Birgitte Dalsgaard er frivillig i Røde Kors’ vågetjeneste. Og det er der en særlig årsag til.

”Jeg synes ikke, at der er nogen, der skal dø alene. Når du bliver født, er der altid personer til stede, så det skal der også være, når du dør. Man går det sidste stykke alene, men jeg kan være der, når du går ind ad porten og følge dig på vej. Det er det, jeg synes er så vigtigt,” siger Birgitte Dalsgaard.

Vågetjenestens frivillige har til formål at skabe tryghed og ro i den allersidste tid. De frivillige har erfaring med omsorg for døende og vil gerne aflaste de pårørende og lytte.

Som våger kan man enten blive kaldt ud på hospitaler, plejehjem, hospice eller i private hjem. De frivillige deltager ikke i plejen af den døende, de er til stede for at skabe tryghed for den døende og eventuelle pårørende. 

Hvad indebærer det at være våger?

Birgitte beskriver sit arbejde som våger, som at ”holde rum for den døende”.

”Man sidder og våger ved den døendes side. Man sidder ofte i stilhed. Nogle gange strikker jeg eller læser en bog, men jeg sidder aldrig med min telefon. Det handler om at være til stede i rummet. Man er nærværende og forsøger at skabe tryghed for den døende. Give dem en følelse af, at de ikke er alene.”

Birgitte har ikke en sundhedsfaglig baggrund, der ligger til grund for hendes arbejde som våger. Hun har private erfaringer, der har åbnet hendes øjne for, hvor vigtigt det at være til stede i den sidste tid.

”Da min mor for nogle år siden blev erklæret terminal, var jeg indlagt på hospitalet med hende i den sidste tid. Jeg var der hver dag og holdt hende i hånden, da hun åndede ud. Det var utrolig fint og betydningsfuldt at følge hende det sidste stykke af vejen. Det havde jeg været meget ked af at gå glip af. Efterfølgende tænkte jeg, at ’hvis jeg kan sidde ved min mors side i den sidste stund, så kan jeg sidde med alle’.”

Birgitte har været en del af vågetjenesten i Røde Kors siden 2022. Der er ikke nogen krav til, hvor ofte man er ude at våge, det kommer an på, hvor meget tid, man har. Birgitte har som regel to vagter om måneden på tre timer ad gangen.

En del af drivkraften i at være vågner ligger for Birgitte i, hvor betydningsfuldt det er at være der for et andet menneske i den sidste stund.

”Det er enormt berigende at få lov til at være vidne til en persons sidste tid. Men går ind i personens privatsfære og får et indtryk af det levede liv, der er. At være der i noget så privat som det sidste stykke tid af et menneskes liv er et privilegie og en ære. Jeg har en tro på, at ingen skal være alene, når de dør. Der er ingen, der bliver født alene, og der er heller ingen, der skal dø alene. Jeg kan gøre mit for, at de kommer mere trygt afsted.”

Udover den værdi det har for den døende, har det ligeledes stor værdi for vågeren, fortæller Birgitte.

”Det samfund vi har i dag, hvor alt bimler og bamler, med mobiltelefoner, der aldrig forlader hånden, kan det være svært at finde ro. Når du sidder i det her rum hos den døende, er der en enorm ro. Jeg vil mene, at det har lige så stor værdi for vågeren, som for den døende.”

Kan det ikke være svært at slippe oplevelsen igen, når din vagt som våger er slut?

”Nogle dage er sværere end andre. Jeg havde en gang en meget trist opgave på et plejehjem. Den døende havde ikke boet på plejehjemmet særlig længe. Hun havde næsten ingen ting udover to fotos i vindueskarmen – et af en gravsten og et gammelt stort/hvidt billede. Der var ingen nyere billeder af børn eller børnebørn eller noget som helst, der kunne indikere, at hun havde kære omkring sig. Det var meget trist og berørte mig meget.”

Men det at være våger, handler i høj grad også om at kende sine begrænsninger, forklarer Birgitte. Man skal ikke komme ind og fixe alting lige på falderebet. Man skal ikke andet, end at være til stede.

”Jeg kommer ind som et sidste besøg, og jeg skal ikke gøre noget, jeg skal bare være der. Det kan være svært, fordi man som menneske altid gerne vil handle, og i sådan en situation kommer man let til at tænke ’jeg må da gøre noget’, men det er ikke min opgave. Det vigtigste jeg kan gøre, er at være til stede med den døende. Det er mit nærvær, jeg kan tilbyde. Jeg skal ikke gøre noget, jeg skal være der.”