”Glæde.”

Svaret falder prompte, da 56-årige Rikke Kleberg bliver spurgt om, hvad hun får ud af at være frivillig. Hun kan ikke lade være med at påpege, at det er lidt af en kliché – det med glæden – men der er ingen vej uden om. Hun bliver simpelthen så glad af at gøre noget for andre mennesker.

Og dét har hun gjort i godt og vel 20 år. De sidste fem års tid for Røde Kors på Omsorgscenter Eirsgaard og inden da for foreningen Bisserne, der i sin tid tilbød tandpleje til gadens udsatte. Her brugte hun sin faglighed som tandplejer, lige indtil tandpleje til socialt udsatte blev vedtaget ved lov i 2020, og det frivillige arbejde forsvandt.

 

Tandpleje med hjertet først

Rikke har arbejdet som tandplejer størstedelen af sin karriere, og det var faktisk her det hele begyndte – med en patient i tandlægestolen. Patienten, som var frivillig gadesygeplejerske for projektet ’Sygepleje på Hjul’, fik hurtigt tændt Rikkes nysgerrighed, og inden længe stod det klart, at der var en enorm efterspørgsel på tandpleje blandt gadens udsatte – siden da har Rikke ikke set sig tilbage.

De første mange års frivillighed gik med foreningen Bisserne, der i samarbejde med Røde Kors åbnede lokaler til tandpleje på Falkevej i Nordvest. Her strømmede det ind med nødlidende borgere, ”nogle af dem med en øl i hånden.” Det var nemlig vigtigt, at borgerne følte, der var plads til dem.

Efter få år i Røde Kors regi lokkede Mændenes hjem med mere egnede lokaler, og dermed rykkede Bisserne til Vesterbro. Området omkring Halmtorvet og Istedgade bar tydeligt præg af det rå og udfordrende liv, mange af patienterne kæmpede med – og det gjorde stort indtryk på Rikke.

”Mange af patienterne var så dårlige, at de ikke kunne sidde i en tandlægestol i mere end ti minutter ad gangen.”

Selvom Rikke i ny og næ har skullet forholde sig til nogle ”uheldige elementer”, har det ikke ændret ved det faktum, at borgerne og frivilligheden bringer hende stor glæde.

”Jeg plejer at sige: Hvis du ser mig køre over Langebro med sådan et smil på læben, så kommer jeg inde fra Mændenes hjem.” – og nu Omsorgscenter Eirsgaard, understreger Rikke.

”I starten blev jeg faktisk meget pinligt berørt over det, for jeg tænkte, at det jo er nogle andre, som skal have det godt. Det er jo ikke mig.”

På et tidspunkt gik det dog op for hende, at der ikke sker noget ved, at både borgere og frivillige nyder godt af arbejdet. ” Så derfor lod jeg mig selv være glad.”

 

Et nyt kapitel på Eirsgaard

Da loven om socialtandpleje trådte i kraft stod Rikke pludseligt uden frivilligt arbejde – for første gang i mange år. Heldigvis stod endnu en tandpleje-patient på spring til at hjælpe hende.

”Jeg sidder på mit job en dag og snakker til en patient, som jeg i princippet ikke kender særlig godt, så jeg må have været meget frustreret. Jeg plaprer ud om mit frivillige arbejde – åh, nu er det væk og alt muligt.”

Patienten fortalte om Omsorgscenter Eirsgaard, hvor hun selv var frivillig, og kort tid efter tog Rikke med på en vagt – og så var hun solgt. Et opkald senere blev hun indlemmet som frivillig. Hun kunne næsten ikke tro, at det gik så nemt, og spurgte, om de ansvarlige ikke ville møde hende først. Men svaret var klart: ”’ Prøv at hør, med din erfaring fra Bisserne, så kender du vores målgruppe, så jeg er slet ikke bekymret for, om du kan gå ind i det’.”

Og sådan begyndte et nyt kapitel i Rikkes frivilligliv – denne gang med fokus på mad, hygge og nærvær på Amager. Det var nye rammer, men samme udgangspunkt: At være der, hvor behovet er størst.

På Omsorgscenter Eirsgaard er det muligt for hjemløse at opholde sig i 14 dage efter en hospitalsindlæggelse.

”Hvis man udskrives til gaden, så tilbyder Eirsgaard muligheden for et roligt sted til at komme sig.”

Her får man sit eget værelse med lås og dagens måltid – og når sulten ellers melder sig, kan man tage for sig i køkkenet. Derudover er der sygeplejefaglig sårbehandling i hverdagene – og mindst lige så vigtigt: Ro til at komme sig og tid til brætspil og en hyggesnak med de frivillige eller øvrige brugere.

”Det man får på Eirsgaard, er mad, omsorg og tryghed.”

 

Lysten driver værket

Rikke er ikke i tvivl om, hvad der er vigtigt at huske, når det kommer til at være frivillig.

”Du skal gøre det, du kan overskue. Det, du har lyst til. Det, du brænder for. Det skal ikke være en pligt.”

Hvis man så ikke ved, hvad man brænder for, så gør det ikke noget. Rikke fremhæver Røde Kors’ mange forskellige frivillig-muligheder – der er god chance for at finde den rette hylde. Og så er det vigtigt ikke at lade sig slå ud, hvis man ikke finder det helt rigtige i første omgang. Det vigtigste er, at man prøver sig frem – og giver det en chance.

”Det passer mig meget godt, at jeg bare kommer, når det passer mig – jeg skal ikke binde mig til at hjælpe med nogle lektier eller sådan noget.”

 

Når alt kommer til alt, er Rikkes råd enkelt: Find noget, du har lyst til – og lad glæden vise vejen.