældre mulighed for frisk luft, bevægelse og en god snak,” uddyber Julie Bentzen.
Bliv frivillig gåven
Det er fleksibelt at være gåven. Du kan være gåven enten hver eller hver anden uge. Det er også muligt at være gåven i en kort, afgrænset periode – eksempelvis i et par måneder over sommeren – eller fast igennem længere tid. Selve gåturen kan for nogen gå til en park, mens den for andre går til en nærliggende bænk, afhængigt af den ældres behov. Har du lyst til at gøre en forskel, mens du går en tur i det gode sommervejr, så kontakt Røde Kors Hovedstaden for at blive frivillig gåven.
Sådan bliver du frivillig gåven
Du kan blive frivillig eller få en gåven ved at udfylde formularen på vores hjemmesiden eller kontakte teamet bag gåvenner på rkh.gaavenner@rodekors.dk.
Sortér - donér
Selvom vi sætter pris på alle donationer, er der nogle genstande, vi vurderer, ikke giver værdi til vores genbrugsbutikker. Derfor har vi lavet en liste over de donationer, vi meget gerne vil modtage, og de donationer vi helst ikke vil modtage.
Vi modtager meget gerne:
- Tøj og sko
- Glas, porcelæn og keramik
- Billeder og kunst
- Lamper og møbler
- Tekstiler og garn
- Sportsudstyr
- Legetøj og babyudstyr
- Bøger og LP’er
- Køkkenredskaber
Vi modtager helst ikke:
- Musikanlæg, højtalere og printere
- Bøjler
- VHS-bånd, CD’er og DVD’er
- Ringbind
- Leksika og ordbøger
- Usamlede møbler
Daniel gik et år i Værket og kom ud på den anden side af ensomheden
Da ensomheden blev for omsluttende, valgte Daniel at arbejde med den. Nu hjælper han andre, der føler sig ensomme.
Da Daniel og hans kæreste gik fra hinanden for halvandet år siden, opdagede Daniel, at mange af hans fællesskaber og sociale relationer var bundet op på hans parforhold. Sammen med hans daværende kæreste, forsvandt derfor også en stor del af hans sociale liv. Ensomheden ramte ham, og han havnede i et sort hul.
Det var dog ikke første gang, at Daniel mærkede ensomheden på egen krop. Allerede i folkeskolen oplevede Daniel at være ensom, når han blev holdt udenfor af sine jævnaldrende kammerater. De oplevelser har været med til at præge Daniels selvværd den dag i dag, mener han.
Daniel har derfor tidligere benyttet sig af Ventilen, som er et tilbud til unge, der føler sig ensomme. Og med sin erfaring fra Ventilen, var han bevidst om, at der fandtes lignende tilbud til folk i hans situation. Han googlede derfor ‘ensomhed og tilbud’ og fandt frem til Værket.
At være sammen om at være alene
”Det sværeste er at erkende det. Og så tage skridtet og gøre noget ved det. Hurtigt efter mit brud kom jeg til den erkendelse, at jeg var ensom. Jeg besluttede mig hurtigt for, at jeg ikke gad have det sådan her en gang til. Jeg tænkte over det et par uger og meldte mig så til,” fortæller Daniel.
I et år gik Daniel i Værket, hvor han mødtes med en fast gruppe på 10-12 personer en gang om ugen. Til møderne fik deltagerne introduceret forskellige værktøjer, delt erfaringer og snakket om den enkeltes situation. Og så erfarede Daniel, at ensomhed ikke er en fast størrelse:
”Vi taler om ensomhed, hvad er ensomhed – arbejder med forskellige værktøjer til at blive bedre til smalltalk – nogle gange taler vi mere dybt og zoomer mere ind på en enkelte person og hvad der ligger til grund for hendes/hans ensomhed – for det er unikt fra person til person.
De frivillige er en vigtig drivkraft
Ud over de 10-12 deltagere, der kommer i værket, er der tilknyttet 3-4 frivillige, som skiftes til at være med til sessionerne. Sammen sætter de rammerne for aktiviteterne, og sørger for, at alle bliver hørt. Ifølge Daniel er det ikke uden betydning, at det er frivillige personer, der driver støttegrupperne. De har nemlig en anden aktie i det, end hvis det havde været lønnet personale, mener Daniel:
”Det betyder noget, at de er frivillige, dem vi mødes med i Værket. De har selv en aktie i det, ikke fordi de selv er ensomme, men de bringer deres egne oplevelser ind i det, og de gør det af interesse.”
En erkendelse om, at det er okay
I værket har Daniel både oplevet at få et fællesskab og gode værktøjer at arbejde med. Men forløbet har også hjulpet ham til at nå en erkendelse om, at det er okay, at være den man er. Nu hviler han i sig selv, og føler ikke længere et afsavn.
”For det første har Værket betydet, at jeg er kommet op af det hul, jeg var nede i. For det andet har jeg lært, at det er ok at være alene engang imellem. Jeg har behov for at være alene og oplade mine batterier. Det er ok med få, gode venner. Kvalitet over kvantitet,” siger han.
Og så er Daniel åben omkring ensomheden, når den banker på.
”Jeg er blevet bedre til at tale om ensomhed, og om hvordan jeg har det. Jeg er blevet mere mig. I stedet for, at jeg puttede tingene væk, så er jeg åben om det. Dem, jeg har sagt det til, har taget godt imod det. Men jeg har ikke sagt det til alle. Det er nogle specielt udvalgte,” fortæller han
Invitere andre ind i fællesskabet
Med sine erfaringer på begge sider af ensomheden, vil Daniel give et godt råd videre. Det er nemlig ikke altid nemt at være den, der står udenfor fællesskabet. Han mener, at vi bør være mere opmærksomme på de personer, der ikke selv rækker ud – og invitere dem indenfor.
”Jeg har altid haft det svært med at møde nye mennesker, så mit råd er, hvis du er i et fællesskab, og ser nogle stå for sig selv, så prøv at være indbydende og invitere folk ind. Vi bør alle være mere OBS og holde øje med, om andre er en del af fællesskaberne,” siger han.
Daniel fortæller, at der er sket gode ting for ham, siden han startede i værket for et år siden. Han har fået nyt arbejde og ny kæreste. Han er et godt sted i livet, hvor han ikke længere frygter ensomheden – nu arbejder han med den. Hvor ensomheden før kunne være altoverskyggende, kan han nu tydeligt se sol bag skyerne. Og hvis han en dag har brug for støtte, ved han, at Værkets døre står åbne.
”Ensomheden er ikke væk, den skal jeg leve med resten af livet, men nu har jeg værktøjerne og fået arbejdet med mig selv. Og plejet de relationer jeg har. Og det gode ved Værket er, at man kan blive så længe man har lyst til,” afslutter han.
I dag arbejder Daniel som frivillig og hjælper unge, der oplever ensomhed, og som er samme sted, som han selv var for et år siden.
FAKTA OM VÆRKET
Værket er et fællesskab, hvor man én gang om ugen mødes i eftermiddags/aftentimerne med andre voksne mellem 30 og 60 år, og hvor frivillige gruppeledere danner rammerne for mødegangene.
Man bliver en del af en gruppe, hvor man mødes om at udveksle erfaringer og lave øvelser og aktiviteter inden for forskellige temaer.
Formålet med Værket er at skabe et socialt fællesskab, hvor man sammen med andre voksne kan finde måder at bryde ensomheden på.
Hver netværksgruppe kan bestå af op til 10-12 mennesker, og hvert netværk har tilknyttet 3-4 frivillige.
Gruppemøderne foregår hver tirsdag i lokaler på Frederiksberg.
Vil du høre mere om at deltage i en Værket-gruppe, så tag kontakt til os på nedenstående kontaktinformationer.
vaerket.rkh@rodekors.dk
38 33 64 00
Genbrug er ikke greenwashing, men klogt forbrug med omtanke og bevidsthed
Genbrugsbutikker bliver i dag ofte problematiseret og beskyldt for hverken at være bæredygtigt, enkelt eller fornuftig brug af ressourcer. Men kritikken er unuanceret, og man mister således blikket for alt det gode arbejde, genbrugsomsætningen går til
Kronik i Information maj 2023. Skrevet af Tina Donnerborg, chef for Røde Kors Genbrug.
Genbrug hitter i Danmark. Aldrig har så mange mennesker – og så forskellige mennesker – købt genbrug og doneret så meget til genbrug.
Men det er ikke udelukkende positivt, skriver studerende på Designstudier Terese Weng i Information den 29. april. For hvor ender det donerede tøj? Hvorfor er priserne i genbrugsbutikkerne skruet op? Og er genbrugsshopping i bund og grund bare en renskuring af Vestens overordnede sorte overforbrugssamvittighed, spørger hun blandt andet.
Jeg arbejder med området som chef for Røde Kors Genbrug, og min opgave er at samle penge ind til det humanitære og sociale arbejde, som Røde Kors laver internationalt og i Danmark, gennem indsamling og videresalg af brugt tøj.
Sidste år omsatte Røde Kors Genbrug for 281 millioner kroner. Det var en rekord, og det betød, at vi kunne sende 100 millioner kroners indtjening direkte videre til Røde Kors’ kerneopgave: at hjælpe dem, der har mest brug for det ude i verden og herhjemme. Det er jeg stolt af, og jeg ved, at det også betyder noget for mange af de kunder, vi hver dag møder i vores butikker.
Med fødderne solidt plantet i genbrugsmarkedet har jeg de seneste år på tætteste hold oplevet stigende interesse, flere kunder, større omsætning og markant aftabuisering af det at købe brugt. Og jeg er forbløffet over, at genbrug i dag ofte bliver problematiseret og beskyldt for hverken at være bæredygtigt, enkelt eller fornuftig brug af ressourcer.
For det er ganske enkelt en unuanceret kritik.
Overforbrug er en udfordring
Alene i organisationen Røde Kors ’sparer’ vi i det samlede regnskab klimaet for udledning af mere end 18.000 tons CO₂ om året. Selv om vi har lastbiler, der kører tøjet rundt til butikkerne, og vi bruger lys og opvarmning i butikkerne, har det en særdeles positiv effekt på vores fælles klima.
Det skal imidlertid ikke være en undskyldning for et stort overforbrug af tøj generelt, og jeg forstår godt Terese Wengs spørgsmål og undren. For er genbrug bare en ny måde at få afløb for sit overforbrug? Et overforbrug, som Røde Kors tilmed, som Weng bemærker, opfordrer til med nudgende instagramopslag om at gå ned i nærmeste genbrugsbutik og købe løs, selv om der ikke er mere plads i tøjskabet?
Jeg tillader mig at tolke det sådan, at nogle mener, at vi hellere bør gå i tøjcølibat og kun købe tøj, som vi bruger og reparerer, når det går i stykker. Det er forbilledligt, at nogen lever på den måde, men jeg tror, at det er en strategi, som kan få svært ved at lykkes i vores vækstsamfund, hvor ’nyt’ og ’mere’ har været drivere for udviklingen af samfundet gennem hele evolutionen.
Derfor tror jeg langt mere på en strategi, hvor vi arbejder os væk fra tøj af dårlig kvalitet. Vi skal have markant mere fokus på, hvordan vi kan minimere køb af tøj i dårlig kvalitet. Det har langt dårligere genbrugspotentiale og koster typisk klimamæssigt det samme at producere som tøj af højere kvalitet.
Jeg ser det selv på vores sorteringscentral i Horsens: Vi modtager ufatteligt store mængder tøj, som er af så dårlig kvalitet, at det ikke kan sælges videre i Danmark, og vi derfor må sende det videre til genbrug i andre lande, hvor tøj af lavere kvalitet stadig kan omsættes. I Røde Kors Genbrug bakker vi kun op om en dagsorden om bedre kvalitet og dermed længere levetid på tøj.
Hvis vi er rigtig heldige, kan det betyde, at vi i Røde Kors Genbrug kan sælge det samme stykke tøj flere gange til glæde for flere forbrugere, for klimaet og for vores bundlinje, som vil generere større overskud til Røde Kors’ arbejde.
Dumping i Afrika
Et andet kritikpunkt er så, at der er udfordringer ved vores forretningsmodel, og ender tøjet i øvrigt ikke bare på lossepladser i Afrika? Og jo, noget af vores tøj ender formentlig på en losseplads i Afrika.
Jeg har gennem årene læst mange kronikker og historier om de problemer, tekstilproduktion skaber. Sidst en meget nuanceret artikel i denne avis, hvor Information beskrev det, man i Ghana kalder Obroni Wawu – den døde, hvide mands tøj – som ender som affald i Afrika.
Men i Røde Kors Genbrug arbejder vi for, at mest muligt af vores indsamlede tekstiler skal genbruges direkte, det vil sige til glæde for en forbruger. Vores tal viser, at 78 procent genbruges direkte i enten Danmark eller udlandet. Det gør vi på mange måder:
Vi samarbejder med opkøbere af overskudstøj, der kan sikre, at mest muligt kan sælges i genbrugsbutikker. Vi inspirerer flere danskere til gør det selv-projekter på vores sociale medier, så genbrugstøj bliver syet om, tilrettet og får nyt liv. Vi har en outletbutik med meget lave priser, hvilket øger tilgængeligheden for personer med meget lille økonomisk råderum. Seneste tiltag er webshoppen rodekorsgenbrug.dk, som gør genbrug mere tilgængeligt for alle forbrugere.
Det vil jeg ikke kalde greenwashing, men klogt forbrug med omtanke og bevidsthed.
I Røde Kors Genbrug støtter vi derudover nye forskningsprojekter, iværksættere og designere i at udvikle nye produkter og produktionsmetoder af genbrugsmaterialer. Vi er i gang, men langt fra at nå målet, som jo i bedste fald er, at 100 procent genbruges. Jeg håber, at mange kloge og kreative hoveder vil prøve nye veje ved at innovere på muligheder for at genbruge fibre i fremtidig produktion. Teknologien er der bare ikke endnu.
Vi kan ikke garantere, at det tøj, vi sælger videre til en forbruger, ikke havner i grøftekanten. Men grundlæggende er vores opgave at sikre, at tekstiler, der allerede er produceret, genbruges så meget som muligt til glæde for så mange så muligt, og det er med det mål for øje, at vi konstant kortlægger svage led, optimerer og udvikler os.
Bæredygtig på flere bundlinjer
Jeg tillader mig at mene, at genbrug stadig er vejen frem i et ønske om et mere klimavenligt forbrug i en større bæredygtig udvikling. En udvikling, som kun kan lade sig gøre, fordi 10.000 frivillige i Røde Kors-butikkerne og frivillige hos andre ngo’er behandler hvert stykke tøj med kærlighed og respekt, og fordi kunder og donorer bakker op.
I forlængelse af det kan jeg bekræfte, at priserne på tøj i Røde Kors’ butikker de senere år er blevet justeret, så vi har sat priserne på det dyrere tøj op, samtidig med at vi har fastholdt de lave priser på det billigere tøj. Det skyldes to ting:
Først og fremmest er genbrugsbutikkerne en forretning. Jo højere omsætning, desto flere midler til Røde Kors’ sociale indsatser i Danmark og internationalt nødhjælpsarbejde. Derudover er erfaringen, at donorerne – det vil sige dem, der indleverer tøj til genbrug – godt ved, hvad tøjet er værd, og i respekt herfor er der de senere år kommet større fokus på at ramme mere præcist, når der prissættes, for eksempel ved at lægge nogle procenter oven i prisen, hvis varen er helt ny, af et særligt dyrt mærke eller lignende.
Det betyder selvfølgelig også, at der er lidt længere imellem deciderede scoop, men prisspredningen betyder stadig, at alle har mulighed for at købe genbrug. Og bidraget til de aktiviteter i Røde Kors, som hvert år støtter tusindvis af børn og voksne, vokser. Det er ikke helt uvigtigt, for i Røde Kors oplever vi stor interesse og behov for vores tilbud – tilbud, som kræver finansiering. Vi driver genbrug for at kunne finansiere netop den hjælp og støtte til mennesker med brug for en håndsrækning.
Genbrugsbutikker er en af de første og mest udbredte deletjenester, vi har, og det er ngo’erne og de gode formål, der har stået bag udviklingen. Vi kan genbruge. Og vi kan hjælpe dem, der har brug for det.
Overlæge rådgiver ofre om natten
Offerrådgivningen har jubilæum. I 25 år har ofre for kriminalitet og ulykke kunnet få støtte og hjælp fra en offerrådgiver. Professor og overlæge Jens Peter Gøtze er én af offerrådgiverne i Offerrådgivningen hos Røde Kors Hovedstaden.
Jens Peter Gøtze så for et par år siden en annonce for offerrådgivere i en avis, og den nu 54-årige overlæge på Rigshospitalet var nået en alder, hvor han syntes han havde overskud til at prøve noget nyt:
”Jeg tænkte, at det måtte være noget andet end lægegerningen, at jeg her ville komme ind i nogle rum, som er mere komplekse, og hvor der ikke er en pille, der ordner det hele. Jeg ville gerne prøve at manøvrere dér, hvor der ikke er en let løsning på noget som helst”, siger Jens Peter Gøtze.
Startskuddet kom med loven om etableringen af Offerådgivningen i 1998. Selve jubilæumsdagen er den 25. juni. I løbet af organisationens levetid har man udvidet tilbuddet til også at gælde vidner og pårørende til ofre for kriminalitet eller ulykke som eksempelvis ofre for skyderiet i Fields sidste år. I dag finder man frivillige offerrådgivere over hele landet.
Størstedelen af rådgivningen foregår på telefon 2120 9170, men Offerrådgivningen i Hovedstaden tilbyder også rådgivning ved fysisk fremmøde. Telefonen har åbent 24 timer i døgnet, 365 dage om året – uden undtagelse. Jens Peter Gøtze har som overlæge en travl og lang dag, så han har valgt at byde ind med rådgivningstimer om natten og i weekenden:
”Nogle går i haven, jeg gør det her”, siger han. Og familien har accepteret det. Hans børn på 13 og 17 synes det er sejt, at han gør det.
Som læge er han vant til at tale med mennesker, som har det skidt:
”Men det nye for mig var, at det var telefonrådgivning. Når man på hospitalet sidder fysisk over for et andet menneske, kan man afkode meget. Man får en masse information forærende. Det får man ikke med et andet menneske i røret, og man skal være endnu mere ydmyg, for der er en masse man ikke ved. Det kan være, at der sidder et offer i total indre opløsning, men som fører en velorkestreret samtale. Eller det modsatte,” siger Jens Peter Gøtze.
Men selvom han synes, at Offerrådgivningen er en god hjælp for en enorm spændvidde af ofre, så er der også nogle, der er svære at hjælpe:
”Vi kunne nok blive bedre til at forstå mennesker med en anden etnisk baggrund. Jeg er udfordret, fordi min klassiske danske hjerne og uddannelse ikke altid slår til,” siger Jens Peter Gøtze, som håber på, at man også vil kunne få arabisktalende rådgivere.
FAKTA OM OFFERRÅDGIVNINGEN
Alle rådgivningssamtaler gennemføres af frivillige
offerrådgivere. De får deres grunduddannelse af et landssekretariat beliggende
i Fredericia, men efteruddannes også løbende i Offerrådgivningen i Hovedstaden.
Det er nemlig et krav, at man har gennemgået en offerrådgivningsuddannelse for
at få lov at vejlede og støtte ofre, vidner og pårørende til ofre.
Offerrådgivningen i Hovedstaden dækker Københavns
Politikreds, som består af kommunerne: København, Frederiksberg, Taarnby og
Dragør. Rådgivningen havde 1.886 samtaler i 2022, hvoraf 386 var personlige
møder med brugerne.
Offerrådgivningen i Hovedstaden er den største af
offerrådgivningerne, og den drives af Røde Kors Hovedstaden. Da tragedien i
Fields indtraf 3. juli sidste år, havde Offerådgivningen i Hovedstaden sit
travleste døgn med over 600 opkald.
”En del af os kommer jo fra Jylland, så vi har ikke mange pårørende”
Vi har besøgt 88-årige Bent Vejsgaard Jensen, der bor på Klostergårdens Plejehjem på Østerbro, til en snak om liv, død og Vågetjenestens arbejde på plejehjemmet.
Bent Vejsgaard Jensen bor i dag på det nybyggede Klostergårdens Plejehjem på Østerbro. Her har han boet i 20 år. Han var med, da de flyttede fra det tidligere nu lukkede plejehjem; Kildevæld. Bent er oprindeligt uddannet landmand. Han har arbejdet som arbejdsleder på forskellige ejendomme, og i en periode arbejdede han på familiens gård, hvor han stod for planteavl, og hans bror stod for dyrehold.
”Min bror var ældre, og han skulle overtage gården, men det var håbløst at skulle overtage en gård dengang. I dag klager man over, at renten er høj, men dengang skulle man betale 20 % i rente. Derfor tog jeg til Indien og studerede på højskole. Det var en fordel, da jeg skulle studere, at jeg havde så meget praktisk viden. Selvom der var nogle fag, hvor de ikke ville have os, fordi vi nogle gange protesterede, når det ikke passede – de ting, de sagde, i undervisningen,” fortæller han.
Bent rejste til Indien i to år, og det husker han som noget af det mest betydningsfulde i sit liv. Her var han landbrugsrådgiver på tre forskellige kombinerede landbrugsskoler.
Han mødte sin kone, imens han studerede, og de var gift i små 30 år. Hun var ansat ved Københavns Universitet som kontorassistent og fik en anden stilling på Odense Universitet, da Bent fik job som underviser og vejleder på universitetet.
VAR MED TIL AT INDFØRE VÅGETJENSTEN PÅ PLEJEHJEMMET
Da Bents kones datter flyttede til København, flyttede han med. Han er ellers ikke så glad for København, da han oprindeligt er fra Jylland.
Men han er glad for at bo på plejehjemmet: ”Ellers havde jeg jo ikke været her”, som han siger nøgternt.
Bent er målrettet, og ved hvad han vil have. Derfor gør han, hvad han kan for at ændre tingene på plejehjemmet, hvis han er utilfreds med noget. Det har han blandt andet gjort igennem sit arbejde som formand i beboerrådet.
Der blev eksempelvis serveret gule ærter på flade tallerkener i kantinen en dag, og det kunne Bent ikke leve med:
”Så gav jeg kokken en ordentlig opsang, og siden har han ikke lavet gule ærter,” siger Bent med et glimt i øjet.
Men der var også andre ting end maden, som han var med til at ændre igennem sit arbejde i beboerrådet. Eksempelvis havde beboerrådet en lang række af møder og diskussioner, hvor de til sidst besluttede, at beboerne på plejehjemmet ikke måtte være alene i den sidste tid af deres liv.
Og så kom Røde Kors Hovedstadens Vågetjeneste automatisk ind i billedet. Beslutningen blev taget på Kildevæld Plejehjem for 12-13 år siden. Dengang var Bent formand for beboerrådet, som i dag er sat på pause på grund af corona.
DEN SIDSTE TID SKAL TILBRINGES PÅ PLEJEHJEMMET
Bent Vejsgaard Jensen ønsker at tilbringe sin sidste tid på Klostergårdens Plejehjem. Han har lavet en aftale med forstanderen om, hvordan den sidste tid skal være.
”Nu har jeg oplevet døden tæt på – både med min kone, der døde på Kildevæld og min søster og svoger, og jeg var der begge steder, da de døde,” siger han.
Bent fortæller også, at de generelt taler meget om døden på plejehjemmet, og at det er vigtigt for ham, at det ikke skal være et tabu.
De havde blandt andet et arrangement på Kildevæld Plejehjem, hvor der kom nogle jurister og hjalp med at skrive testamente, så der var en del beboere, der fik skrevet et testamente til en rimelig pris.
”Det er jo noget, man skal sørge for at få gjort i tide. Det vigtigste for mig i min sidste tid er, at jeg klarer de ting, der skal klares – testamente og den slags ting. Ellers har jeg et afslappet forhold til døden,” siger Bent.
Bent har set, at vågerne har været på plejehjemmet, og han har mødt dem flere gange. Han synes, at det ser ud til at fungere godt.
”En del af os kommer jo fra Jylland, så vi har ikke mange pårørende,” siger han.
Til sidst spørger vi Bent, om vi må komme tilbage igen om et halvt år, for at lave et opfølgende interview, og til dét svarer han:
”Jeg laver ikke langtidsaftaler mere. Vi tager det hen ad vejen – én dag ad gangen.”
Hvad er Vågetjenesten?
Fie flyttede ind på Hovedbanegården
For et år siden måtte millioner af mennesker flygte fra Ukraine. Heldigvis stod Fie og hendes kollegaer klar til at tage imod dem i vores tryghedszone.
En onsdag i begyndelsen af marts 2022 fik Fie Friis nøglerne til en lukket burgerbar på Københavns Hovedbanegård og til opgave at forvandle lokalet til et trygt rum for mennesker på flugt.
Halvandet døgn senere tog et hold frivillige fra Røde Kors Hovedstaden imod de første familier fra Ukraine ved toget og fulgte dem op til Tryghedszonen, hvor burgerbarens indre nu var forvandlet til en stor dagligstue med spisepladser, sofaarrangement og aflukkede sovepladser.
“Jeg arbejder normalt som udviklingskonsulent i Røde Kors Hovedstaden – blandt andet med de af vores indsatser, som støtter nytilkomne. Samtidig synes jeg, at det er spændende at få ting til at ske i en fart, så det føltes helt rigtigt for mig at tage opgaven med at få etableret Tryghedszonen,” fortæller Fie, som fik en midlertidig pause fra sine almindelige arbejdsopgaver i fire uger for at kunne løfte opgaven sammen med en kollega.
Alle rykker i flok – i en fart
Røde Kors Hovedstaden havde tidligere drevet en tryghedszone, da der kom mange syriske flygtninge til landet tilbage i 2015, men den nye indsats skulle alligevel bygges op fra bunden og hele tiden tilpasses den virkelighed, som de frivillige mødte på Hovedbanegården.
“Det var fedt at opleve, hvordan alle rykkede i flok og bakkede op. Genbrugsbutikkerne leverede møbler og legetøj, og mine kollegaer samlede information og tog de første vagter, mens de i øvrigt også passede mine normale opgaver,” siger Fie.
150 virkelig seje frivillige
Tryghedszonen var åben døgnet rundt, og den blev bemandet af fire til seks frivillige i fire vagtskift. Mere end 150 frivillige meldte sig til at hjælpe med at hente flygtninge ved togene, finde informationer til de rejsende, sørge for mad og drikke og bare være nærværende og venlige overfor de mennesker, der kom forbi Tryghedszonen på deres flugt.
“Jeg er vildt imponeret over, hvor hurtigt vi kunne mobilisere frivillige til opgaven. Det er ikke en lille ting at være frivillig i Tryghedszonen – det er et stort ansvar og relativt mange, lange vagter. Jeg har mødt så mange virkelig seje mennesker, som har budt ind og været med til at løfte indsatsen – og videreudvikle den, så vi hele tiden kan møde de behov, vi ser blandt vores gæster,” fortæller Fie.
Tilbage til de langsigtede indsatser
I dag er Fie tilbage ved sit normale skrivebord. Noget af det, hun har arbejdet videre med efter, at Tryghedszonen lukkede ned, er indsatser, som omhandler venskabsfamilier, hvor frivillige støtter nytilkomne i Danmark.
“Efterhånden som flygtningene får opholdstilladelse og et sted at bo, får vi brug for frivillige, der vil give dem indblik i Danmark og hjælpe dem med at få etableret et lokalt netværk. Samtidig har vi oprettet Røde Kors Café, som er et tilbud til nytilkomne om at mødes i hjemlige rammer, hvor man kan få informationer og hjælp, men også bare være sammen med andre til kaffe, leg og samtaler,” fortæller Fie.
Om Tryghedszonen
Røde Kors etablerede i 2022 en tryghedszone for de flygtninge, der ankom til Københavns Hovedbanegård. Her kunne de hvile sig, få mad og drikke og blive hjulpet videre på deres rejse. Vi arbejdede tæt sammen med Københavns Kommune og DSB for at sikre, at vores medmennesker blev mødt med den støtte, de havde brug for i en svær situation.
Hvis du gerne vil hjælpe, næste gang behovet opstår, kan du melde dig her.
Røde Kors Café
I vores to netværkshuse finder du Røde Kors Café, som er et tilbud til nytilkomne københavnere. Her byder frivillige velkommen til et hyggeligt rum, hvor der er tid til både kaffe, leg og snak.
Læs mere om Røde Kors Café her.
Familievenner og Venner viser vej
Som frivillig i Familievenner og Venner viser vej udgør du en vigtig social relation for enkeltpersoner, par eller familier, som mangler et netværk i Danmark.