Per Møller Janniche
Jeg vil gerne fortsætte i bestyrelsen efter at have været med i 3 år som næstformand.
Der sker store omvæltninger både i den store verden og i det lokale. Vi gør vildt mange gode ting for vores målgrupper, men vi skal konstant være obs på, om noget skal styrkes, udvikles eller forandres, så vi er gearet til fremtiden. Det kan jeg bidrage til via mine erfaringer og kompetencer, som er på ledelse/strategi, samspillet mellem det store og det nære, dybt kendskab til kommuner/region, nytænkning og samarbejde.
Bestyrelsen skal afklare de overordnede rammer og økonomien og finde den bedst mulige retning for arbejdet, men det kan kun ske i en tæt dialog med alle jer, der trækker læsset i hverdagen – ansatte, frivillige og medlemmer – og selvfølgelig vores Landsforening. Disse dialoger skal styrkes, og vi skal som bestyrelse finde en balance mellem at være på den store klinge og holde fast i en nysgerrighed på, hvad der er vigtigt i hverdagen.
Senest har jeg haft ansvaret for rekrutteringen af vores nye sekretariatschef, og fx har jeg holdt to faglige aftener om anerkendelse og ledelse for vores frivillige. Jeg har været rundt på flere af vores institutioner, og jeg håber fremadrettet at lære vores tilbud og aktiviteter bedre at kende gennem flere besøg og samtaler.