Spring til indhold (tryk på Enter)
Røde Kors Hovedstaden

Corona-pandemien banker på døren, og det får Per til at søge efter nye udfordringer i den sidste del af hans arbejdsliv. Han er ikke helt klar til at gå på pension og kan ikke forholde sig til tanken om at stoppe med at udvikle sig både menneskeligt og fagligt. Per har mange forskellige jobfunktioner med i rygsækken, da han henvender sig til Røde Kors Hovedstaden. Én af dem er 22 års ledererfaring, og den ønsker han nu at dele ud af som frivillig leder i Besøgstjenesten.

Efter et møde på kontoret bliver Per endnu mere tændt på muligheden. Her kan han prøve kræfter af med både ledelse og rekruttering, og det, der overrasker Per mest, er, at det primært er unge mennesker mellem 20 og 30 år, han skal ansætte og matche med de ældre.

”Jeg blev positivt overrasket, fordi det er unge mennesker, der henvender sig og gerne vil være besøgsven. Det passer perfekt, fordi jeg har været vant til at lede et team bestående af unge mennesker i lufthavnen”, fortæller Per.

Alder spiller ingen rolle

En af Pers opgaver som frivillig leder er at tage hjem til besøgsmodtageren og tale om, hvad deres interesser er, og hvad de har lavet tidligere i livet. Sådan får Per informationer nok til, at han kan gå hjem og matche besøgsmodtageren med en besøgsven. Et match kan eksempelvis være en ældre mand, som har været hjemmehjælper hele sit liv, og en ung kvinde, der læser til sosuassistent. Alder spiller ingen rolle – det hele handler om fælles interesser.

”Jeg mærker allerede, at jeg gør en forskel, når jeg selv besøger besøgsmodtageren første gang for at snakke om et muligt match. De ønsker sig bare en besøgsven, der kan komme og lytte til dem – og hvis jeg kan matche det, så er det jo bare fantastisk. Hvis det lykkes, så har jeg armene oppe over hovedet, når jeg går hjem”, fortæller Per.

En dynamisk organisation, der er klar til at udvikle sig

Per kan næsten ikke holde fingrene væk fra de muligheder, der byder sig i Røde Kors Hovedstaden. Som frivillig leder har du mulighed for at udvikle dig gennem kurser og events, hvor du møder andre frivillige ledere og samtidig får mulighed for at blive en del af hverdagen på kontoret.

”Jeg synes, at det er fantastisk at være en del af en dynamisk organisation, der er parat til at udvikle sig. Jeg har det som en fisk i vandet, når jeg kommer på kontoret. Folk er ekstremt søde, og der er mulighed for at komme med inputs”, fortæller Per.

De timer, som Per bruger som frivillig leder, betyder alverden for de mange ældre i hovedstadsområdet, der føler sig alene, og som får mulighed for at få en besøgsven, der lytter og bruger timer på gåture og/eller hyggeligt samvær i hjemmet.

”Besøgstjenesten kan noget helt specielt, fordi du arbejder med mennesker og samtidig gør en forskel,” fortæller Per.

Du kan læse mere om Besøgstjenesten her, og hvis du har lyst til at prøve kræfter med frivillig ledelse i Røde Kors Hovedstaden, kan du læse mere her.


Vil du høre mere om at være frivillig Besøgsven?