Giv et andet menneske noget at glæde sig til
Mange mennesker med psykisk sårbarhed ønsker at bevæge sig mere og komme ud blandt andre, men det kan være svært at tage det første skridt alene. Som Bevægelsesven kan du gøre en kæmpe forskel for et andet menneske.
Klik og ansøg nuForestil dig, at en gåtur med dig kan være dagens højdepunkt for et andet menneske. Der skal ikke altid så meget til for at gøre en forskel. En gåtur. En kop kaffe bagefter. En aftale at glæde sig til.
Hvis du har et par timer om måneden og lyst til at dele dem med et andet menneske, vil vi meget gerne høre fra dig.
Hvad er en bevægelsesven?
Bevægelsesvenner er frivillige, der støtter mennesker med psykisk sårbarhed i at få en mere aktiv hverdag. For mange kan det være svært at komme afsted alene. Som Bevægelsesven bliver du den person, der gør det lidt lettere at tage det første skridt.
Som frivillig bliver du matchet med en deltager ud fra fælles interesser, ønsker og behov. Det kan være alt fra fitness og løb til gåture eller andre aktiviteter, I har lyst til at lave sammen. Når I er blevet matchet, aftaler I selv, hvornår I mødes, og hvordan jeres aktiviteter skal se ud.
For at blive Bevægelsesven skal du blot have tid og overskud til at mødes med et andet menneske et par gange om måneden.
Du behøver ikke have særlig viden om psykisk sårbarhed. Det vigtigste er, at du er åben, rummelig og nysgerrig på at møde et menneske med andre erfaringer og livsvilkår end dine egne.
Du bliver klædt godt på gennem et introkursus, får mulighed for supervision og bliver tilknyttet en teamleder, som du altid kan sparre med.
Hvem er deltagerne?
Deltagerne i Bevægelsesvenner har forskellige udfordringer, ressourcer og livshistorier, men fælles for dem er et ønske om at komme ud og bevæge sig.
Mange kæmper med social angst, depression eller stress. De fleste oplever ensomhed og savner relationer i hverdagen.
Med blot nogle få timer om måneden kan du være med til at gøre en forskel.
Vi søger dig, som:
- Brænder for at hjælpe et andet menneske til at få en bedre hverdag
- Har mod på at bevæge dig sammen med et andet menneske
- Har personligt overskud til at være noget for et andet menneske
- Har mulighed for at bruge 2-4 timer om måneden på at være Bevægelsesven
Vi indkalder til samtale løbende, så henvend dig allerede i dag!
Handicap eller funktionsnedsættelse
- Hvis du lever med et handicap, sygdom eller funktionsnedsættelse, vil vi forsøge at matche dig, så rammerne passer til dine behov.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Tøv ikke med at kontakte os for at få mere information om aktiviteten eller en uforpligtende snak om mulighederne.
Mange hilsner
Bevægelsesvenner
Røde Kors Hovedstaden
Arbejdsplads: Nordre Fasanvej 224, 2200 København N
-
Vil du vide mere om at være frivillig?
I Røde Kors Hovedstaden er vi et fællesskab af ca. 3.500 engagerede frivillige, som hver dag lægger hjerte, tid og energi i mere end 45 forskellige aktiviteter til gavn og glæde for sårbare, ensomme og udsatte mennesker i København og omegn.
Bliv frivillig i Røde Kors Hovedstaden -
Find ledige frivilligjobs
På frivilligjob.dk kan du finde beskrivelser af de indsatser, hvor vi mangler frivillige lige nu. Typisk har vi mellem 30 og 40 forskellige stillinger, så der er noget for enhver smag.
Se alle frivilligjobs -
Vil du være frivillig leder?
Vil du bruge dine personlige og faglige kompetencer til at løfte andre frivillige og samtidig være med til at skabe fællesskaber for mennesker i hovedstaden? Så er rollen som frivillig leder i en af vores mange aktiviteter måske noget for dig.
Bliv frivillig leder