Da vi alle var fanget derhjemme under corona, fandt Katja og Sine sammen og blev bevægelsesvenner, og siden da er det blevet til fem års venskab fyldt med gode snakke og fælles opdagelser rundt omkring i København.

Katja er frivillig bevægelsesven og har taget sig tid til at fortælle om, hvordan det er at være frivillig, og om det særlige venskab, hun har med Sine. 

Katja er 37 år, oprindeligt fra Jylland, men har boet de sidste ni år i København og bor i øjeblikket med sin familie på Amager. Hun arbejder til daglig for Dyreværnet som SoMe-manager. I sin fritid spiller hun fodbold og går i biografen. 
 

Hvorfor valgte du at blive frivillig? Og hvorfor lige bevægelsesvenner?

”Det var under corona, hvor vi alle sammen var fanget derhjemme. Jeg tænkte: Mon ikke jeg kunne gøre en forskel med et eller andet i stedet for bare at sidde derhjemme,” fortæller Katja og fortsætter: ”Jeg undersøgte muligheder i Røde Kors, og her tiltalte bevægelsesvenner mig utrolig meget – at man kunne komme ud og gå nogle ture!”

Fortæl mig om Sine, som du er bevægelsesven med. 

”Sine er 52 år, en stor fodboldfan, og hendes yndlingshold er BK Frem. Hun elsker at være ude i naturen og går selv rigtig mange ture,” fortæller Katja og fortsætter: 

”Sine er en haj til offentlig transport og har bare styr på, hvor busserne og togene går hen. Så jeg kan nærmest sige, hvor som helst vi kan mødes, og så skal hun nok være der!” smiler Katja. 

Hvor og hvor tit mødes I?

”I starten der mødtes vi en gang om ugen, og nu er vi nede på at mødes hver anden uge, fordi det passede bedre ind i mit skema, og det passede Sine helt fint,” fortæller Katja og fortsætter:  

”Vi aftaler det lidt løbende og mødes forskellige steder i byen og jeg har fået set en masse steder i København, som jeg normalt ikke ville have set, fordi Sine er super god til at finde steder, hvor vi skal gå ture.”

Hvordan er jeres samtaler, når I går ture?

”Det fede er, at vi har gået sammen i næsten fem år nu, og fordi vi kender hinanden så godt, har vi altid noget at snakke om. Sine er for eksempel kæmpe fodboldfan, så det kan jeg altid spørge lidt ind til – og jeg ved ikke særlig meget om fodbold. Så kan hun også lære mig lidt en gang imellem,” griner Katja og fortsætter: 

”Vi snakker utroligt meget om Tivoli, selvom vi ikke har været der sammen endnu – så det kunne også være, at vi en dag skal det,” smiler Katja. 

”Jeg tror egentlig også bare, at det der med Sine er, at det ikke skal være så formelt. Vi går bare, og nogle gange er samtalen bare: ’Hvad har du fået til aftensmad?’ og ’Hvem røg ud i X Factor?’ Det er meget uformelt, det vi snakker om, og det passer os begge godt,” fortæller Katja. 

Har du noget, du gerne vil dele med andre, som overvejer at blive frivillig?

”Jeg tror, når jeg fortæller andre om frivillighed, så forestiller de sig, at det kræver rigtig meget – og det gør det jo i virkeligheden ikke,” fortæller Katja og fortsætter: ”Plus det, at Sine også er large, så hvis en af os er syge eller ikke kan nå det, så udskyder vi det bare en uge, og så skal vi nok få det indhentet.” 

Katja fortsætter: ”Jeg havde måske også tænkt, at man skulle gå en hel time hver gang i starten, og sådan er det jo heller ikke. Der er faktisk ikke nogen forventninger. Man går bare en tur og får snakket om løst og fast.” 

”Jeg synes også, at I som Røde Kors er gode til at invitere til frivillig-komsammen et par gange om året, om det så har været grillaften eller bådtur rundt i Nyhavn – og at det er et passende antal,” fortæller Katja og fortsætter: 

”Ja, for i starten kan jeg huske, at jeg syntes, det var meget interessant at møde andre frivillige og høre, hvad de får ud af at være frivillige. Det er også meget rart lige at se, hvad andre laver, og hvordan de mødes.” 

Udover at være frivillig hos Røde Kors, har Katja har været frivillig i flere sammenhænge før – både i noget, der mindede meget om bevægelsesvenner, da hun studerede i Aarhus. Derudover er hun også bloddonor, og hun startede selv som frivillig i sin nuværende stilling. Hun kender derfor til værdien af frivillighed og ved, hvor vigtigt det er.

Jeg spørger hende, hvordan hun mener frivillighed gør en forskel?

”Jeg tror, frivillighed kan være med til at løfte nogle mennesker ud af et mørke på en eller anden måde – i hvert fald hvis alternativet er, at de bare sidder derhjemme,” fortæller Katja og fortsætter: 
 
”Nu ved jeg, at det ikke er tilfældet med Sine, hun skal nok komme ud at gå, men nu er hun ikke bare ude og gå selv hele tiden. Nu har hun også en at snakke med. Og for mig selv kan jeg mærke, at jeg er et sted i mit liv, hvor jeg har overskud. Så kan jeg lige så godt bruge det på noget godt.”