Kærestesvindel
Offerrådgivningen i Hovedstaden hjælper og støtter ofre for kærestesvindel. Offerrådgivningen i Hovedstaden kan kontaktes 24 timer i døgnet.
Hvert år udsættes hundredvis af danskere for kærestesvindel. Alene i perioden 2019-2022 blev der anmeldt 848 sager om denne kriminalitetsform.
I alt blev ofrene snydt for 91 millioner kroner. For det gennemsnitlige offer var tabet 130.000 kroner.
Kærestesvindel kan medføre sorg og skamfuldhed
Kærestesvindel udføres af kyniske kriminelle, der anvender falske profiler på sociale medier til at opbygge kærlighedsrelationer til deres ofre.
Når relationen er stærk nok, bruger den kriminelle den opbyggede tillid og kærlighed til at få ofret til at sende penge, ofte under påskud af en akut krise.
Derfor gør kærestesvindel meget ondt, når det opdages. Det handler ikke kun om de penge, ofrene er blevet franarret, men også det tillidsbrud, de har oplevet.
På grund af svindlens karakter oplever mange ofre for kærestesvindel en blanding af flere følelser på én gang, herunder vrede, sorg og skamfuldhed.
Det er vigtigt at tale med nogen
Hvis du har været udsat for kærestesvindel, er det vigtigt, at du taler med nogen om det. Hos Center mod Økonomisk IT-svindel, der har kærestesvindel som sit fokusområde, fremhæves det som ét af ni råd i tilfælde af kærestesvindel.
“Det kan virke helt umuligt. Men det hjælper at fortælle sin historie og få lettet sit hjerte. Det er vigtigt, at du udvælger den rette person at dele din historie med. Du skal finde én, du har tillid til, som er god til at lytte og som ikke vil dømme dig. Start evt. samtalen ved at fortælle, at du har brug for at tale med vedkommende om noget, som er svært for dig at tale om, og at du har brug for, at vedkommende lytter uden at dømme dig. Hvis ikke du synes, der er nogen i dit netværk, du har tillid til, kan du fx gå til din læge eller opsøge en af de tilbud, vi henviser til,” skriver centret og henviser blandt andre til Offerrådgivningen.
Kontakt Offerrådgivningen i Hovedstaden
Hvis du er bosat i hovedstadsområdet og har været udsat for kærestesvindel, kan du kontakte Offerrådgivningen i Hovedstaden.
Vores rådgivere er frivillige, men professionelt uddannede til at hjælpe dig gennem det chok og den krise, du befinder dig i. De kan også gå med dig til politiet og støtte dig, hvis du skal i retten.
Offerrådgivningen i Hovedstaden kan kontaktes 24 timer i døgnet. Tøv ikke med at tage fat i os, når uheldet er ude. Vi er her for at hjælpe dig.