RØDE KORS

Jeg møder Birgitte på Seniorcaféen på Nørrebro til vores interview. “Kunne du tænke dig en kop kaffe?” Spørger Birgitte næsten med det samme i det jeg træder ind i Seniorcaféen, hvor hun er frivillig. “Jo tak, det siger jeg ikke nej til” -svarer jeg tilbage, mens jeg træder ind i caféen.

Imens jeg bliver vist rundt, ser jeg flere rum med mennesker, som sidder samlet og der enten snakker eller får læst højt. Her er en dejlig atmosfære, man kan se og mærke at folk hygger sig.

Birgitte Steenbech er 66 år og bor i Rødovre. Hun har været frivillig aktivitetsleder i Seniorcaféen hos Røde Kors i ca. ét år, og startede stort set lige efter hun gik på efterløn. Førhen var hun skolelærer i 32 år.

Men det er ikke første gang Birgitte er frivillig. ”Jeg har også haft et plejebarn indtil fornylig, som jeg kørte til sport og som kom og sov ved mig en gang om ugen. Det er et barn som plejede at være af mine egne elever – så det lå det lige til højrebenet”. Birgitte har også tidligere været frivillig hos Børnetelefonen i 1,5 år.

Hvorfor valgte du at blive frivillig i Seniorcaféen?

“Jeg har hele tiden tænkt, at når jeg på et tidspunkt ikke arbejder mere og har tid og overskud, ville jeg gøre noget lignende med frivillighed. Da jeg gik på efterløn, tænkte jeg at jeg gerne ville prøve noget andet end med børn, tættere på min egen aldersgruppe, men også noget jeg kunne overskue. – Og nu er der gået et år, og tiden er strøget afsted”.

”Når du som efterlønner står udenfor arbejdsmarkedet, mister du også det fællesskab med de mennesker, man plejer at snakke med. Det fællesskab, man mister, er lidt det samme her jo – så man får det sociale igen.”

”Jeg går oftest rigtig glad herfra, det giver også mig noget. Især at se de mennesker som måske kom her i starten og ikke sagde så meget, men nu er de glade og har fået relationer på kryds og tværs. Nogle ser frem til den ene dag om ugen hvor de komme her og snakke. Folk er glade for at komme her – det giver mig energi”

Der er fart på cafeen
Birgitte fortæller, at da hun startede som frivillig aktivitetsleder, kom der omkring 8-10 personer i caféen. Her kunne man komme og få en kop kaffe, få læst højt, snakke lidt og en gang imellem få en frokost.

Da Birgitte startede var noget af det første hun overvejede: “Hvad er det for noget, de mennesker der kommer her, har brug for?”

Birgitte fortæller mig om alle de aktiviteter de har fået nu, udover højtlæsning og samtalegrupperne, såsom quiz, musikbingo, læsning og gymnastik. ”Nogle gange tager vi også på ture, for eksempel til Rådhuspladsen, i teateret eller ud at spise. Der sker virkelig meget. – Nu kommer der 25 i caféen”  

Jeg svarer: ”Så er I da også ved at være mange!” Birgitte smiler og siger med et glimt i øjet: “Ja, der er jo næsten ikke plads til flere – nu må du ikke lave for meget reklame!” griner Birgitte.

 – ”Det skulle da lige være at vi godt kunne bruge nogle flere frivillige, især til køkkenet!”

Er der noget som du synes kan være udfordrende i din frivillighed?

”Nej!” ler Birgitte. – Der er ingen tvivl om, at Birgitte ikke sådan lader sig slå ud af noget.
“Det er måske sådan, at med den livserfaring jeg har taget med mig, gør at jeg ikke er bange for at gå ind til nye ting” 

Faktisk er det sådan at Birgitte føler hun kunne gøre endnu mere. ”Jeg ved ikke hvad det skulle være – men jeg har kræfterne til det. Man finder ud hvad man orker”. Jeg svarer Birgitte: “Jeg synes nu du orker meget allerede!” Hun svarer bare med et smil og griner.

Hvordan mener du, at frivillighed gør en forskel i samfundet?

”Det er en kæmpe glæde for så mange, at der er frivillige. Det ville jo være trist hvis sådan noget her skulle lukke ned. Jeg kan godt synes verden bliver lidt egoistisk nogle gange og der er det vigtigt at huske fællesskabet. Især når det gør så mange mennesker så glade, ik. – Gudskelov der er frivillige.”

”Som frivillig brænder man for det man gør, og det smitter af på dem omkring en. Man skal bare komme og se her for eksempel hvordan det foregår, hvor glade folk er, hvor meget du selv får igen.” 

Hvad er dit råd til andre, som overvejer at blive frivillig?
Ifølge Birgitte er det at være frivillig et win-win: “Jeg får brugt min energi og evne til at koordinere, som jeg ved jeg har fra planlægning af undervisning. Og så får jeg noget socialt tilbage også.”

”Giv det en chance. – Det er ikke som et arbejde, du er frivillig, så du har fleksibilitet. Kast dig ud i det og se! De fleste ender med at synes, det er fedt. – Der er plads til alle.”

Birgitte & Birgitte
Det er vigtigt for Birgitte at understrege, at hun ikke er alene om det hele, og hun fremhæver flere gange de andre frivillige i caféen, herunder Jakob, som står for højtlæsning, Kresten, som kommer fast hver 14 dag (indtil for nylig kom han hver onsdag), og en anden Birgitte, som blandt andet står for gymnastik.

Derfor foreslår Birgitte også at vi hiver den anden frivillige Birgitte ind i interviewet. Det synes jeg lyder som en rigtig god ide.

Birgitte Edvold er 69 år, hun bor også i Rødovre og har været skolelærer i 42 år før hun startede i Seniorcaféen – ja faktisk har Birgitte og Birgitte været skolelære på den samme skole, hvorfra de kender hinanden og været veninder lige siden – i 22 år.

“Vi har kendt hinanden i massere år – Vi hygger os, og dem der kommer her på caféen hygger sig – Det giver noget” Siger Birgitte Edvold.

Birgitte Edvold fortæller, hvordan hun føler, at hun også får noget ud af at være frivillig. “Mange er blevet alene og jeg lytter til hvordan de kommer igennem det. – Man ved ikke hvornår det sker for en selv. Jeg lærer nogle ting af at lytte til de forskellige livshistorier.”

Hvor Birgitte står mest for samtalegrupperne, står Birgitte Edvold mest for gymnastik.

Begge kvinder taler om, hvor vigtige de værktøjer, de har fra deres tid som skolelærer, er i deres stilling som frivillige, selvom det er en anden målgruppe. Det med at kunne bygge broer og finde kompromiser er erfaringer, man tager med i frivilligheden, ifølge dem begge to. “Vi er vant til at navigere, organisere og lytte fra vores tid som skolelærer.” Siger Birgitte.

Men en anden vigtig ting er deres venskab.

“Det er afgørende at vi har så god kemi – når man finder nogle man godt kan arbejde sammen med, så drømmer folk ikke om hvor let det er.“ Fortæller Birgitte Edvold “Vi kan hjælpe hinanden med materiale-forberedelse, lave det sammen eller koordinere internt. Vi motivere hinanden – det er et godt match”

Birgitte og Birgitte deler ikke blot navn og over 20 års venskab, men også en ambition om at gøre en forskel. – Og det kan jeg hilse og sige, at de virkelig gør.