De mødes en gang om ugen. Klokken ti om formiddagen. På Nørrebro i Røde Kors’ netværkshus. På bordet er der rundstykker, ost, kaffe og spegepølse. De kalder sig Herregruppen og repræsenterer et aktivt socialt fællesskab for mænd, som er fyldt 65.

Den første torsdag i hver måned tager de ovenikøbet på en udflugt sammen – denne gang til Kronborg. Herrerne har indflydelse på, hvor turen skal gå hen næste gang. Tidligere har disse turer bestået af museumsbesøg i hele landet, kulturelle besøg i lokalområdet – sågar weekendture til Berlin.

Jeg mødes med Kurt Flyvholm. Han har en baggrund som chefprojektleder og er nu pensioneret. I dag er han aktivitetsleder i Herreklubben, og derudover er han også frivillig chauffør i Røde Kors. På bordet står friskbrygget kaffe, og over for mig sidder et engageret medlem af Herreklubben. Jeg skal være hurtig og skarp med sine spørgsmål, for Kurt har meget at fortælle om sin klub, men da han med et smil på læben tager den første tår af sin kaffe, tager jeg alligevel chancen:

– Hvis du skulle beskrive Herreklubben til en mand, som måske gik og overvejede at melde sig ind i, hvordan ville du så sælge den?

En tår kaffe mere, og så svarer Kurt.

»Der er et godt sammenhold og der er en troværdighed i vores fællesskab, som du nok ikke finder så mange andre steder. Det er fantastisk.«

Når jeg spørger Kurt, hvilket slags fællesskab de har i deres Herreklub, er det med et stolt smil og et lille grin, han svarer.

»Der er mange forskellige personligheder, der er dem, som taler mere end andre, og vi er da også nogle, som vrøvler mere end andre, men vigtigste af alt, så er der plads til alle.«

Da jeg reagerer på Kurts fortælling om klubben, det lyder jo ret hyggeligt med sådan nogle ugentlige kaffemøder, er det med samme glimt i øjet, at Kurt fortæller.

»Det kan du tro, det også er.«

En klub med plads til alle. Et fællesskab.

»Det er vidt forskellige mennesker, med meget forskellige baggrunde. Du kan sagtens sidde ved kaffebordet en torsdag formiddag, og så er din ene sidemand tidligere smed, og den anden er pensioneret økonomidirektør. Det gør noget godt ved dynamikken.«

Kurt har været der i fem år. Lige som han gik på pension, stod han i Herreklubben. Der er plads til alt og alle her. Der er rum for, at snakken både kan handle om de ugentlige planer, men også kan rumme samtaleemner, hvor følelser som glæde, sorg og ensomhed kan indgå og reflekteres over. Det sætter Kurt ord på.

»Vi kan snakke om alt, lige hvad der rør sig nu og her, men der er også dage, hvor vi kan snakke om sorg, om det at miste sin kone og tale om, hvordan livet ser ud nu. Det er virkelig godt. Det er der plads til.«

Men hvorfor findes sådan en Herreklub? Det spørger jeg Kurt om.

»Herreklubben skaber et sammenhold for nogle mænd, som de nødvendigvis ikke ellers havde fået. Det skaber noget sammenhold, som du ikke kan finde andre steder. Du kan måske finde det sammen med noget familie, men hvad hvis du ikke har det, og hvad hvis du ønsker et fællesskab uden for din familie? Det er altså et frirum, som du finder i Herreklubben.«

Efter en kort tænkepause kigger Kurt op fra bordet og tilføjer.

»Hvis man kigger på ensomhed i dag, blandt mænd, så er det jo et stigende problem, og der er Herreklubben bare et fantastisk initiativ til netop at finde det fællesskab, som man måske stod og manglede. Man skal springe ud i det, også selvom det kræver lidt mod at turde søge et fællesskab som vores. Måske har vi mænd været vant til, fra vores tid på arbejdsmarkedet, at skulle følge protokoller og tage beslutninger, men pludselig står vi som pensionister, og har nu svært ved at tage beslutninger for os selv.«

Men hvorfor bliver en mand som Kurt ved med at være frivillig og ovenikøbet også aktivitetsleder?

»Det er de gode oplevelser sammen, nye venskaber og igen fællesskabet. Det giver mig meget, og så ved jeg, at det betyder meget for os alle sammen i Herreklubben,« siger Kurt og nipper den sidste tår af sin kaffe.

Til efteråret starter et nyt Herreklub-fællesskab op, og dermed søger Røde Kors flere frivillige og deltagere.