Spring til indhold (tryk på Enter)
Røde Kors Hovedstaden

Røde Kors Hovedstaden har i mange år uddelt julehjælp til familier, hvor økonomien kan være svær i den ellers søde juletid. Men i år har antallet af ansøgninger om julehjælp overskredet alle tidligere rekorder, hvilket afspejler de udfordringer, som mange børnefamilier oplever i Hovedstaden.

Charlotte Pedersen, udviklingskonsulent hos Røde Kors Hovedstaden, udtaler:

”Særligt i de første par dage bemærkede vi, at der var en stor strøm af ansøgere, hvilket desværre er en trist nyhed, da det betyder, at behovet for støtte i forbindelse med julen er overvældende stort derude.”

Charlotte Pedersen mener, at én af årsagerne til, at stigningen af ansøgere er så bemærkelsesværdig kan være det vedvarende økonomiske pres, som mange familier i hovedstadsområdet står overfor.

”Vi ved jo faktisk ikke så meget om det i realiteten, men en mulig forklaring kan være det vedvarende efterslæb fra sidste års inflation, som endnu ikke er blevet udlignet. Derfor er der bare enormt mange familier, som er virkelig pressede økonomisk,” siger hun.

Støtte og donationer er afgørende

Finansieringen af julehjælpen er afgørende for at opfylde behovet i samfundet, siger Charlotte Pedersen:

“Hver donation vi modtager påvirker direkte, hvor mange familier vi kan hjælpe. Med den stigende efterspørgsel vi oplever, er der helt klart et større økonomisk behov, og vi opfordrer alle, der ønsker at donere, til at bidrage, så vi kan nå flere familier med den nødvendige støtte.”

Røde Kors Hovedstaden opfordrer til at donere og hjælpe med at sikre, at så mange familier som muligt kan modtage julehjælp og nyde en glædelig jul i år. Enhver donation, uanset størrelse, kan gøre en afgørende forskel i livet for de familier, der er i akut økonomisk nød.

Sådan hjælper julehjælp

Røde Kors Hovedstaden yder julehjælp i form af gavekort på 900 kroner, som kan bruges i udvalgte Coop-butikker såsom Kvickly, Dagli’ Brugsen og SuperBrugsen. Dette tilskud giver familier mulighed for at handle ind til juledagene eller nytårsaften, hvilket skaber gode rammer for hygge og festligheder.

Ansøgere har indtil den 27. november til at søge om julehjælp. Donationer kan gives via Røde Kors’ hjemmeside her [https://www.rodekors.dk/jul/julehjaelp]. Enhver hjælp, stor eller lille, gør en positiv forskel for børnefamilier i økonomisk trængte situationer.

Kontaktoplysninger

Kommunikationsansvarlig Rebecca Grüner Epstein på rebeps@rodekors.dk eller 28922703

Udviklingskonsulent Charlotte Pedersen på chaped@rodekors.dk eller 41961113