Bliv besøgsven for en psykisk sårbar voksen
Gør en forskel for et menneske der oplever psykisk sårbarhed. Lige nu mangler vi frivillige i hele Hovedstaden.
Ansøg nuHvad er den Besøgsven?
Som besøgsven gør du en konkret forskel gennem noget helt enkelt: tid, nærvær og godt selskab.
I mødes typisk hver anden uge i 1–2 timer, hjemme hos besøgsmodtageren. I kan drikke en kop kaffe, gå en tur, spille et spil eller tale om stort og småt. Hvad I laver, finder I ud af sammen.
Du behøver ikke have særlige faglige kompetencer. Det vigtigste er, at du har lyst til at lære et andet menneske at kende og møder vedkommende med åbenhed, nysgerrighed og respekt.
Hvem er besøgsmodtageren?
Vores besøgsmodtagere er voksne, der oplever ensomhed og lever med psykisk sårbarhed – for eksempel angst, depression eller skizofreni.
Psykisk sårbarhed kan gøre det sværere at skabe og fastholde relationer. Derfor kan en fast aftale og et menneske, der har tid og lyst til at være sammen, få stor betydning. For mange bliver besøget et lyspunkt i hverdagen.
I bliver matchet ud fra blandt andet interesser, ønsker og personlighed, så der er et godt udgangspunkt for en tryg og meningsfuld relation.
Du bliver klædt godt på
Du står ikke alene med opgaven. Vi sørger for, at du får en tryg start og mulighed for støtte undervejs. Som frivillig får du:
- Introduktionskursus
- Løbende sparring
- Kompetenceudvikling
- Mulighed for supervision
Du skal ikke være terapeut, rådgiver eller behandler. Din opgave er først og fremmest at være et medmenneske og indgå i en ligeværdig relation.
Som frivillig får du også noget igen
Som besøgsven får du mulighed for at:
- Gøre en mærkbar forskel for et andet menneske
- Få nye oplevelser, perspektiver og gode samtaler
- Blive klogere på psykisk sårbarhed og relationer
- Udvikle dine menneskelige og sociale kompetencer
- Blive en del af et fællesskab med andre engagerede frivillige
Det er en enkel frivilligopgave, som kræver få timer om måneden – men som kan få stor betydning for jer begge.
Har du lyst til at lære et menneske at kende, som du måske ellers aldrig ville have mødt?
-
Vil du vide mere om at være med?
Er du ensom, savner støtte og ønsker at møde nye mennesker? Så er vi her for dig. Her på siden kan du finde information om vores mere end 40 forskellige aktiviteter og få hjælp til at finde den aktivitet, der passer lige netop til dig.
Vær med i vores aktiviteter -
Find alle aktiviteter
Vores aktiviteter er primært for voksne og familier, der savner netværk og støtte. Aktiviteterne foregår i København, Frederiksberg, Dragør eller Tårnby kommune.
Se alle aktiviteter -
Vil du være frivillig?
I Røde Kors Hovedstaden er vi et fællesskab af ca. 3.500 engagerede frivillige, som hver dag lægger hjerte, tid og energi i mere end 45 forskellige aktiviteter til gavn for sårbare, ensomme og udsatte mennesker i København og omegn.
Læs mere om at blive frivillig