Bliv frivillig patientstøtte i en ny indsats i psykiatrien på Amager
Vil du være med til at skabe tryghed, nærvær og menneskelig kontakt for mennesker i en svær livssituation? Så har du nu muligheden for at blive en del af en ny frivillig patientstøtteindsats.
Ansøg nuRøde Kors Hovedstaden søger frivillige til en ny patientstøtteindsats på den psykiatriske akutmodtagelse på Digevej på Amager.
Når mennesker kommer til en psykiatrisk akutmodtagelse, kan ventetiden være lang og usikker. Som patientstøtte bidrager du med noget helt særligt: tid, nærvær og en uforpligtende samtale.
Hvad laver en patientstøtte?
Du er ikke behandler eller rådgiver. Du er et medmenneske, der hjælper med at skabe ro og tryghed i venteområdet.
Dine opgaver kan fx være at:
- Tage godt imod patienter og pårørende
- Tilbyde en kop kaffe eller te
- Tage en uforpligtende snak med dem, der har lyst
- Spille kort, læse højt eller tilbyde anden rolig adspredelse
- Bidrage til en tryg og imødekommende stemning
Hvem er du?
Du behøver ikke have erfaring fra psykiatrien eller sundhedsvæsenet. Det vigtigste er, at du:
- Er rolig, empatisk og nærværende
- Har lyst til at møde mennesker med respekt og nysgerrighed
- Har interesse for frivilligt socialt arbejde
- Kan tage en fast vagt enten tirsdag eller torsdag mellem kl. 14.00-18.00
Vagterne er af 2 timers varighed, og du er altid på vagt sammen med en anden frivillig.
Hvad får du ud af det?
- En meningsfuld frivilligrolle, hvor du gør en konkret forskel
- Mulighed for at være med til at opbygge en ny indsats
- Et stærkt fællesskab med andre frivillige
- Introduktion, kurser og løbende sparring gennem Røde Kors
Kom til åbent hus og hør mere
Er du nysgerrig på opgaven?
Så kom til åbent hus og informationsmøde den 11. november kl. 16.00-17.00 og få en rundvisning på den psykiatriske akutmodtagelse, mød medarbejderne og hør mere om frivilligrollen.
Du behøver ikke beslutte dig for, om du vil være frivillig, før du har været med.
Lyder det som noget for dig?