Spring til indhold (tryk på Enter)
Røde Kors Hovedstaden

Røde Kors Hovedstaden har eksisteret siden 1917 og er den største lokalafdeling under Røde Kors i Danmark. Vi er 3.500 frivillige, som lægger tid og energi i mere end 50 forskellige aktiviteter til gavn og glæde for de mest udsatte i vores lokalområde. Røde Kors Hovedstaden dækker København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør kommune.

Vores ambition er, at de socialt udsatte i hovedstaden skal have mulighed for at indgå i de fællesskaber, de ønsker. De skal have den støtte, de har behov for – ikke mindst til de svære overgange i livet, hvor ressourcerne er særligt knappe.

 

Storbyens særlige udfordringer

Røde Kors er altid til stede. Og Røde Kors Hovedstaden er til stede i Hovedstaden, hvor de sociale udfordringer har en særlig karakter. Her er mange mennesker med ensomhed, misbrug og psykisk sårbarhed i deres liv, og her er mange mennesker, der ikke har deres eget hjem.

Alt for mange mennesker føler sig ikke som en del af samfundet, og mange har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen. Ofte er det i de svære overgange i livet, hvor mennesker har færrest ressourcer, at de har størst brug for hjælp at finde fodfæste igen.

Målgruppen for Røde Kors Hovedstaden arbejde er voksne og familier, der oplever begrænset netværk og har behov for støtte. I særlig grad retter vi hjælpen mod:

  • Ældre og voksne med ensomhed i deres liv
  • Mennesker med manglende netværk og få relationer
  • Børn i udsatte familier
  • Kvinder udsat for vold
  • Mennesker uden et hjem, de kan kalde deres eget
 

Løsninger i samarbejde med omverdenen

De sociale udfordringer i en hovedstad er for komplekse til, at Røde Kors Hovedstaden kan løse dem alene. Derfor vil vi skabe løsninger i tæt samarbejde med både offentlige og private samarbejdspartnere – og sammen med Røde Kors i Danmark og Ungdommens Røde Kors.

De 7 principper:

Medmenneskelighed

Upartiskhed

Neutralitet

Uafhængighed

Frivillighed

Enhed

Almengyldighed

Ambition 2022 - 2026