Spring til indhold (tryk på Enter)
Røde Kors Hovedstaden

24-årige Lena var i en længere periode tæt på hjemløshed. Hun nåede også at miste sin bolig og sove rundt omkring hos venner, før hun fik hjælp.

I dag bor hun på kollegie på Amager, fordi hun fik hjælp gennem projektet Hjem til Dig. Tilbuddet omfatter frivillige boligmentorer, som støtter og hjælper unge på kanten af hjemløshed med at finde en bolig, samt frivillige værter, der tilbyder unge et værelse i en begrænset periode.

Lys for enden af tunnellen

”Jeg vidste ikke, at der fandtes et program i Røde Kors, som kunne hjælpe sådan en som mig. For at være helt ærlig var jeg ét stort spørgsmålstegn,” fortæller Lena om situationen, da hun første gang hørte om tilbuddet.

Der var ikke meget tiltro fra Lenas side, da der efter mange måneders søgen ikke var andre tilbud som havde fungeret. Lena stod i en uoverskuelig situation og havde ikke andre muligheder. Samtidig var hun i gang med intensiv terapi efter et længere forløb i psykiatrien.

”Det var meget overvældende for mig. Ingenting fungerede eller virkede efter planen. Jeg havde det ad helvedes til for at være helt ærlig. Jeg følte mig meget isoleret og meget alene. ” Lena fortæller, at hun havde det rigtig svært, da hun fik kontakt til Røde Kors.

Første gang Lena fik at vide, at hun havde mulighed for at få tilknyttet en stabil person, som kunne hjælpe med alt det praktiske omkring boligsituationen, begyndte hun at græde. Det var glædestårer over, at hun kunne få hjælp. En kæmpe lettelse, som fik presset på hendes skuldre til at føles bare en smule mindre. Det var enkelt og lettere at forholde sig til de mange papirer og samtaler med en stabil person ved sin side.

Det første møde affødte mange tårer

Sanne og hendes to sønner havde redt op til Lena og budt hende indenfor i deres hjem. De kendte ikke hinanden, men det ville de komme til, da der ikke længere kun skulle bo tre, men fire i hjemmet.

”Jeg begyndte at græde, da hun viste mig værelset. Det var så stort og så fint. Jeg fik mere skabsplads, end jeg nogensinde har haft i mit liv. Det fik mig til at græde.”

For Lena, som også bøvlede med mindreværdskomplekser, var det især svært at tage imod hjælp i starten. ”Jeg græd hele den første uge. Det var sindssygt hårdt. Jeg følte mig som en byrde og ville ikke tage meget plads.” Alligevel fortæller hun, at det var dejligt at slippe presset. Der var ingen forventninger til deres relation, da hun flyttede ind. Det handlede i bund og grund om kemi.

Lena følte, at hun passede ind og indgik også i familiens rutiner. Rutiner var ikke længere en del af hendes hverdag længe, da hun havde været så stresset, at hun ofte ikke kunne overskue hverken at børste tænder eller gå i bad. Da rutinerne blev genindført, blev det nemmere for Lena at håndtere tankemylderet.

I en familie hjælper alle til

Hver morgen mødtes de over morgenkaffen, inden Lena gik med familiens hund i Amagerfælled. Det hjalp familien, som ikke altid havde tiden til at gå med hunden, men samtidig også Lena, som fik frisk luft og bevægelse ind i sin hverdag. Sanne er selv en aktiv kvinde, som har taget Lena med på cykelture, hvilket har været til stor inspiration. Lena følte sig ikke længere som en byrde, da værten Sanne flere nævnte, at familien også lærer en masse.

Det var altså ikke kun for Lenas skyld, at de åbnede deres hjem op. Sanne synes især, det er vigtigt at vise sine børn, at det ikke er alle, som er lige så privilegerede, som de selv er. Der er mange, som har det svært. Hun håber, at hendes sønner vil få mere empati med andre mennesker, da det er en vigtig del af opvæksten. Åbenhed og omsorg er værdier, Lena vil tage med sig fra familien udover de basale praktiske ting, som f.eks. at lægge et budget.

Lena føler, at hun har fået en udvidet familie, hvor hun ved, at døren altid er åben – uanset om hun bor der eller ej.

”Hvis jeg ikke havde fået hjælp igennem Røde Kors og Sanne, ved jeg ikke, hvor jeg ville have været i dag.” Den gode relation, som blevet opbygget mellem Sanne og Lena, var utrolig vigtig, da Lena ikke var vant til at omgås mange trygge og stabile relationer med voksne mennesker. Hun kunne se, hvordan en normal familiedynamik med stabile relationer fungerede. Det var en stor kontrast til hendes eget liv og opvækst. Men det gjorde, at hun fremadrettet kunne spejle sine egne oplevelser i Sanne. Sanne var Lenas rollemodel, som gjorde det hele langt mere overskueligt.

Bliv frivillig

Der er ni unge på venteliste, som har brug for hjælp til at finde en bolig lige nu. Vil du hjælpe en ung i den rigtige retning, så ring på 41948803 og hør mere. Det forventes ikke af Røde Kors Hovedstaden, at relationen bliver som Sanna og Lenas, da der er helt individuelle behov og situationer.

Hjem til Dig

Hjem til Dig er et projekt, hvor frivillige hjælper unge på kanten af hjemløshed til at få en stabil bolig. Dette foregår ved at en ung og en frivillig bliver matchet og derfra mødes jævnligt for at søge boliger til den unge. Du vil som frivillig blive boligmentor for unge i aldersgruppen 18-29 år, som f.eks. låner sofa hos familie og venner. Læs mere om det at være boligmentor her.

Sanne valgte også at være frivillig vært, hvor den unge får stillet et værelse til rådighed hjemme hos den frivillige. Læs mere om at være frivillig vært her.