Spring til indhold (tryk på Enter)
Røde Kors Hovedstaden

Af Kathrine Schwab Rolver

Christiane Hagger besøger sin besøgsven, en jævnaldrende kvinde, cirka hver anden uge. De laver som regel en eller anden form for aktivitet, når de er sammen. Enten går de en tur, spiser en is, laver mad, lytter til musik eller tager på udflugt.

Men det er ikke aktiviteterne, der er det afgørende, forklarer Christiane. De bliver bare koblet på, fordi det ofte er lettere at lave noget sammen. Det er nærværet og samværet, der er det vigtigste.

”Det er jo et sindssygt godt koncept, fordi begge parter får noget ud af det her samvær. Man smider virkelig sig selv i puljen og giver på en måde en lille del af sig selv.”

37-årige Christiane Hagger har været frivillig besøgsven for psykisk sårbare personer i halvandet år. Hendes nuværende besøgsven var hendes allerførste, som hun begyndte at besøge tilbage i oktober 2023.

Mange mennesker, der lever med en psykisk sårbarhed, savner relationer. Hos Røde Kors Hovedstaden kan man derfor tilmelde sig som besøgsven, som indebærer at mødes med sin besøgsven hver anden uge til et par timers hyggeligt samvær.

Røde Kors Hovedstaden parrer de frivillige med deres besøgsvenner ud fra blandt andet alder, køn og bopæl, for at sikre de bedste forudsætninger for et godt match.

 

Hvad fik dig til at melde dig som frivillig besøgsven?

”Det var under corona-nedlukningen, jeg fik øjnene op for det. Jeg syntes selv, at det var hårdt at miste så meget socialt under nedlukningen, og jeg havde endda stadig personer, jeg sås med de fleste dage gennem mit arbejde. Der begyndte jeg at tænke rigtig meget på de mennesker, som virkelig må have haft det svært. Sværere end mig. De personer hvis eneste sociale samvær for eksempel bestod i at ses med en studiegruppe, spille badminton eller få besøg af en hjemmehjælper. Den lille sociale ting, der fik solen til at skinne for dem, den blev pludselig taget væk. Dem fik jeg helt oprigtigt så ondt af.”

Så da hun efterfølgende faldt over en annonce om at være besøgsven, var hun hurtig til at slå til.

”Det betyder virkelig meget for mig at gøre noget godt for et andet menneske. Det sociale er så vigtigt for alle mennesker, og man kommer nemt til at tage det for givet i hverdagen. Der er mange mennesker, der ingen nære relationer har og nærmest ikke ser andre mennesker i hverdagen. Jeg er meget bevidst om, at det ikke er alle, der har det så godt som jeg. Dem vil jeg virkelig gerne være noget for, og hvis et besøg fra mig, kan være bare et lille lyspunkt i deres hverdag, så gør det mig glad”.

Christianes besøgsven har en række psykiske diagnoser og har haft en hård opvækst med anbringelser, der har givet hende en svær start på livet. Uddannelse og jobs har ikke været en mulighed for hende, ligesom det altid har været svært for hende at danne relationer og venskaber.

Det handler derfor om at møde hende i øjenhøjde og lade det hele foregå på hendes præmisser. I starten var emnerne de snakkede om meget lette, men efterhånden er besøgsvennen selv begyndt at bringe lidt dybere emner op som familie og fortiden. Men udgangspunktet er altid bare at mærke efter, hvad hun har brug for den pågældende dag og være der for hende, fortæller Christiane.

I dag bor hun i et botilbud på Amager og er i løbet af den tid, Christiane har kendt hende, gennemgået en meget positiv udvikling.

”Hun har fået et job, som passer til hendes vilkår, som hun er rigtig glad for og stolt af at kunne passe. Det er fantastisk at se den udvikling, hun har gennemgået de sidste par år.”

 

Hvad giver det dig at være frivillig?

”Det giver mig et nyt perspektiv på hverdagen. Jeg føler jo, at det er en lille ting, jeg giver i form af mit selskab, men det er så givende at se, hvor meget det betyder for hende, og hvor glad hun bliver, når vi ses. Det er virkelig det hele værd.”

Noget, der berører Christiane, er at kunne mærke, hvor stor pris hendes besøgsven sætter på deres relation.

”Da jeg fortalte hende, at jeg skulle flytte – vi boede meget tæt på hinanden før – og at vi derfor ikke ville kunne ses lige så ofte, svarede hun prompte, at ’det var lige meget, hvis vi ikke kunne ses så tit, så længe jeg bare ville love at blive ved med at være hendes besøgsven’. Det viste mig virkelig, hvor meget vores relation betyder for hende. Det er svært for hende at sætte ord på den slags, så det gjorde virkelig indtryk på mig.”

BRUGHJETET-BLIVFRIVILLIG logo

Kunne du tænke dig at blive frivillig?

Ring til os på tlf. 60 10 00 63

Telefonen har åbent:

Mandag kl. 17.00 – 20.00

Onsdag kl. 15.00 – 18.00

Torsdag kl. 15.00 – 18.00

Du kan også skrive til os på rkh.frivillig@rodekors.dk