Hver anden uge tager Jakob Feilberg afsted. Han har udvalgt en ny bog til at læse højt fra, til dem,
som har lyst til at komme og lytte på plejehjemmet. Han læser højt for dem, han kalder sine gamle
venner. Ikke hvilken som helst bog, men en, han tror, de vil kunne lide – en bog, der minder dem
om noget, nogen eller måske en tid, de tænker tilbage på nu og da.

Jeg møder Jakob Feilberg hos Røde Kors, et sted han kender godt, et sted han hører til som frivillig.
Jakob er frivillig plejehjemsven. Han er 73 år og har nu været pensionist i fem år.
Vi snakker om, hvordan det hele startede, og hvor ideen kom til at blive frivillig? Tanker, som
allerede meldte sin ankomst hos Jakob, før pensionisttilværelse overhovedet havde indtrådt.
Tanker, som måske fylder hos mange i årene op til pensionen. Selvom Jakob vidste, at han gerne
ville være frivillig, vidste han ikke, hvad han specifikt ville arbejde med, og mulighederne viste sig
at være mange hos Røde Kors.

– Jeg kiggede tilbage på mit liv og tænkte over, hvad jeg egentlig syntes var sjovt at lave. Jeg har
lavet mange forskellige ting i mit liv, men fællesnævneren – selvom det lyder banalt – har altid
været relationer med mennesker. Det har været det sjoveste. Derfor tænkte jeg: ’Det skal du også
gøre nu som frivillig.’

Det med at læse op som frivillig kan han godt lide, og med års erfaring er han nu, udover at læse op
på plejehjemmet, også blevet opfordret til at læse op i Seniorcafeen i Røde Kors’ hovedkvarter, hvor seniorer mødes hver onsdag og får noget at spise – så hér kan man også være så heldig at høre
Jakob læse op.

Vejen til frivilligt arbejde i Røde Kors

– Jeg kender folk, der arbejdede som frivillige, og begyndte at undersøge det nærmere. Jeg
opdagede, at Røde Kors havde et kæmpe udvalg af frivilligt arbejde. Jeg tog til informationsmøder
og fandt nogle aktiviteter, der lød spændende. Efter et kort kursus var jeg klar – troede jeg.

Omverdenen skulle nemlig ikke vise sig at være klar. Pludselig stod der et stort stopskilt foran
Jakob og resten af verdenen: Corona.

– Danmark lukkede ned, og jeg kunne ikke besøge de ældre, som jeg havde planlagt. Det betød, at
alle de mennesker, jeg ville arbejde med, nemlig de ældre, kunne jeg ikke besøge. Alt var lukket
ned. Så nu sad jeg altså dér. I stedet blev jeg tilbudt et andet midlertidigt job end plejehjemsven –
noget, der viste sig at være enormt interessant: Vaccineledsager.

Erfaringer som vaccineledsager
Et job, der til at starte med lød simpelt for Jakob – at ledsage ældre til Corona vaccination. Men det
skulle vise sig at handle om meget mere, end hvad titlen gav udtryk for.
– Når jeg mødte op som ledsager, gik det hurtigt op for mig, hvad det egentlig betyder, når en
person beder om hjælp til ledsagelse. Det betød, at disse mennesker ikke havde nogen andre til at
hjælpe dem. Ingen familie, ingen venner. Kort sagt, de var ensomme.
Jobbet bestod altså af mere end blot at ledsage, og når jeg spørger Jakob, hvad der gjorde særligt
indtryk på ham som frivillig vaccineledsager, er det med kort eftertanke, han svarer:

– Jeg forstod nu, at det i høj grad handlede om, at disse mennesker i også havde en stor lyst til at snakke og dele tiden med mig. Og jeg må bare sige, at jeg i den grad fandt ud af, hvilke skæbner der
findes, og hvor mange ensomme mennesker der faktisk er. Jeg blev inviteret ind i deres liv og
virkelighed, og det var meget rørende.

– Det var især følelsen; okay, sådan her kan det også være for nogle – dét var en stor oplevelse for
mig, nemlig hvordan det godt kan være, at du kommer ind med én forestilling om noget, men netop fordi du har med mennesker at gøre, ender man med at se og forstå noget helt andet, som man slet ikke havde tænkt på.

Tilbage til plejehjemmet
Corona blev en mindre faktor, og vi måtte komme hinanden ved igen. Nu kunne Jakob blive
plejehjemsvej, sådan som han havde planlagt. Han skulle nu besøge mennesker på plejehjemmet og
læse op for dem. Men nu rejste spørgsmålet sig ’hvad læser man egentlig for dem?’.

Det at finde den rette litteratur til de ældre skulle vise sig at blive en proces, hvor han måtte prøve sig frem og lære undervejs.

– Jeg prøvede forskelligt læsestof af, for at finde ud af præcis, hvad de egentlig havde lyst til at høre. En dag knækkede jeg koden, og det var tydeligt for mig at se, at mit ældre publikum især nød
erindringer – historier om barndommen og opvækst skrevet af folk fra deres egen generation.

Bøger som Min barndom i 40’erne, 50’erne og 60’erne, skrevet af koryfæer som Birthe Kjær og Uffe Ellemann, er nøje udvalgte bøger af Jakob, som har været blandt favoritterne hos hans lyttere.

– Jeg spørger dem jævnligt, hvad, de synes, kunne være sjovt at læse. Engang læste jeg; Den hundrede årig der stak af fra plejehjemmet. Den, synes de, var morsom. Lige for tiden læser jeg Den lille prins for dem, den er også faldet i god jord.

Hvordan ser du, at de nyder oplæsningen?
Jeg har under vores samtale ikke været et sekund i tvivl om, at Jakob holder meget af sine gamle venner, som han kalder dem, og at deres oplevelse er vigtig for ham, men hvordan kan han mærke og se, at hans oplæsning gør dem godt?

– For mig er det vigtigste, at de synes, det er morsomt eller tankevækkende. Selvom mit publikum er ældre, er det en fornøjelse at se dem lytte. Nogle bliver afslappede og falder endda i søvn. Andre smiler, når de hører noget sjovt eller genkendeligt. De små reaktioner betyder noget – for dér rørte jeg ved noget i dem.

Det vigtigste er, at de er her
Jeg spørger Jakob, med et smil på læben; hvad tror du, at dine besøg giver dem? Med et lille smil svarer Jakob på mit kække spørgsmål.

– Jeg tror mange har oplevet at blive læst i søvn som barn, og den oplevelse tror jeg, at jeg kan genopleve. Jeg kan se de slapper af, og måske er det et udtryk for noget tryghed, jeg ved jo ikke præcis, hvad det er for en værdi, som de oplever, men jeg tror, de giver dem noget ro.

Jakob holder en stille pause og tilføjer:

– Der er også nogle af dem, jeg læser op for, som for eksempel er demente, og som næsten ikke har noget sprog, men de er der alligevel, og de kommer hver gang. Dér tænker jeg, at det ikke er for mine blå øjnes skyld, at de er her, eller dét, at jeg læser noget højt, men blot samværet med os andre. Årsagen til, at de kommer, er for mig ligegyldig – det vigtigste er, at de er her.

– For mig er det altså et meget godt billede på, at hvis du interagerer med mennesker, så har du virkelig muligheden for at komme tættere på dem og lære noget nyt.

Dertil har jeg ikke flere spørgsmål, for det svar, synes jeg var et ufatteligt godt svar på så mange ting.

Hvorfor blive frivillig?
– I dag har vi flere frivillige end nogensinde. Hvis alle frivillige forsvandt, ville mange mennesker savne kontakt og hjælp. Frivilligt arbejde er med til at opretholde civilsamfundet – eller sagt mindre
fint: Gøre livet bedre for rigtig mange mennesker.

Til sidst spørger jeg Jakob, om han eventuelt har et råd til mennesker, som selv overvejer at blive frivillig, og måske sidder med samme tanker, som han gjorde, op til sin pension:

– De skal da prøve det. Med det samme! De vil opdage, hvor ufatteligt mange muligheder der er. Jeg har svært ved at tro, at de ikke vil finde noget, som, de synes, er sjovt. Og de vil opdage, hvor meget de kan give, og hvor meget de får igen.