- Vær med
- /
- Fællesskaber for seniorer
- /
- Brug Livet, Københavner!
Brug Livet, Københavner!
I forlængelse af messen 'Mere Fri Tid – Flere Muligheder' afholder Københavns Kommune og Røde Kors Hovedstaden to gratis inspirationsaftener i løbet af 2023. Det sker under titlen 'Brug Livet, Københavner!'
Formålet med de to inspirationsaftener er at inspirere og motivere seniorer til at deltage i lokale fællesskaber, idet vi tager udgangspunkt i nogle af de fænomener, som blandt andre sundhedsforsker Bente Klarlund Pedersen fremhæver som livsforlængende.
Programmet vil blive opdateret løbende her på siden.
TO ARRANGEMENTER MED FOKUS PÅ FRIVILLIGHED OG SUNDHED
Sundhed i seniorlivet
Torsdag den 26. oktober 2023 kl. 17:30-19 i Biblioteket på Rentemestervej 76, 2400 København NV
Har du hørt om begrebet ”Sundom”? Det er et begreb opfundet til fremtidens seniorer, og det beskriver, hvordan seniorer kommer til at leve længe med skavanker og lidelser, som kræver forebyggelse og genoptræning.
Futuristen Anne Skare Nielsen vil på underholdende vis trække linjerne op for noget, der kunne ligne et liv, hvor man bliver dømt til sundhed, og hvor man skal have disciplin og hjælp til at træne, så man ikke bliver syg.
Sundhed kan man træne sig til i mange forskellige fællesskaber, og dem kommer du naturligvis også til at møde til arrangementet. Vi præsenterer dig også for et par nye organisationer, som bygger bro mellem borgere og sundhedssystemet.
Frivillighed i seniorlivet
Arrangementet blev afholdt tirsdag den 16. maj 2023.
Hvordan kan civilsamfundet i fællesskab med det offentlige være med til at løse samfundets store udfordringer med mistrivsel og ensomhed?
Det medmenneskelige engagement er afgørende for civilsamfundets mange aktiviteter. Kan du se dig selv som frivillig i én af de mange organisationer, og hvad skal der til for, at du vil være frivillig?
Du kan blandt andre møde tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, som er initiativtager og medstifter af Det Sociale Netværk, der via frivillighed skaber øget netværk og fællesskaber for psykisk sårbare.
Du kan også møde Ninna Thomsen, direktør i Mødrehjælpen, som fortæller om visionerne for frivillighed i Mødrehjælpen.
Og endelig kan du møde Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors.
De tre oplægsholdere deltager i en debat om frivillighed, hvor der også bliver plads til spørgsmål og meningsudvekslinger.