Spring til indhold (tryk på Enter)
Røde Kors Hovedstaden

Lørdag den 14. januar 2023 var over 2.000 nye og kommende pensionister samlet til messen Mere Fri Tid – Flere Muligheder i Øksnehallen for at blive klogere på, hvad tilværelsen som senior kan bruges på. Hovedstadens Samaritterkorps og de frivillige fra Røde Kors Hovedstaden tog pænt imod de mange glade deltagere.

Messen blev åbnet af sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling.

– Vi ved, at det er sundt og godt at deltage i frivilligt arbejde. Det betyder noget at være noget for nogen. Mange ældre københavnere savner nogen at være sammen med, og vi ved at socialt aktive mennesker lever sundere og længere. 

Solen kiggede frem mellem skyerne, Øksnehallen summede af liv, og deltagernes stemmer blev varmet op af fællessang med Laura Kjærgaard, som de fleste kender fra X Factor. Dagen fortsatte med en workshop ved aldringsforsker Aske Juhl Lassen med fokus på pensionsovergangen, og de deltagere, der hellere ville besøge Hjerterummet, fyldt med frivilligjobopslag eller Aktivitetspladsen, gjorde det.

Den svære overgang til pension

En deltager, som til daglig arbejder som socialrådgiver, fortalte, at hun deltog på messen, fordi hun er glad for sit arbejde, og derfor ikke har lyst til at gå på pension, selvom hun netop er rundet 67 år.

– Jeg er meget aktiv, og jeg elsker mit arbejde, så hvorfor skal jeg gå på pension?

Børn og børnebørn trækker i hende for, at hun skal tage springet, men hun er bange for, at tilværelsen som pensionist medfører, at hun ikke kan fortsætte med at udvikle sig og gøre brug af sine kompetencer. 

Det er præcis det, pensionister kan undgå, hvis de vælger at engagere sig i et frivilligt arbejde, bliver medlem af en klub eller noget helt tredje. Samtidig får andre mennesker glæde og gavn af seniorernes viden og erfaring. Derfor er de mange udstillere mødt op på messen for at hverve både deltagere og frivillige, og de fortalte glædeligt om, hvad du kan blive en del af hos dem som ny eller kommende pensionist.

Du kunne blandt andet møde Fiskeklub København, som fortalte om, hvordan du kan blive en del af Københavns nye lystfiskerforenings seniorhold, og Repair Café sad hele dagen klar til at reparere alt lige fra ødelagte standerlamper til hullede sko.

Humor og vejen til det sunde liv

Deltagerne brugte dagen på at besøge de mange stande og deltage i aktiviteter lige fra Krolf – en blanding af kroket og golf – til bordtennis og roning.

Dagen blev afsluttet med et humoristisk oplæg ved professor Bente Klarlund Pedersen om vejen til det sunde liv. Deltagerne klappede, alt imens mørket sænkede sig over Øksnehallen.

Tak for en dejlig dag til både frivillige, udstillere og deltagere – vi glæder os allerede til næste år.