For nogle år tilbage blev Marianne Berg syg, og det betød at hun fysisk ikke kunne lave så meget, som hun plejede. Hun skulle derfor finde på noget at give sig til og tænkte, at om ikke andet kunne hun sidde ved siden af nogen.  

Det fik hende til at melde sig ind i Vågetjenesten hos Røde Kors Hovedstaden. Her skulle hun ikke tage nogen beslutninger, men kun koncentrere sig om at være nærværende. Om at være ”et medmenneske, som bare er der.” 

Marianne Berg er pensionist og uddannet lærer og psykolog. Hun har været våger i København i tre år og var før det en del af vågetjenesten i Århus, inden hun flyttede til København for at komme tættere på sin børn og børnebørn.  

Når Marianne Bergs frivilligjob som våger bliver bragt op i sociale sammenhænge, er reaktionen typisk den samme: at det enten må være meget sørgeligt, eller at hun er sej for at være i vågetjenesten. Men for Marianne Berg er det ingen af delene.  

”Jeg synes jo ikke, at det er sørgeligt, fordi det er ikke mine pårørende. Og jeg tænker, at jeg gør noget hjælpsomt eller meningsfuldt. Hovedoverskriften for vågetjenesten er jo, at der ikke er nogen, der skal dø alene, hvis ikke de gerne vil. Altså, man kommer ikke ind i livet alene, og man skal heller ikke ud af det alene. Så på den måde tænker jeg, at jeg har gjort noget fornuftigt i de der tre timer, jeg har siddet der.”  

Spreder budskabet 

Som en del af vågetjenesten våger Marianne Berg på hospitaler, på plejehjem og i private hjem i samarbejde med hjemmeplejen, hvis det er det, der er brug for.  

Vågetjenesten kan blive tilkaldt af pårørende, men det er Marianne Bergs oplevelse, at de som oftest tilkaldes af de sundhedsprofessionelle. Som våger skal man også tale med en professionel sundhedsfaglig person, selvom det er de pårørende, der har henvendt sig til vågetjenesten. 

”Der er overraskende mange i København, der ingen pårørende har. Og hvis der er pårørende, er de jo følelsesmæssigt påvirket. Så er det ikke dem, der skal stå med den beslutning. Eller også oplever vi jævnligt, at de pårørende har sagt farvel og ikke vil være der til sidst.” 

Marianne Berg uddyber, at de pårørende kan være bange eller ikke har lyst til at se deres kære i den situation.  

Når Marianne Berg er på vagt som våger, er hun opmærksom på, hvordan vedkommende, som hun våger for, har det. Nogle gange lægger hun en hånd deres skulder eller holder dem i hånden. 

”Hvis man synes, at vedkommende har forandret sig i den måde de trækker vejret på, eller de begynder at se ud, som om de har ondt, eller bliver urolige, så skal man selvfølgelig vide, at man kan trække i en snor og kontakte personalet,” siger Marianne Berg.  

Ved siden af sin opgave som våger, holder Marianne Berg oplæg for blandt andet Social- og sundhedsassistents uddannelsen eller på plejehjem et par gange om året for at sprede budskabet om vågetjenesten. 

”Når jeg er ude og holde oplæg, så siger jeg, at man skal gøre ingenting. Man skal kunne være i stue med døden og være i det i de tre timer vagten vare.” 

Hvad kræver det at være i vågetjenesten? 

I vågetjenesten ved man aldrig, hvornår aktivitetslederen sender bud efter en våger. Når Marianne Berg og de andre i vågetjenesten modtager en forespørgsel, får de en beskrivelse af, hvor det er henne, fornavnet på patienten og kort om sygdomsforløbet.  

For Marianne Berg er uforudsigeligheden noget af det, hun godt kan lide ved frivilligjobbet. At det ikke er ligger fast en bestemt dag om ugen, men at hun i perioder kan våge en gang om ugen og i andre en gang om måneden eller mindre.  

Ifølge Marianne Berg er der i gennemsnit to opgaver om ugen i Københavnsteamet, som aktivitetslederen fordeler efter, hvem der melder tilbage, at de kan tage opgaven, eller hvem han mener vil være den rigtige til opgaven.  

Det sker sjældent, at man som våger kan tale med den, man våger for, da vedkommende ofte er sovende. Når Marianne Berg våger bruger hun ofte tiden på at strikke, læse en bog, drikker en kop kaffe eller lytter til vedkommendes vejrtrækning.  

Særlige situationer  

For Marianne Berg er der flere situationer som våger, der har sat sig fast. På et tidspunkt vågede hun for en dement kvinde på et plejehjem nogle dage i træk.  

Kvindens værelse var fuld af blinkende lygter og papirblomster. Kvindens søn var ved hendes side om eftermiddagen, og så overtog vågetjenesten om aftenen. En aften hvor Marianne Berg skulle afløse for sønnen, og spurgte hun ham, om hans mor kunne lide musik.  

”Han svarede, at hun godt kunne lide dansk top og tyske schlager. Så fandt jeg teksten til den knaldrøde gummibåd på min telefon og sang den for hende. Jeg ved ikke, hvad personalet tænkte. En anden gang var der nogle sønner, der sagde, at deres far bedst kunne lide tysk march musik, men det kunne altså ikke få mig til at spille. Jeg kunne godt have fundet det på telefonen, men jeg tænkte, at det var måske lidt heftigt i den situation.” 

En vågeopgave for en mand på Rigshospitalet, står også ud for Marianne Berg. Ved sin ankomst fik hun tilbudt kaffe og marcipanbrød af sygeplejersken, og lige som hun havde sat sig til rette ved siden af ham, hun skulle våge for, spurgte sygeplejersken, om hun ville se fjernsyn.  

Lidt overrasket svarede Marianne, at hun ikke plejede at se fjernsyn, når hun våger, men sygeplejersken forklarede, at jo mere hjemligt og hyggeligt de kunne gøre det, jo bedre. Så Marianne drak sin kaffe, spiste marcipanbrød og så fodbold i fjernsynet. 

”Og så pludselig kunne jeg høre, at han trak vejret anderledes. Så gik jeg over til ham og lagde hånden på hans skulder, og så trak han vejret på en måde, så jeg tænkte, at nu er han død,” fortæller Marianne Berg og fortsætter: 

”Det er sådan et fint eksempel, fordi sygeplejersken prøvede at skabe den der fornemmelse af, at der er nogen, man kan høre. Ligesom da man var barn, og man kunne høre de voksne sad inde ved siden af snakkede og hyggede sig, inden man skulle sove. Det er meget trygt. Han prøvede at gøre det hjemligt, ved at der duftede af kaffe, og der var fodbold i fjernsynet. Det synes jeg var en god oplevelse.” 

En respekt for livet  

I sin tid som våger har Marianne Berg oplevet, at fem personer er gået bort, mens hun vågede for dem. 

”Man kan godt mærke om personen er her eller ikke er her. Det gør selvfølgelig indtryk. Og det skal det jo også. Så tænker jeg over, at det var et liv, der ikke er her mere.” 

Første gang Marianne Berg oplevede det, gik hun ud og spiste med sig selv, og drak et glas vin og skålede for hende, hun havde våget for.  

Når hun våger på hospitaler, er det svært at udlede noget personligt om patienten, mens man på plejehjem kan danne sig et større indtryk af, hvem personen er. Måske hænger der familiebilleder på væggen eller står bøger i bogreolen. 

”Det er mange menneskeskæbner man møder, selvom man kun møder dem i de der bittesmå glimt, som tre timer er. Så der er også mange indtryk af folks liv, som jeg også synes kan være berigende.” 

Hvis personen man våger for dør under ens vagt, snakker teamet eller aktivitetslederen i vågetjenesten sammen bagefter. 

“Det er rart at få talt det igennem, så man kan få lagt det der, hvor det nu skal ligge i sit hoved. Det skal ikke være sådan, at det belaster en så meget, at man ikke kan sove for eksempel,” siger Marianne Berg.  

Vågetjenesten holder også teammøder, hvor de vender vågeopgaverne. Ifølge Marianne Berg er det vigtigt, at teamet møder hinanden og udveksler erfaringer, da det frivillige fællesskab også har en betydning.  

Men at våge er for Marianne Berg som regel en fredelig eller rolig oplevelse, og det som hun mest af alt sidder tilbage med er en respekt for livet.  

”En dag så stopper det jo, og det gør det for os alle sammen. Vi ved jo ikke, om vi bliver 101 eller om vi bliver 50, ligesom den seneste jeg vågede for. Eller 16 år som er den yngste vi har våget for. Så man får en respekt og glæde ved, at man lever. Måske også en følelse af, at nu skal jeg i hvert fald nyde livet, mens jeg har det.”