RØDE KORS

Debatindlæg i Jyllands Posten august 2023. Skrevet af Niels Svankjær Christiansen, chef for integrationsindsatsen i Røde Kors

Uvished og bekymring kan overskygge alle andre overvejelser, for hvad skal der ske, og hvornår sker det? Uden udsigt til snarlig afslutning på krigen skylder vi de ukrainske flygtninge en afklaring på, hvad der skal ske, når deres opholdstilladelse snart står til at udløbe – til gavn for den enkelte, men også for vores samfund.

Halvandet år er der gået, siden konflikten i Ukraine eskalerede i februar 2022 og sendte millioner på flugt i Europa. I Danmark modtog vi i ugerne og månederne, der fulgte, det største antal flygtninge siden Anden Verdenskrig, og i dag er knap 30.000 flygtninge fra Ukraine registreret i landets kommuner.

Der er ingen tvivl om, at den politiske opbakning og befolkningens velvillighed sikrede ressourcer, der muliggjorde, at vi i exceptionel grad formåede at gå i beredskab og indgå i et tæt og formåede at gå i beredskab og indgå i et tæt og fleksibelt samarbejde mellem myndigheder, kommuner, civilsamfundsorganisationer og private aktører. På den baggrund kunne vi på bedste vis tage imod de mange tusind flygtninge, som ankom over blot få uger og måneder. Og fra politisk hold blev der indført en særlov, som skulle garantere flygtningene beskyttelse og nem adgang til at bo og opholde sig i kommunerne. Særloven var bl.a. fokuseret på at sikre en hurtig adgang til det danske arbejdsmarked, og forventningerne var på det tidspunkt store til de ukrainske flygtninge, som af mange blev set som en gave for de erhverv i Danmark, der mangler hænder.

I dag, halvandet år senere, er en stor del af ukrainerne da også kommet i job. Ifølge Udlændinge- og Integrationsministeriets integrationsbarometer er 53% i arbejde og udfylder vigtige funktioner i vores samfund. Men forventningerne er desværre kun delvist blevet indfriet. Udfordringer af sproglig karakter men også både psykiske belastninger og – for nogles vedkommende – sociale problematikker har vist sig at være langt sværere at håndtere, end mange nok havde forestillet sig.

Det rejser både spørgsmålet, om vi gør det rigtige og i forlængelse heraf hvad vi kan gøre for at styrke de ukrainske flygtninges deltagelse i det danske samfund. For vi ved, at det at være i beskæftigelse for mange er et vigtigt udtryk for at bidrage til det land, som man er modtaget i, og at det naturligvis har en række positive afledte effekter, herunder selvstændiggørelse, friheden i en bedre økonomi og for rigtigt mange også vedligeholdelse og endda opbygning af vigtige kompetencer, som både kan bruges i forbindelse med hjemrejse og genopbygning af det ukrainske samfund eller måske fortsat her i Danmark.

Men det står også klart, at indsatserne for flygtninge her i Danmark bør gå hånd i hånd med, at vi giver dem afklaring omkring deres fortsatte ophold i Danmark og dermed det trygge ståsted, der vil være brug for til fortsat udvikling og deltagelse i samfundet. Det kan overskygge alle andre overvejelser, hvis ikke opholdsgrundlaget er på plads, og lige nu ser ukrainere i Danmark ind i den sidste periode med opholdstilladelse på den to-årige særlov.

Behov for afklaring

Vi står således over for et afgørende tidspunkt for de ukrainske flygtninge i Danmark, og uden udsigt til snarlig afslutning på krigen må vi forberede os på, at mens de fleste vil have stort ønske om tilbagevenden og medvirken til genopbygningen af Ukraine, så er der også mange, som ikke vender tilbage foreløbigt. De første undersøgelser i både Danmark og andre europæiske lande viser, at en relativt høj andel af ukrainerne nærer ønske om at blive i de lande, der har modtaget dem. Herhjemme har Udlændinge- og Integrationsministeriet i en bred undersøgelse blandt ukrainerne i Danmark tidligere i år afdækket, at det gælder for fire ud af 10 flygtninge. Den situation kan vi lige så godt forberede os på. Også fordi alle erfaringer peger på, at krige og internationale konflikter og dermed også flygtninges ophold i modtagerlande som regel varer betragteligt længere, end det først har været antaget af både modtagerlandet og for den sags skyld af flygtningene selv. I Danmark har vi fx modtagelsen af de bosniske flygtninge i 90erne at trække på som historisk erfaring.

På den korte bane og snarest muligt bør der tages politisk stilling til, hvad der kommer i forlængelse af den særlov, som udløber om syv måneder. Vi ved fra mange års erfaring med flygtninge i Danmark, at midlertidighed og uvished i en længere periode er ødelæggende for mennesker. For hvor ligger fremtiden? Hvor tør man satse på at være med sin familie, før man får svar? I værste fald undergraver netop den utryghed incitamentet for den enkelte og modvirker dermed også de ambitioner, som alle deler om ukrainernes deltagelse på det danske arbejdsmarked og i samfundslivet generelt. Alle flygtninge fortjener et længere perspektiv på deres ophold i Danmark, og det vil sikre trygheden for ukrainerne at vide, at processen for at give dem vished om fremtiden er gået i gang.

Fokus på mental trivsel og varige løsninger

I den kommende periode bør vi som samfund have fokus på at hjælpe de sidste ukrainere godt i gang og se på, hvilke nye initiativer der kan være brug for. Fra vores tidligere erfaringer med at modtage i Røde Kors ved vi, at flygtninge har forskellige behov og at den støtte, de har brug for, kan variere over tid. De seneste år er det blevet dokumenteret, at blandt andet tilegnelsen af det danske sprog kan være en stor udfordring samtidig med, at det for mange er nøglen til at træde ind og fungere på det danske arbejdsmarked. Det har da også været tydeligt særligt det seneste halve år, hvordan Røde Kors’ forskellige tilbud om sprogtræning oplever stor interesse fra bl.a. ukrainere. Alene på vores digitale platform Sprogland afholder vi typisk op mod 50 individuelle samtaler om dagen fokuseret på sprogtræning. Hver eneste dag.

I forhold til den mentale trivsel blandt ukrainske flygtninge afventer vi med spænding en stor undersøgelse ved Københavns Universitet, hvis resultater kommer her i efteråret. Vi forventer, at den vil bekræfte vores formodning om, at den mentale trivsel for mange er udfordret. Vi ser det allerede i vores mange indsatser. Og med fortsat krig i hjemlandet og et stort savn både af det velkendte og af familiemedlemmer, som ikke er med i Danmark, er det ikke så mærkeligt. Men det er stadig et underbelyst område, som det er vigtigt at blive klogere på og også sætte målrettet ind over for. Netop derfor er der på det område stort potentiale i samspillet mellem de offentlige myndigheder i kommunerne, der har ansvar for integrationen, og med inddragelse af civilsamfundets ressourcer og vigtige fællesskaber.

Efter at der er taget stilling til særloven for ukrainerne, som i første omgang må forventes forlænget med endnu en midlertidig periode, vil det være vigtigt at få mere varige løsninger på banen for de mange flygtninge – familier og børn i alle aldre – som vi har modtaget i Danmark. Både for deres og Danmarks skyld må der ikke blive tale om et liv i permanent midlertidighed.

Det gælder sådan set alle flygtningegrupper.