Spring til indhold (tryk på Enter)
Røde Kors Hovedstaden

Bro Til Hverdagen er en ny frivillig indsats, der skal skabe en tryg overgang fra psykiatrisk indlæggelse til hverdagen hjemme. Det kan være en sårbar tid, hvor der er brug for nogen at tale med, en praktisk håndsrækning eller selskab til at komme ud ad døren.

Når deltageren kommer hjem, bidrager du med praktisk hjælp, nærvær og støtte til at skabe struktur og tryghed i hverdagen. Sammen med deltageren undersøger I mulighederne for at deltage i aktiviteter og finde vej til lokale fællesskaber.

Hvad laver du som følgeven?

Som frivillig følgeven i Røde Kors Hovedstaden bliver du sammen med en anden frivillig tilknyttet én deltager i op til 12 uger. I møder så vidt muligt deltageren allerede under indlæggelsen, så I kan lære hinanden at kende inden udskrivelsen.

Du er en hånd i ryggen og et medmenneske, der kan træde til som erstatning for en pårørende. Du bidrager med tid, nærvær og støtte til hverdagens små og store skridt.

Ved udskrivelse kan du f.eks.:

  • Følge deltageren hjem fra den psykiatriske afdeling.
  • Hjælpe med at komme på plads, med lidt oprydning eller indkøb.
  • Være til stede til en samtale og en kop kaffe.
  • Følges til lægen eller ambulant behandling.
  • Besøge aktiviteter og lokale fællesskaber sammen.
  • Når deltageren kommer hjem, tager I udgangspunkt i vedkommendes ønsker og behov.

Følgeskabet handler også om at finde muligheder for social kontakt efter de 12 uger. Det kan være et fællesskab eller en besøgstjeneste, afhængigt af deltagerens ønsker og mulighederne i tilbuddene.

Du er med som medmenneske. Behandling, medicinhåndtering og personlig pleje er ikke en del af opgaven.

I er to om opgaven

Du bliver tilknyttet én deltager sammen med en anden frivillig. I kan dele besøgene mellem jer og bruge hinanden til sparring. I behøver derfor ikke kunne mødes på samme tid hver gang.

Vi ønsker, at I så vidt muligt tager det første besøg på afdelingen sammen. Herefter aftaler I med deltageren, hvordan besøg og opgaver fordeles.

Hvor meget tid skal du bruge?

Du skal forvente at bruge 1–2 timer om ugen i et forløb på op til 12 uger.

De første to uger efter udskrivelsen er udgangspunktet to ugentlige besøg, som I kan dele mellem jer. Derefter er udgangspunktet ét besøg om ugen. Tidspunkterne aftaler I sammen med deltageren.

Derudover kommer tid til introduktion og supervision.

Er det noget for dig?

Du behøver ikke have en bestemt uddannelse eller erfaring fra psykiatrien. Det vigtigste er, at du har overskud til at være der for et andet menneske, kan lytte og overholde aftaler.

Du skal kunne respektere deltagerens tempo og grænser og have lyst til at samarbejde med din medfrivillige.

Vi klæder dig på til opgaven

Du får introduktion, mulighed for supervision og løbende sparring. Du har en kontaktperson i Røde Kors Hovedstaden, som du kan gå til med spørgsmål og bekymringer.

Vil du høre mere?

Udfyld kontaktformularen nedenfor, så tager vi en uforpligtende samtale om opgaven og dine muligheder for at være med.

  • Ledige frivilligjobs

    Her kan du finde beskrivelser af de indsatser, hvor vi mangler frivillige lige nu.

    Se alle frivilligjobs
  • Frivilligportrætter

    Læs en række portrætter af forskellige frivillige i Røde Kors Hovedstaden.

    Læs frivilligportrætter
  • Vil du være frivillig leder?

    Vil du bruge dine personlige og faglige kompetencer til at løfte andre frivillige?

    Læs artiklen her