Det sted vi står, i det skjulte ensomme
En antropologisk samskabende udstilling om langvarig ensomhed. Af Arendse Reeh i samarbejde med Værket og Arnestedet.
Ordene i det oplæste langdigt tilhører deltagere fra Værket. Deres forskellige stemmer og erfaringer er skrevet sammen til et fælles jeg; For at få et indblik i hvordan deltagerne oplever ensomhed på hver deres måde formidlet som en fælles stemme.
Gennem efteråret har flere deltagere fra Røde Kors Hovedstadens Værket sammen med antropolog Arendse Reeh skabt et sprog for ensomhed gennem lyd og billeder fra engangskameraer. I den samskabte udstilling ser vi gennem deltagernes blik ud på en verden, som de oplever reflekterer en følelse af ensomhed inde i dem. Deres konkrete erfaringer og tanker er tæt knyttet til billederne og bliver fortalt gennem deres egne stemmer. Følg deres tankestrømme ned gennem udstillingen.
Gennem udstillingen hører du stemmer fra fem kvindelige deltagere og to mandlige deltagere i aldersspændet mellem 34 og 53 år. I fællesskab har vi gennem tre workshops og flere møder undersøgt oplevelsen af varig ensomhed gennem forskellige metoder og fra forskellige perspektiver. Vi har fokuseret på at undersøge tilstanden; Hvad vækker følelsen af ensomhed? Hvordan opleves den? Og hvordan håndteres ensomhed i løbet af en dag? Disse temaer vil du kunne se sprede sig som tråde rundt om i udstillingen i et fælles blik på ensomhed.
Det lille lydværk Tænk på alt det du har er skabt ud fra flere deltageres stemmer for at genskabe den alenehed i ensomheden, de oplever ved ikke blive mødt eller anerkendt i deres oplevelser, når de prøver at dele dem. Lydværket er skabt ud fra en samtale, en af deltagerne har haft i virkeligheden. De andre deltagere hvisker de “gode” råd, de ofte bliver mødt med, når de forsøger at dele deres ensomhed med andre, hvilket er med til forstærke følelsen af ensomhed.
I en fælles workshops satte vi fokus på den eksistentielle og kropslige oplevelse af ensomhed. Deltagerne lukkede øjnene og mærkede, hvor ensomheden var placeret i kroppen, mens de genkaldte minder om at føle sig ensomme.
Stemmen i lyd-klippene er lavet i AI, da den medvirkende gerne ville have sin stemme anonymiseret
En anden workshop bestod af en byvandring rundt på Nørrebro. Alle deltagerne, der var med, fik et engangskamera, så de kunne tage billeder af konkrete spejlinger i gadebilledet, der gav dem en følelse af ensomhed.
I den sidste workshop tegnede deltagerne deres dag, mens de beskrev, hvordan de håndterede ensomheden fra morgen til aften. Nogle af deltagerne tog billeder, skrev i dagbog eller skrev til mig på sms i løbet af dagene for at give et blik ind i deres hverdag. Deltagerne havde, i deres bevægelse gennem dagen, det til fælles, at de forsøgte at distrahere ensomheden gennem praktiske gøremål og distraktioner.
Det sidste digt i udstillingen er skrevet af en af deltagerne som en måde at være i og acceptere sin ensomhed