
”Jeg kan godt lide, at jeg kan se, at den person jeg sidder overfor, får noget ud af, at jeg er der.”
Læs interviewet med Nikolai, der er frivillig i Bevægelsesvenner
Af Rikke Steenbech
Nikolai May Yde står ude foran sin bevægelsesvens opgang og venter. De skal gå en tur på deres sædvanlige rute. Nikolai May Ydes bevægelsesven har en autisme diagnose og kan derfor godt lide rutinen i altid at gå den samme tur.
På turen taler de om løst og fast. Om hvad der sker i hendes liv. Om Donald Trump. Eller om kommunen, som hun som regel ikke har meget til overs for. Og særligt en samtale husker Nikolai May Yde tydeligt.
”Hun sagde, at det eneste gode kommunen nogensinde har gjort, var at foreslå, at hun fik en bevægelsesven. Det var sødt. Det sidder fast i mig. Især fordi folk, der har autisme generelt ikke er så gode til andre mennesker. Så det betyder noget,” siger han.
Bevægelsesvenner er et tilbud til personer med psykisk sårbarhed eksempelvis personer med en angstlidelse eller personer på autismespektret, der ønsker at få mere bevægelse i hverdagen. Bevægelse kan være alt fra en gåtur til styrketræning eller løb.
Ifølge Nikolai May Yde er der mange frivillige, som selv prioriterer at styrketræne eller løbe og har overskud til at tage en med, som har et ønske om at komme i gang eller har svært ved at tage hen i fitnesscenteret alene.
”Det er bare virkelig givende at kunne hjælpe en person i gang på den måde. Psykisk sårbare personer er ofte også ensomme, så det at kunne møde op, og man ved, de ser frem til den der time, hvor man går en tur, det giver meget,” siger Nikolai May Yde og fortsætter:
”Det er måske den eneste gang i løbet af en hel uge, hvor de kommer ud af deres lejlighed og snakker med et andet menneske. Og så bliver de rent faktisk også sundere. Så det er en til en direkte vej til velvære, som man hjælper den her person med. Og det er motiverende.”
Aldersspekteret hos både frivillige bevægelsesvenner og deltagere er bredt. Nikolai May Yde har snakket med både 18-årige, 80-årige og alt derimellem.
Det perfekte match
Nikolai May Yde er frivillig bevægelsesven og teamleder. Som en af teamlederne er han med til at sætte frivillige bevægelsesvenner sammen med deltagere. Men ventelisten til bevægelsesvenner er lang, og det kan tage tid at finde det helt rigtige match.
Mange ting skal gå op i en højere enhed. At den frivillige og deltageren har samme ønsker og behov til bevægelse. Om de bor tæt på hinanden. Og om der er potentiale for, at de ville kunne snakke sammen. Men når det lykkes, er det noget ganske særligt.
”Hver gang der er et match, og jeg ringer til dem, der har meldt sig på som deltagere og siger, at der er en frivillig, der kunne være et godt match, og man kan høre, hvor glade de bliver. Det er jo lidt svært egentlig at sætte ord på, men man kan måske forestille sig lidt, hvordan det er. Og det er jo derfor, vi gør det. Det er for at hjælpe dem,” siger Nikolai May Yde.
Nikolai May Yde har en baggrund som konsulent og startede som frivillig, fordi han følte, at han manglede menneskelige relationer i det job, han havde.
”Vi snakkede altid business. Det hjalp ikke nogen, kan man sige. Og det var det, jeg savnede. Så fik jeg en interesse for individet, der har svært ved forskellige ting. Der er nogen, der gør det meget abstrakt. Altså, vi gør noget bedre for samfundet. Det er da forhåbentlig også rigtigt nok. Men jeg kan godt lide, at jeg kan se, at den person jeg sidder overfor får noget ud af, at jeg er der.”
I dag arbejder Nikolai May Yde som projektleder hos Fonden For Socialt Ansvar. Et job han ikke havde forestillet sig, at han skulle have for bare tre år siden. Men arbejdet med mennesker tog fat om ham og hev ham ”ind i sin fold”.
”Det har været opslugende – på den gode måde.”
Fyldte ventelister
Bevægelsesvenner mødes to gang om måneden. Ifølge Nikolai May Yde mødes nogle bevægelsesvenner oftere. For nogen er det en fast dag hver anden uge, mens Nikolai May Yde og hans bevægelsesven aftaler fra gang til gang.
Der har været så stor tilslutning af deltagere til bevægelsesvenner, at det er svært at få bugt med ventelisten. Udover frivillige bevægelsesvenner, mangler gruppen også teamledere, der matcher frivillige og deltagere og kan overbringe den gode nyhed, når der er fundet et match.
For at komme den fyldte venteliste til livs har Røde Kors oprettet bevægelsesfællesskaber, hvor en frivillig laver en aktivitet sammen med cirka fem deltagere. Derudover er det blevet oprettet en forsøgsordning, hvor en frivillige arrangerer, at to psykisk sårbare personer med samme behov mødes.
”Man kan få meget ud at møde ligesindede, som man kan snakke med og spejle sig i. Der er simpelthen bare ikke nok frivillige. I et større samfundsperspektiv, så er der så meget behov for hjælp eller tilbud til nogle af de her psykisk sårbare mennesker.”
En time efter gåturen startede er Nikolaj May Yde og hans bevægelsesven tilbage ved hendes opgang. Om cirka to uger mødes de to bevægelsesvenner og går turen igen.
Kunne du tænke dig at blive frivillig?
Ring til os på tlf. 60 10 00 63
Telefonen har åbent:
Mandag kl. 17.00 – 20.00
Onsdag kl. 15.00 – 18.00
Torsdag kl. 15.00 – 18.00
Du kan også skrive til os på rkh.frivillig@rodekors.dk

