- Vær med
- /
- Fællesskaber for seniorer
- /
- Gåvenner
Gåvenner
Det er både hyggeligt og trygt at gå tur i selskab med en anden. Gåvenner følges ad og får både frisk luft og en god samtale sammen.
FÅ EN GÅVEN
Gåvenner er et tilbud for dig, der er fyldt 65 år, og som ønsker at få mere frisk luft og bevægelse ind i din hverdag samtidigt med, at du lærer et andet menneske at kende. Hvor I går hen er op til jer. Det kan være, at I går en tur i en park eller i lokalområdet. Måske sætter I jer på en bænk og får en kop kaffe og snakker om lidt af hvert. Selv en lille gåtur kan gøre stor glæde.
Det er altid den samme frivillige, du går med, så I vil få rig mulighed for at lære hinanden godt at kende.De frivillige gåvenner er mennesker i alle aldre og med vidt forskellige baggrunde. Fælles for dem er, at de har overskud og lyst til at gå ture, som afstemmes efter dine ønsker og behov.
Det er både hyggeligt og trygt at gå tur i selskab med en anden. Din gåven er ved din side og giver dig gerne en støttende arm, hvis du har brug for det.
Nogle gåvenner går ture sammen gennem en længere periode. Andre går ture sammen i en kort, afgrænset periode, eksempelvis som et led i en genoptræning.
BLIV FRIVILLIG GÅVEN
Som gåven får du en stor betydning for en ældre, som ønsker bevægelse og nærvær i sin hverdag.
Vi matcher dig med en ældre, som vi mener, du vil passe godt sammen med. Vi tager naturligvis også højde for, hvornår og hvor ofte, du kan være frivillig gåven. Uanset om du vil være gåven i et par måneder eller gennem en længere periode vil du bringe stor glæde.
Efter matchning varetager I kontakten indbyrdes, og I former selv jeres gåture efter fælles interesse og ønsker.
Har du lyst til at tilbyde dit selskab, og samtidig lære en ældre borger at kende? Og er du god til at lytte, være nærværende og give tryghed? Så hører vi meget gerne fra dig.