Malang Yaseen Baloch er frivillig i initiativet Frirum – et tilbud for mænd mellem 25 og 50 år, som har været på krisecenter eller i lignende situationer. 
 

“Det er jo gennem dét, du giver, at du får tilbage – og det er netop det, der sker i det frivillige felt. Når du deler med andre, får du også selv noget igen.” 
– Malang  
 

Malang møder mig med et stort smil på Røde Kors’ adresse, hvor vi har aftalt at tale om hans rolle som frivillig i initiativet Frirum, hvor han har været frivillig siden december 2024.  
 

Malang Yaseen Baloch er 35 år, uddannet socialrådgiver, og har for nylig afsluttet sin kandidat i socialt arbejde. Han arbejder nu som børne- og unge rådgiver i Københavns kommune.  
 
Jeg lærte meget af at tale med Malang. Han er utrolig skarp, har en smittende, positiv energi og formår at koble sin store faglighed med sit frivillige engagement og ønske om at give tilbage til samfundet. 
 

Fortæl mig lidt om dig. 
“Jeg er et bymenneske, jeg elsker København,” smiler Malang, og fortsætter; ”Når det er ferie, nyder jeg naturen og at slappe af, men i hverdagen har jeg brug for kulturliv og mennesker omkring mig” 
 

“Jeg går i fitness i min fritid. Jeg gik til karate, men stoppede igen, da det krævede lidt for meget disciplin,” griner han og tilføjer:  
 
“Så tænkte jeg, at det var nemmere med fleksibiliteten ved fitness, hvor man kan træne, når man har tid og energi. Og da jeg havde lidt ekstra overskud, besluttede jeg mig for at engagere mig socialt, og derfor blev jeg frivillig,” afslutter Malang med et smil. 
 
Jeg spørger Malang, hvad der motiverer ham til at være frivillig, og om han også har været frivillig før Frirum.

“Da jeg kom til Danmark som flygtning som 24-årig, fik jeg et stort netværk gennem DFUNK – Dansk Flygtningehjælp Ungdom – og andre lignende organisationer. Når man kommer alene til et nyt land og oplever, at der findes frivillige og et civilsamfund, der tager hånd om én, så betyder det rigtig meget,” fortæller Malang og fortsætter:  
 
”Man internaliserer nærmest den frivillige tradition, man lærer at sætte pris på den. Det, at der er mennesker, som hjælper andre, der har brug for det, gjorde stort indtryk på mig. Derfor blev jeg senere selv frivillig i DFUNK, hvor jeg var aktiv i tre år.” 
 

Hvorfor valgte du netop at blive frivillig i Frirum? Hvad var det, der tiltalte dig?

“Jeg var fagligt nysgerrig,” fortæller Malang og fortsætter: “Under min uddannelse arbejdede jeg med familierelateret vold og æresrelaterede konflikter blandt etniske minoriteter, men primært med fokus på kvinder. Da jeg så det her initiativ, syntes jeg, det var spændende at kunne se den samme problematik fra den anden side, altså fra mandens perspektiv. Hvor mænd oplever psykisk eller fysisk vold og kontrol i nære relationer.” 
 

“Så det var både en faglig interesse, men også en menneskelig, selvfølgelig,” tilføjer Malang. 

 
Hvad laver I sammen i Frirum? Hvordan mødes man? 

”Vi mødes hver anden tirsdag i nogle timer. Hvis nogle har behov for en snak, så er jeg også åben for det. Ellers laver vi mad, snakker sammen eller spiller nogle spil. Nogle gange sidder man bare, og så kommer der en og taler med dig om forskellige ting – om deres barn, fodbold eller noget helt andet – og så lytter du til dem.” 
 
”Det er meget stille og roligt,” fortæller Malang og fortsætter: 

“Intentionen med det her er, at mænd ofte møder et stort stigma, når de oplever noget svært i familien. Det kan være svært for mænd at stå frem og tale åbent om det.” 
 

”Derfor er en del af idéen, at vi skal afstigmatisere ved at skabe et rum, hvor mænd kan være åbne, og hvor vi møder dem som ligeværdige mennesker. Jeg oplever at der er et stort behov for det. Vi er der for at vise solidaritet og blive en del af deres liv, vi møder folk i øjenhøjde,” forklare Malang. 
 

”Det giver virkelig god mening med sådan et ’safe space’. Der er helt sikkert meget stigma forbundet med det, så det virker også som et virkeligt relevant initiativ,” svarer jeg Malang.

“Ja, præcis. Et stigma fra samfundet,” svarer Malang og fortsætter: ”Men jeg tænker også, at der er et stort problem med selvstigmatisering – når man internaliserer nogle samfundsnormer og derved begynder at vurdere sig selv ud fra de her forventninger,” fortæller Malang og uddyber: 
 
“Det handler om fordomme som: ‘Manden er stærk, han skal nok klare det’, eller ‘Mænd kan ikke være ofre i en relation eller i familieforhold’, og ‘Hvis en mand er et offer, er han selv ude om det.’”  

”Når man internaliserer den slags idéer, bliver det svært at sige noget højt, fordi man som mand måske føler, at man taber ansigt hvis man går ud i samfundet og siger: ‘Jeg er også et offer i det her.’ “ 
 

Er der nogle udfordringer i det, at være frivillig? Altså noget, der har været svært eller fået dig til at reflektere? 
 
“Ikke indtil videre, tænker jeg. Men der opstår jo nogle dilemmaer. Det gør der altid, når man arbejder med mennesker, især når de har oplevet svære ting,” fortæller Malang og uddyber: 
 
“Man overvejer for eksempel: ‘Skal jeg spørge ind til det?’ ‘Hvor nysgerrig må jeg være?’ ‘Hvor meget skal jeg tilpasse mig situationen?’ – Så der er jo nogle forskellige overvejelser man skal have. Men jeg har en faglig baggrund som socialrådgiver og har læst socialt arbejde, og jeg har også nogle personlige erfaringer med mig. Det giver mig gode forudsætninger.” 
 
Er der andre ting, du sådan personligt får ud af at være frivillig?

“Jeg tænker, at det er berigende at snakke med andre mennesker, som har oplevet nogle andre ting, som kommer med en helt anden bagage, ser verden lidt anderledes og har oplevet noget helt andet,” fortæller Malang med stor entusiasme og fortsætter: 
 

”Jeg tænker, at menneskelig eksistens jo er de her fælles oplevelser, vi deler med hinanden. De beriger os på en eller anden måde. Jeg tænker, det er på den måde, at de mennesker, vi møder, beriger os, og vores menneskelige horisont bliver bredere. Vi bliver måske bedre mennesker.” 
 
”Så ud over den her faglige nysgerrighed er der også et menneskeligt aspekt i det. Man kan sagtens læse om det i bøger og aviser, men når man selv er ude og møde de her mennesker og høre deres historier, får man en helt anden fornemmelse. Den menneskelige forståelse, der opstår i det møde, er virkelig berigende.” 

 

Har det frivillige arbejde ændret dit syn på noget; mennesker, samfundet eller noget helt andet? 
 
”Ja, det har den. Jeg tænker i forhold til, at samfundet ændrer sig, kundskaber ændrer sig, og de traditionelle mandlige, maskuline rollemodeller eller figurer og arketyper, eller hvad man nu kan kalde dem, ændrer sig. Og så opstår der jo nogle nye problematikker, som følger med den her udvikling.” 
 
”Så man bliver også fagligt udviklet, når man bevæger sig ind i det her felt. Det er jo nye ting, der sker, for eksempel i forhold til, at der kommer så mange mandlige ofre i familieforhold. Som afspejler de magtstrukturer, der ændrer sig i samfundet.” 
 

”Og mænd har måske tidligere tænkt, at de ikke har brug for de her fællesskaber. Men vi kan jo godt se, at der er mange mænd, som ikke klarer sig i det her samfund, hvis man kigger på universiteterne, på uddannelserne, på hjemløshed og mange andre problematikker. Så finder man en stor gruppe mænd, som ikke har det godt, og som ikke klarer sig særlig godt.” 
 

Hvordan synes du frivillighed gør en forskel i samfundet?  

”Jeg tænker, at der er et stort behov for frivillighed, og frivillighed afspejler et samfund, hvor man erkender, at det ikke kun er velfærdsstaten, der har ansvaret.” 

”Velfærdsstaten kan jo ikke klare det alene,” fortæller Malang. 
 

”Der er også helt almindelige mennesker og civilsamfundet, som i fællesskab træder til og tænker: ’Vi har nogle kvalifikationer og interesser, og vi vil gerne gøre en forskel i en positiv retning.’” 
 
”Jeg tænker, at det er positivt. Det er berigende, og det er også, på et samfundsmæssigt plan, en positiv ting at bidrage med.” 
 

Har du et budskab til andre folk, der måske overvejer at blive frivillige? 
 
“Jeg tænker at ofte, i Vesten, nu bliver det lidt filosofisk,” griner Malang – “men i Vesten har vi ofte en tendens til at isolere os selv. Der er et stort fokus i vores tid på selvoptimering og selvrealisering, og på at kigge indad og arbejde med os selv.” 
 

”Men vi mennesker er jo sociale væsener. Den menneskelige eksistens er netop den sociale oplevelse. Vi er ingenting uden andre. Vores anerkendelse, vores personlighed, alt kommer fra samfundet på en eller anden måde. Vi kan ikke bare sige: ‘Hvis jeg fokuserer på mig selv, så skal jeg nok finde meningen.’ ” 
 

“Nogle gange har vi alt for stort fokus på det personlige hele tiden. Vi glemmer de strukturelle rammer og ændringer, som påvirker mange mennesker.” 
 
“Det blev meget snak,” griner Malang. 
 
“Det kan være, du skal skrive en bog,” griner jeg med. 
 
Malang smiler og fortsætter: “Men jeg tænker også, at menneskelig realisering eller optimering ikke bare er en personlig rejse. Det er jo gennem at give, at du får noget tilbage, og det er netop det, der sker gennem det her frivillige felt. Det er gennem at dele med andre, at du får noget igen.” 
 

”Du finder mening og glæde gennem at give til andre. Det er jo det, kærligheden handler om. I stedet for at være optaget af sig selv, kan du gøre noget for andre,” slutter Malang.