Fællesskab og Sejrsstemning: Kom med til optællingsfest i København
Spændte frivillige samles i Nordea for at fejre optællingen med kage fra La Glace og udveksler gode anekdoter fra en succesfuld indsamlingsdag.
På skærmen inde i Nordea på Vesterport står der 1. oktober kl. 15:08. Der er stille, mens både bankens og Røde Kors Hovedstadens medarbejdere gør klar til at tage imod de frivillige mødestedsledere, der skal ind og have optalt de penge, der er samlet ind på deres mødesteder. Hele dagen har gaderne været fyldt med frivillige ildsjæle, der har samlet ind til Røde Kors’ landsindsamling 2023.
Endelig træder de første frivillige mødestedsledere ind i rummet og bliver mødt af Røde Kors flag og balloner. På bordet i midten af rummet står en stor lagkage fra Danmarks ældste konditori La Glace. Henover kagen, der er pyntet med marcipanroser og chokoladesnirkler, er der skrevet ”Ingen Skal Spise Alene”. Efter de frivillige på mødestederne har fået optalt pengene fra deres mødesteder kan de sammen spise kage og udveksle historier fra indsamlingsdagen.
De frivillige mødestedsledere bærer på tunge poser fyldt med mønter, der skal hældes ned i optællingsmaskinen. I minutterne efter begynder de næste frivillige at komme trissende, og rummet fyldes med en spændt stemning og snak i krogene.
De frivillige bidrager med positiv stemning
I køen til optællingsmaskinen sidder fire glade piger og spiser kage, mens de venter. De har været frivillige på mødestedet på indre Frederiksberg. Når de bliver spurgt, hvordan deres dag har været, smiler de stort og svarer i kor, at stemningen har været positiv hele dagen ude på deres mødested.
”Alle har været super glade og positive omkring det at skulle hjælpe,” uddyber den ene.
”De har også været opmærksomme på at give feedback fra deres ture om, hvad der fungerede, og hvad der ikke gjorde, så vi har stået med en følelse af, at alle hjalp alle,” indskyder hun også.
Den gode stemning de frivillige indsamlere er kommet med smitter også af på de fire mødestedsfrivillige;
”Man bliver sindssygt glad af at folk kommer og er i godt humør,” beskriver de.
Det er ikke kun ude på ruterne de frivillige indsamlere har kunne mærke godt humør. De fire mødestedsfrivillige beskriver også, hvordan de har bidraget til den gode stemning;
”Når vi havde talt pengene fra de enkelte bøsser sammen, råbte vi højt, hvor meget de havde samlet ind, og så klappede de forskellige indsamlere af hinanden. Så på den måde kom der også rigtig god stemning på mødestedet. God sejrsstemning.”
”Tak til alle dem, der har samlet ind”
Denne sejrsstemning er også at mærke inde i Nordea, hvor indsamlingsbeløbene løbende bliver opdateret på en stor tavle af Røde Kors Hovedstadens indsamlingsleder Trine Steffensen.
Lidt efter kl. 18 er alle pengene talt op og Trine annoncerer det endelige beløb for Hovedstadens indsamling, som lyder på hele 1.312.121. Det er 300.000 kr. mere, end det vi samlede ind sidste år.
”Tak til alle dem, der har samlet ind. Det kunne ikke være bedre. Vi er så glade, og vi vil bruge pengene fornuftigt i Røde Kors,” bliver det sidste ord fra indsamlingslederen, der sætter et fint punktum for en søndag i fællesskabets tegn.