Spring til indhold (tryk på Enter)
Røde Kors Hovedstaden

Røde Kors Hovedstaden søger en frivillig aktivitetsleder til en ny patientstøtteindsats på den psykiatriske akutmodtagelse på Digevej på Amager.

Som aktivitetsleder bliver du en central drivkraft i opbygningen af en ny frivilligindsats på den psykiatriske akutmodtagelse. Du skal være med til at rekruttere, understøtte og samle frivilliggruppen samt udvikle indsatsen i tæt samarbejde med akutmodtagelsen og Røde Kors Hovedstaden.

En ny indsats med stor betydning

Når mennesker ankommer til en psykiatrisk akutmodtagelse, befinder de sig ofte i en akut, sårbar og uforudsigelig situation. Ventetiden kan opleves som belastende og utryg, og her kan et roligt nærvær og et venligt menneske gøre en stor forskel.

Mange mennesker har aldrig sat deres ben i en psykiatrisk akutmodtagelse og kan være usikre på, hvad der foregår der. Som aktivitetsleder får du en vigtig rolle i at opbygge et trygt frivilligfællesskab og understøtte de frivillige i deres indsats.

Indsatsen er den første patientstøtteindsats på en psykiatrisk akutmodtagelse i Røde Kors Hovedstaden. Som aktivitetsleder får du mulighed for at være med fra begyndelsen og sætte dit præg på, hvordan indsatsen udvikler sig lokalt.

Om patientstøtterne

Patientstøtterne bidrager med noget helt særligt: tid, nærvær og menneskelig kontakt.

De frivillige tager imod patienter og pårørende i venteområdet, tilbyder en uforpligtende samtale og hjælper med at skabe en rolig atmosfære i ventetiden. De frivillige rådgiver eller behandler ikke, men fungerer som medmennesker, der gør ventetiden lidt lettere i en sårbar situation.

Om rollen som aktivitetsleder

Som aktivitetsleder bliver du ansvarlig for at opbygge og understøtte et frivilligteam i tæt samarbejde med medarbejderne i akutmodtagelsen og Røde Kors Hovedstaden.

Du bliver et vigtigt bindeled mellem frivillige, personale og Røde Kors og får stor indflydelse på udviklingen af indsatsen.

Vi forventer, at du kan engagere dig ca. 10-15 timer om måneden, primært i dagtimerne, med lidt ekstra tid i opstartsfasen.

Du bliver ikke alene om opgaven. Du får løbende støtte og sparring fra Røde Kors Hovedstaden, medarbejderne i akutmodtagelsen og et netværk af aktivitetsledere fra andre patientstøtteindsatser.

Dine opgaver vil bl.a. være at:

  • Rekruttere, introducere og fastholde frivillige patientstøtter
  • Være kontaktperson og sparringspartner for de frivillige
  • Koordinere vagter i samarbejde med frivillige og akutmodtagelsen
  • Bidrage til et godt og inkluderende frivilligfællesskab
  • Formidle kurser, læring og information fra Røde Kors til de frivillige
  • Deltage i udviklingen af indsatsen og samarbejdet med akutmodtagelsen
  • Tage initiativ til sociale aktiviteter, der styrker fællesskabet blandt de frivillige

De første skridt

I efteråret starter vi rekrutteringen af frivillige patientstøtter.

Den 11. november kl. 16.00-17.00 afholder vi åbent hus og informationsmøde på akutmodtagelsen for interesserede frivillige, og den 8. december forventer vi at afholde introduktion for det første hold frivillige i samarbejde med medarbejderne i akutmodtagelsen.

Som aktivitetsleder bliver du en central del af denne opstart og får mulighed for at sætte dit præg på indsatsen fra første dag.


Hvem er du?

Du behøver ikke have erfaring fra psykiatrien eller frivilligledelse. Det vigtigste er, at du:

  • Har lyst til at tage ansvar og være med til at bygge noget nyt op
  • Er god til at skabe relationer og samarbejde med forskellige mennesker
  • Kan bevare overblikket og følge op på aftaler
  • Trives med både koordinering og menneskelig kontakt
  • Har interesse for mental sundhed og frivilligt socialt arbejde
  • Møder andre mennesker med respekt, omsorg og nysgerrighed

Hvad får du ud af det?

  • Mulighed for at være med til at etablere Røde Kors Hovedstadens første patientstøtteindsats på en psykiatrisk akutmodtagelse
  • Stor indflydelse på udviklingen af indsatsen
  • Erfaring med frivilligledelse, koordinering og samskabelse
  • Tæt samarbejde med medarbejdere i psykiatrien
  • Kurser, oplæring og sparring gennem Røde Kors
  • Et stærkt netværk af engagerede frivillige og samarbejdspartnere
  • Mulighed for at bidrage til en indsats, der kan bane vejen for lignende initiativer i fremtiden


Lyder det som noget for dig?

Information