Spring til indhold (tryk på Enter)
Røde Kors Hovedstaden

Brevvenner er frivillige, der skriver breve eller korte hilsener til ældre medborgere, der bor på plejehjem eller i eget hjem. Som frivillig Brevven kan du være med til at skabe glæde i hverdagen for en ældre medborger. For mange seniorer er det håndskrevne brev forbundet med stor nostalgi, og du kan som Brevven give en ældre medborger en hverdagsbegivenhed at se frem til.

At skrive et brev kræver nærvær og fordybelse. I Brevvenner sætter vi pris på langsommeligheden, men samtidig er Brevvenner også en fleksibel aktivitet – som frivillig brevven kan du skrive breve, hvor du vil, og når det passer dig.

Hvis du er interesseret i at få en Brevven, så er du velkommen til at kontakte os på rkh.al.brevvenner@rodekors.dk.

Har du lyst til at sende lejlighedsbreve et par gange årligt?

Brevvenner har også et lejlighedskorps, som laver lejlighedsbreve til plejehjemsbeboere i København i forbindelse med højtider og andre mærkedage, som eksempelvis påske, jul og Eid.

Som frivillig i lejlighedskorpset bliver du ikke matchet med én bestemt ældre medborger. I stedet laver du lejlighedsbreve et par gange årligt, som bliver uddelt på forskellige plejehjem i København.

Forud for højtider og særlige mærkedage mødes de frivillige i lejlighedskorpset til et brevskrivningsarrangement for at lave lejlighedsbreve sammen.

Frivillige, der ikke har mulighed for at deltage fysisk, kan i stedet lave lejlighedsbreve derhjemme, som de kan sende til sekretariatet.

På sekretariatet bliver alle lejlighedsbreve samlet og derefter uddelt til forskellige plejehjem i forbindelse med højtidsarrangementer.

BLIV FRIVILLIG

Nogen af de ældre medborgere vil være i stand til – og have stor lyst til – at skrive tilbage til dig og opbygge en relation gennem brevvekslingen på samme måde som gammeldags pennevenner. De fleste ældre medborgere vil dog bare blive glade for at modtage din hilsen. Hvis modtageren af dine breve ikke har mulighed for at skrive tilbage, vil du få en tilbagemelding på dine breve fra personalet på det plejehjem, hvor din brevven bor, eller fra en anden kontaktperson.

Hvad forventer vi af dig? 
Der er ingen særlige krav til at blive brevven. Du skal blot kunne lide at skrive breve og have tid og lyst til at gøre en forskel for en ældre medborger. Du må gerne have noget på hjerte og lyst til at fortælle lidt om dig selv, samfund, kultur eller andet, som du og din brevven synes er spændende. Som brevven er det vigtigste, at du har lyst til at glæde et andet menneske med håndskrevne breve. Du forpligter dig til at sende et brev ca. hver tredje uge.

Hvor findes brevvenner?
Brevvenner er til stede på plejehjemmet Kastanjehusene, Plejecentret Kærbo og Flintholm Plejeboliger. Derudover samarbejder Brevvenner med Tingbjerg Kirke og med boligsociale medarbejdere i København. Brevvenner har desuden startet et pilotprojekt sammen med botilbuddet E-huset på Nørrebro. Brevvenner er forankret i Røde Kors Hovedstaden, men som frivillig kan du have bopæl i hele landet.

Jeg vil gerne høre mere om at være frivillig

Hvis du er interesseret i at høre mere om at være Brevven, så kan du også kontakt Brevvenner på rkh.al.brevvenner@rodekors.dk.

Vil du gerne have en Ringeven?

Læs mere her

Klik her

Del dine erinder og fortællinger i Fortæl for Livet

FORTÆL FOR LIVET

Læs mere