"Det er bare lettere, når man er to."
Jonas er 34 år, læreruddannet og arbejder som handicapmedhjælper. I sin fritid er han frivillig Drømmeagent hos Røde Kors Hovedstaden, hvor han er blevet matchet med en borger fra rusmiddelsbehandlingen.
– Livet er sgu da meget godt! – råbte Jonas’ nye ven tværs henover vejen efter deres eftermiddag på golfbanen. I det øjeblik kunne Jonas tydeligt mærke, at her sker noget godt.
Jonas er 34 år, læreruddannet og arbejder som handicapmedhjælper. I sin fritid er han frivillig Drømmeagent hos Røde Kors Hovedstaden, hvor han er blevet matchet med en borger fra rusmiddelsbehandlingen. De to de mødes ugentligt for at afprøve nye hobbyer og fællesskaber. Han har været med siden projektets opstart, og han kender selv til de udfordringer, som borgerne har.
– Lige da jeg blev færdiguddannet, var jeg faktisk stadigvæk selv i gang med at gå i gruppebehandling nede på Hørsholmsgade, fortæller han.
Altid nemmere at være to
Under sin behandling fik Jonas ofte at vide, at det nok var meget godt, at han fandt sig en hobby, når han kom ud på den anden side. København byder på et hav af aktiviteter og muligheder, men flere ting kan holde én tilbage for at turde at møde op.
– Det er et godt råd, men det er sindssygt svært og abstrakt, hvis man nu ikke har været vant til at have særlig mange hobbyer, eller man måske har været nødt til at sige farvel til sin vennegruppe. Måske tænker man, at det kunne være sjovt at begynde til fodbold, men man ved ikke helt om man tør. Jeg ved, at det altid er nemmere, når man er to om det, siger Jonas.
Frivillig, ikke sagsbehandler
For Jonas giver det god mening at bruge et par timer om ugen på at hjælpe et medmenneske godt videre.
– Jeg læste om Drømmeagenterne på Facebook, og så tænkte jeg, at det var nøjagtig det, jeg manglede selv dengang. At der i hvert fald bare for en periode, var en der hjalp én med at tage ud og afsøge nogle ting, som man godt kunne tænke sig at lave. Så jeg synes virkelig, at det gav god mening.
Når Jonas mødes med sin nye ven, mødes de på lige vilkår og det har en tydelig effekt, at frivillighed er kernen i deres relation.
– Det virker som om, at der er noget tryghed i at han ved, at jeg er der for ham i to timer, uden at jeg skal være en tilbagemeldingsinstans eller fra kommunen, fortæller han.
En givende relation for begge parter
Noget af det vigtigste for at skabe en god og ligeværdig relation, er at begge parter føler at de får noget ud af at være sammen med hinanden. Jonas er selv glad for at prøve nye hobbyer:
– Det synes jeg er et kæmpe plus for mig, og det føler jeg også er et kæmpe plus for ham. Det med at jeg også får noget ud af vores relation, så det ikke bare er mig der kommer og bruger to timer på dig for din skyld, men at det er gensidigt, og vi begge godt kan lide at være sammen.
Selvom deres forhold på alle måder er ligeværdigt, så skal man som frivillig finde den rigtige balance i relationen, for både at holde styr på trådene og på samme tid sørge for at hjælpe borgeren frem.
For Jonas føles det meget naturligt, at han tager ansvaret, men opfatter stadig deres relation helt ligeværdig.
– Måske kender du det selv fra en almindelig relation, som du har med en ven, hvor det jo bare er mest dig, der sørger for at få booket badmintonbanen eller lignende, men I er jo stadigvæk ligeværdige venner, siger han.
Ægte relationer kan give ægte bekymringer
For Jonas er fællesskabet om konkrete aktiviteter noget af det vigtigste ved Drømmeagenterne. Når de to er sammen, så skal de ikke tage stilling til alt muligt andet end bare at være sammen og være aktivitetsvenner.
– Når man har haft et misbrug, så snakker man hele tiden om det. Her får man mulighed for at møde nogen, som kan få én ud i nogle fællesskaber, hvor der bliver snakket om alt muligt andet end misbrug, fortæller han.
Selvom venskabet på mange måder er fantastisk og givende for begge parter, så kan det også skabe en vis bekymring hos Jonas, specielt hvis han oplever at deres aftaler bliver brudt:
– Det kan jo være at han er faldet i igen eller bare har mistet overskuddet til projektet. Det giver en vis bekymring, men omvendt, så er det også sådan noget der gør, at det føles ægte – altså jeg bliver jo reelt bekymret.
Heldigvis har Drømmeagenterne direkte kontakt til både aktivitetslederen i Røde Kors Hovedstaden og en medarbejder i Rusmiddelsbehandlingen.
Drømme om en bedre fremtid
Jonas’ match kører over en periode på seks måneder, og derefter slutter forløbet. Jonas drømmer om at til den tid, så har de fundet et fællesskab, hvor hans nye ven kan finde tryghed.
– Der er det her halve år, hvor jeg går ”all in” på det her, og virkelig også får meget ud af det selv. Når det halve år er gået, så håber jeg virkelig, at han er landet et bedre sted end da vi mødtes. Det her er et trinbræt til, at han bliver bedre til at hjælpe sig selv i gang, fortæller Jonas.
Skrevet af Niels Feddersen