Spring til indhold (tryk på Enter)
Røde Kors Hovedstaden

af Laura Thurøe

“Jeg er forsinket, ringer dig op om 15 minutter. Beklager!”. Sådan lyder den sms, jeg sender en onsdag i november. Med tung vejrtrækning og sved på panden ringer jeg op. Jeg bliver mødt af en frisk og venlig stemme, der forsikrer mig om, at jeg ikke skal bekymre mig om min forsinkelse. “Jeg ved, hvor vigtigt det er at imødekomme, at der kan opstå ting, der pludselig kan ændre ens planer. Sådan er det tit i mit fag”. Vi griner lidt, og med ét har Eva lagt et behageligt grundlag for vores samtale. 

 

Eva Brigitte Lau er 56 år, bosat på Amager og arbejder som speditør. Og så har hun været besøgsven i Hovedstadens Røde Kors i 35 år. 

“Jeg har været besøgsven for mere end 10 personer. I øjeblikket er jeg besøgsven for en ældre dame, der er et par og 90. Hende har jeg besøgt i hvert fald i fire år. Førhen besøgte jeg hende hver lørdag kl. 13 til kaffe og kage. Nu er hun dog flyttet på plejehjem, så nu har vi ændret det til et besøg hver 14. dag. Jeg har det lidt svært med plejehjem. Det kræver meget energi for mig at være sådan et sted”. 


 

Hvad fik dig i gang som frivillig dengang for 35 år siden?

Eva griner. “Det var jo nok en kombination af flere ting. Jeg voksede op på en gård i Sønderjylland, og der var vi rigtig ofte oppe at besøge min oldemor på plejehjemmet”. Eva begynder at fortælle mig en historie om metervis af sne i hendes barndom, der gjorde det svært at komme frem, og det er tydeligt at mærke, at Eva er en historiefortæller.

“Jeg er lidt af en snakkechatol”, siger hun med et grin. 

“Da jeg så flyttede til København i slutningen af 80’erne, havde jeg ikke den samme berøring med ældre mennesker, som jeg havde haft hjemmefra. Jeg er nok også sådan en, der gør ting uden at tænke mig helt om. Så en aften så jeg et indslag i nyhederne om en sygeplejerske fra Hvidovre, der havde lavet et projekt, hvor man kunne være besøgsven for aidsramte. Så tænkte jeg fint! Jeg har masser af tid i weekenderne”.

“Men jeg var kun 21 år på det her tidspunkt, så sygeplejersken mente altså, at jeg var for ung. Jeg havde ikke nok i den psykologiske rygsæk, og set i bagklogskabens lys, så havde hun jo nok ret i det. Men hun foreslog mig i stedet at henvende mig til Røde Kors’ besøgstjeneste. Inden jeg vidste af det, var jeg på introkursus. Jeg var den yngste overhovedet. Den første besøgsmodtager jeg blev koblet sammen med var en 98 årig dement kvinde på plejehjem. Det var helt sikkert ikke det bedste match, men jeg følte ikke, at jeg kunne sige nej. Det er noget, jeg har lært med alderen”. 

 

Det er virkelig flot at kunne sige, at man har været frivillig i 35 år. Hvad har holdt dig til ilden i så mange år? 

“Altså, det er jo blevet normalen for mig, at det bare er det, jeg gør lørdag eller søndag. Så spiller jeg yatzy, ser tv, snakker – ja, hygger mig med min besøgsven. Jeg har altid haft tiden til at bruge nogle timer på det i mine weekender”.

“Jeg er meget historisk interesseret, og det at være frivillig giver mig også det, at der er nogen der har en hukommelse. Nogen der fortæller mig livshistorier. Jeg hører om, hvordan samfundet har udviklet sig, om livet under besættelsen og vilde familiehistorier. Det er spændende!”

Da jeg spørger Eva, om det også har ført nogle venskaber med sig at være besøgsven, tøver hun ikke. 

“Det har det i hvert fald! Jeg var besøgsven for Henny i 9,5 år, og hun er nok den, der nåede længst ind under huden på mig. Hendes familie har jeg også haft noget at gøre med efter hendes død. Hun døde desværre, mens jeg var ved at hente bøfsandwich til os. Efter hendes død var jeg nødt til lige at tage en pause på 6 måneders tid, inden jeg var klar til at være besøgsven igen”. 

 

Kan du mærke forskel på at være besøgsven i 1989 og i 2024?

Eva klukler. “Det er tydeligt, at folk generelt har mere travlt i dag end dengang. Jeg kan godt få et indtryk af, at plejepersonale ikke har tid til at sidde og lytte, som vi besøgsvenner jo har”.

Da jeg spørger, om hun selv kan mærke, at hun gør en forskel, tøver hun.

“Nej, ikke umiddelbart. Men jeg har nok været overrasket over, hvor mange familier, der ikke har kontakt med hinanden. Så jeg tror da, at de hygger sig med at få besøg.”

“Jeg kan huske en episode omkring juletid, hvor jeg havde aftalt med Henny, at jeg skulle besøge hende, inden jeg skulle med toget mod Sønderjylland. Hun ville lave lidt mad til os, og dét skal jeg love for, at hun gjorde! Der var sild, der var æg og rejer, der var tarteletter, der var mørbradbøffer og fiskefilet, og der var ost! Jeg havde et indtryk af, at hun bare havde hygget sig så meget med at lave maden, så vi kunne sidde der og hygge os med at spise en julefrokost. Det var herligt!” 

Det er tydeligt at mærke på Eva at det, at være besøgsven er så stor en del af hende, at hun måske ikke selv er bevidst om, hvad hendes besøg egentlig giver hendes besøgsmodtagere. Men de historier Eva deler med mig undervejs i interviewet gør i hvert fald, at jeg ikke er i tvivl. Eva er et livsvidne, og har været det for mere end ti forskellige besøgsmodtagere de sidste 35 år.



Hvor længe har du tænkt dig at fortsætte? 

Eva holder en lang pause. 

“Indtil det ikke er sjovt mere, og jeg ikke føler, at det giver mig noget mere. Der er jo ikke noget økonomisk i det, når man er frivillig. Det handler om det sociale. Det menneskelige. Der er mange, der ikke kan forstå, at jeg har haft lyst til at fortsætte, når mine besøgsvenner dør. Men selvfølgelig fortsætter jeg, selvom folk dør”.  

Eva siger det med en selvfølgelighed, der tydeliggør den glæde, arbejdet som besøgsven giver hende. En glæde og en medmenneskelighed, som hun har givet videre til andre mennesker som besøgsven i 35 år.  

bliv frivillig i røde kors hovedstaden