Shoppeguide: 10 råd til at gøre et kup i genbrugsbutikker
København er fuld af genbrugsbutikker. Vi guider dig til at få mest muligt ud af din shoppetur, når du er på jagt efter vintage, second hand og andre genbrugsfund.
Med 15 genbrugsbutikker er Røde Kors Hovedstaden størst i København. Men vi er langt fra de eneste, der sælger tøj, sko, bøger, smykker, møbler og andre ting i de københavnske kvarterer. Genbrug, vintage og second hand er populært som aldrig før, og mulighederne for at gøre et fund er mange.
Vi har talt med nogle af vores unge praktikanter og frivillige, som selv elsker at tage på genbrugsjagt. De kender byen, de kender butikkerne, og de kender følelsen af at finde den helt perfekte ting til den helt rigtige pris.
Vi har spurgt dem, hvordan man får mest ud af sin shoppetur, når man gerne vil gøre en god handel. Det er der kommet denne guide ud af med deres 10 bedste råd til at gøre et kup i genbrugsbutikker.
1. Lav en indkøbsliste

Lav en indkøbsliste, inden du tager hjemmefra. Listen gør turen mere overskuelig og hjælper dig med at holde fokus, når du står ude i butikkerne. Samtidig fungerer listen som huskeliste. Det er fint at lade sig inspirere undervejs, men hvis man mangler en saks, er det ærgerligt at glemme den, fordi man får øje på et sjovt fuglebur.
2. Medbring et målebånd

Hav altid et målebånd i tasken, når du tager på genbrugsshopping. Målebånd vejer ingenting, men er en stor hjælp, når du får øje på noget, du mååååske har plads til hjemme i stuen. Andre gange ved du allerede, hvad du er på udkig efter. I de tilfælde kan du bruge målebåndet til at måle op derhjemme, inden du tager af sted.
3. Kig ofte

Genbrugsbutikker får hele tiden nye varer, og det er ikke til at sige, hvornår det næste fund lander på hylderne. De mest populære ting får ikke lov til at ligge længe, så hvis du vil øge din chance for at gøre et kup, skal du kigge ofte.
4. Sæt tid af

Det tager længere tid at handle i genbrugsbutikker end i traditionelle butikker. Varerne er ikke organiseret på samme måde, alt findes ikke i alle størrelser, og man skal bruge mere tid på at se tingene efter. Så sæt god tid af, når du skal på genbrugsjagt.
5. Klæd dig på til at skifte tøj

Mange genbrugsbutikker har prøverum, men ikke alle, og i nogle butikker kan der hurtigt opstå kø. Hvis du er på udkig efter tøj – eller hvis du ved, at du let kan lade dig friste – er det en god idé at klæde dig på, så du kan prøve tøj uden et prøverum. En let undertrøje er din ven.
6. Prøv altid tøjet

I genbrugsbutikker kan du typisk ikke bytte tøj, når først du har købt det. Prøv derfor altid tøjet, inden du lægger det på disken. Størrelser er kun vejledende. Det er din krop, der bestemmer, om det passer eller ej.
7. Tag et net med

Både for miljøet og din kontos skyld er det en god idé at tage et indkøbsnet med på shoppeturen. Det er irriterende at betale for poser, man kun skal bruge én gang.
8. Planlæg din tur geografisk

Der er rigtig mange genbrugsbutikker i København, og ofte ligger de tæt på hinanden. Hvis du planlægger lidt, kan du let nå forbi to, tre eller fire butikker på samme tur, også hvis du er på gåben. Brug eventuelt adresserne på vores 15 butikker som udgangspunkt, når du laver din plan.
9. Køb ind i god tid

Skal du bruge en bestemt ting til en bestemt dato, er det en god idé at begynde at lede i god tid. Genbrugsbutikken har ikke altid den perfekte blå kjole i lige præcis din størrelse. Hvis du skal finde den inden august, er det smart at begynde at lede i maj.
10. Shop sammen

Det er hyggeligt at tage på genbrugsjagt sammen, og det er også smart. Flere øjne ser mere, man kan hjælpe hinanden undervejs, og man kan holde hinanden i ørene, når det stikker af. Samtidig er det en billig aktivitet – i hvert fald indtil man finder den der helt fantastiske ting, man bare må have.
Har du brug for mere inspiration til din genbrugsjagt, så husk, at mange af vores butikker er aktive på Facebook og Instagram. Du finder links til dem her.
Vi krydser fingre for, at du finder det, du leder efter. Rigtig god shoppetur!