RØDE KORS

Genève-konventionerne er en del af den humanitære folkeret. Den humanitære folkeret beskytter dem, der ikke eller ikke længere tager del i den væbnede konflikt, og opstiller restriktioner for, hvilke våben og metoder som de stridende parter må bruge.

Den humanitære folkeret beskytter dem, der ikke eller ikke længere tager del i den væbnede konflikt, og opstiller restriktioner for, hvilke våben og metoder de stridende parter må bruge.

De fire Genève-konventioner og deres tillægsprotokoller er blandt de centrale dokumenter i den humanitære folkeret. Derudover findes der blandt andet også Haag-reglerne, som hovedsageligt vedrører metoder og midler for krigsførelse.

En krig er en væbnet konflikt mellem to parter. Overordnet skelnes der i Genevé-konventionerne mellem internationale og ikke-internationale krige eller konflikter.

I korte træk kan de grundlæggende principper for krigens regler udtrykkes i nogle punkter:

• Civile må ikke udsættes for direkte angreb. Angreb må kun udføres, når en militær nødvendighed foreskriver det og angrebet skal rettes mod militære mål.
• Syge og sårede skal evakueres og tilbydes nødvendig lægehjælp.
• Det Røde Kors, den Røde Halvmåne og den Røde Krystal på hvid baggrund indikerer, at vedkommende har krav på beskyttelse jævnfør den humanitære folkeret.
• Krigsfanger mv. har krav på at blive behandlet med respekt og værdighed.

Den Schweiziske forretningsmand Henry Dunant var manden som i 1859 fik ideen til at etablere en nødhjælpsorganisation, der kunne give lægehjælp til syge og sårede soldater i krige.

Det førte i 1863 til oprettelsen af den Internationale Røde Kors Komite og i 1864 til formuleringen af den første Genève-konvention.

Symbolerne det Røde Kors, den Røde Halvmåne og den Røde Krystal beskytter sundhedspersonel, hospitaler, og ambulancer under væbnede konflikter. Kravet om særlig beskyttelse af nødhjælpsarbejdere er nedfældet i Genève-konventionerne og deres Tillægsprotokoller.

Ja.

Som udgangspunkt må man skyde på soldater eller kombattanter. Også når de ikke tager direkte del i fjendtlige handlinger.

Nej.

De stridende parter er forpligtiget til at skelne mellem civile og kombattanter. I krig og væbnede konflikter må civile, som ikke tager del i kamphandlingerne ikke angribes. Denne skelnen kaldes også distinktionsprincippet.

Det er et helt grundlæggende princip i den humanitære folkeret, at krigens parter skal skelne mellem civile og kombattanter og mellem civile genstande og militære mål. Dette kaldes distinktionsprincippet.

Om noget er et militært mål, afhænger af den måde det bruges på. En lufthavn eller kaserne kan f.eks. være et militært mål.

Nej.

Militært og civilt sundhedspersonale, hospitaler og ambulancer må ikke angribes. De skal beskyttes og gives al form for hjælp for at kunne udføre deres funktioner bedst muligt. Det gælder også personer og faciliteter, som værer Røde Kors- eller Røde Halvmåne emblemerne.

Ja.

Hvis børn deltager i krigens handlinger som kombattanter, er det tilladt ifølge krigens regler at skyde dem. Til gengæld forbyder krigens regler også, at børn og unge under 15 år rekrutteres eller deltager i selve kamphandlingerne.

Man må ikke dræbe en modstander, som har overgivet sig eller på anden måde er blevet ukampdygtig. Krigsfanger skal behandles menneskeligt har ret til mad, tøj, kontakt til familie og lægehjælp.

Nej.

Tortur er ulovligt og betragtes som en krigsforbrydelse uanset hvilket formål det har. Det gælder alle former for tortur, hvad end det er fysisk og psykisk afstraffelse, umenneskelig behandling er strengt forbudt.

Tortur kan bl.a. omfatte waterboarding, voldtægt, elektrisk stød, kvælning, isolation, trusler og meget mere.

Som udgangspunkt er en soldater eller en kombattant et legitimt mål. Også når de ikke er direkte engageret i fjendtlige handlinger.

Droner er ikke i sig selv ulovlige, men måden, de bruges på, kan være det jf reglerne om militære mål.

Genève-konventionerne har opnået det, man kalder universel ratifikation, hvilket vil sige, at de er underskrevet af alle Stater i verden. Alle Stater er derfor bundet af dem.

Genève-konventionerne anses derudover for sædvaneret. Sædvaneret er internationale regler, der er udviklet på baggrund af staternes praksis over tid, og som anses som retligt bindende for alle stater uden videre.

Alle – stater såvel som oprørsgrupper – skal overholde den humanitære folkeret. 
Genevé-konventionerne har opnået det, man kalder universel ratifikation, hvilket vil sige, at de er underskrevet af alle stater i verden. Alle stater er derfor bundet af dem.

Genève-konventionerne anses derudover for sædvaneret. Sædvaneret er internationale regler, der er udviklet på baggrund af staternes praksis over tid, og som anses som retligt bindende for alle stater uden videre. Staternes praksis kan man blandt andet udlede af national lovgivning, domstolsafgørelser, militære manualer og officielle udtalelser.

Langt størstedelen af de regler der findes i Tillægsprotokollerne er også sædvaneret. Det kommer sig af, at Genève-konventionerne og deres Tillægsprotokoller er et udtryk for helt basale humanitære regler, der skal beskytte individer under en krig.

Under en ikke-international væbnet konflikt er både Staterne og ikke-statslige grupper – oprørsgrupper – bundet af den humanitære folkeret.

Hospitaler og andre sundhedsfaciliteter er beskyttet i den humanitære folkeret. Men de kan miste deres beskyttelse, hvis de anvendes til fjendtlige formål.

Her gælder dog stadig proportionalitetsprincippet, der siger at angreb, som må forventes at medføre tilfældige skade på civile eller på civile genstande, som er ude af proportion med den forventede konkrete og direkte militære fordel, er forbudt.

Når den angribende part skal vurdere den skade, et angreb ville forårsage, skal eventuelle sekundære skader også medregnes: hvis et hospital gøres ubrugeligt har de konsekvenser for hele den befolkning, der bruger hospitalet, ikke kun for dem, der måtte være til stede på tidspunktet. 

Angreb, som må forventes at medføre tilfældige skade på civile eller på civile genstande, som er ude af proportion med den forventede konkrete og direkte militære fordel, er forbudt.

De stridende parter skal hele tiden i videst muligt omfang sørge for at skåne civilbefolkningen og civile genstande. De skal tage alle praktisk mulige forsigtighedsforanstaltninger for at undgå og under alle omstændigheder begrænse tilfældige tab blandt civile eller skade på civile genstande, til det mindst mulige.

Nej. Det internationale samfund forbød anvendelsen af kemiske og biologiske våben efter første verdenskrig og styrkede forbudsregimerne i 1972 og 1993 ved at forbyde udviklingen, produktionen, opbevaringen eller overførslen af kemiske eller biologiske våben.

Nej – det er et helt grundlæggende princip i den humanitære folkeret, at krigens parter skal skelne mellem civile og kombattanter og mellem civile genstande og militære mål. Dette kaldes distinktionsprincippet.

Civile må ikke angribes, så længe de ikke tager direkte del i kamphandlingerne. De må heller ikke bruges som skjold for soldater eller militære mål.

Hvis en soldat gemmer sig blandt civile flygtninge, så må man kun skyde på soldaten og konfliktens parter har en forpligtelse til at gøre, alt hvad de kan for at minimere tilfældige civile tab.

Soldater må ikke lade som om, de er civile ved for eksempel at skjule deres våben og bære civilt tøj. Det er en krigsforbrydelse at udgive sig for at have en beskyttelse, man ikke har, for at dræbe, såre eller tage nogen til fange.

Selv om en fjende alligevel gør det og klæder sig ud som for eksempel civil er vedkommende stadig kombattant og dermed et legitimt mål. Men man skal naturligvis være sikker på, at der er tale om en udklædning. 

Så skal man stilles for en domstol og holdes ansvarlig.

Staterne har en pligt til at søge efter krigsforbrydere og stille dem for en domstol, uanset hvor handlingen er begået og hvem, der stod bag.  

Det internationale samfund har også oprettet en række internationale domstole og tribunaler, der skal straffe de groveste internationale forbrydelser så som krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab, når staterne ikke er villige eller ikke har mulighed for selv at stille dem til ansvar. Det er for eksempel den internationale straffedomstol, og straffetribunalerne for det tidligere Jugoslavien og Rwanda.

Den Internationale Røde Kors Komite har en fortrolig dialog med krigens parter om deres overholdelse af den humanitære folkeret. Det har de på baggrund af de oplysninger, der kommer til Røde Kors delegaternes kundskab i forbindelse med besøg til fanger og i forbindelse med nødhjælpsarbejdet for civilbefolkningen og de syge og sårede. Overtrædelser af den humanitære folkeret dokumenteres og drøftes med de personer eller myndigheder, der er direkte ansvarlige, for eksempel i møder eller som en del af fortrolige rapporter.

Derudover arbejder Røde Kors også med at udbrede kendskabet til den humanitære folkeret, så soldater ved, hvad de må og ikke må, og med at sørge for at Staterne har underskrevet de relevante konventioner, og gjort dem til en del af deres nationale lovgivning.