Spring til indhold (tryk på Enter)
Røde Kors Hovedstaden

Et antropologisk blik på ensomhed

Da jeg i September 2023 stod og så ind på ensomheden som felt, vidste jeg ikke, hvad jeg så på. Det var abstrakt – en følelse, man bar rundt på alene. Efter at have åbnet den langvarige ensomhed op og undersøgt den, har jeg gennem et antropologisk blik forstået, at ensomhed eksisterer mellem os.

Det er i deltagernes relationer, at ensomheden opstår, i deres oplevelse af ikke at kunne opnå de sociale forventninger og normer, andre voksne på deres alder formår at leve efter. Ved ikke at kunne deltage i en ensartet fortælling om parforhold, vinsmagning, en travl karriere og hverdag med børn – oplever deltagerne ensomheden sætte sig fysisk i dem; som en tanke om at stå udenfor et større hele. Samtidig beskriver deltagerne, hvordan det, at de bliver mødt med gode råd som: “Op på hesten igen, Se lysere på tingene”, forstærker deres ensomhed, når de forsøger at dele deres smerte eller ensomhed og ikke bliver mødt, set og spejlet i deres relationer. Oplevelsen af andre ikke har gensidigt brug for dem forstærker i denne sammenhæng også deltagernes oplevelse af ensomhed. Disse forskellige erfaringer er med til at forme den langvarige ensomhed, der som et underliggende tæppe influerer deltagernes måde at være i verden på og erfare den.

Når jeg i dag tænker på ensomhed, ser jeg det ikke længere som en abstrakt følelse, enkelte mennesker oplever isoleret, men en erfaring skabt i relation med omverden –  en følelse vi alle kommer til at møde på et tidspunkt i vores liv. Det er i forståelsen af, at ensomhed er et fælles menneskeligt anliggende, som bliver skabt imellem os, at vi sammen kan bryde det tabu, der er forbundet til ensomhed – ved at skabe et fælles sprog for det, der ligger skjult i os hver især. 

Nysgerrig på mere?