Til dig der gerne vil søge julehjælp
Der er desværre lukket for ansøgninger til Røde Kors Hovedstadens julehjælp i år. Vi åbner for ansøgninger igen den 1. november 2024.
Vi ved, at der kan være mange bekymringer forbundet med julen – især når man mest af alt bare gerne vil give sine børn en god jul fyldt med varme, hygge, god mad og gaver. Hvis du står i den situation, så kan du herunder læse mere om, hvordan du søger om julehjælp.
Hvornår kan man søge fra?
Vi åbner op for ansøgninger den 1. november 2024.
Hvornår skal man senest søge?
Vi lukkede for ansøgninger den 27. november 2023.
Hvordan kan jeg søge?
Fra den 1. november til den 27. november kunne du udfylde et ansøgningsskema på dette link.
Hvis du ikke kan udfylde det online skema, så kan du få hjælp i vores reception på Nordre Fasanvej 224. 2. sal, 2200 København N. Receptionen er åben mandag-torsdag fra kl. 9-16 og fredag fra 9-14.
Hvem kan få julehjælp?
Julehjælpen er som udgangspunkt til familier med børn, der lever i en økonomisk trængt situation. Du kan søge om julehjælp, hvis du har mindst et barn under 18 år, og kan se dig selv i følgende:
- Du modtager kontanthjælp, førtidspension eller en anden offentlig ydelse på samme niveau (ikke dagpenge).
- Du eller din husstand har et lønniveau, som er på niveau med ovenstående offentlige ydelser.
- At du på grund af andre omstændigheder er i en økonomisk presset situation.
Vi uddeler kun én julehjælp per husstand, og flere personer fra samme husstand kan derfor ikke søge.
Hvornår får jeg svar?
Du får svar på din ansøgning senest den 6. december.
Hvad består julehjælpen af?
Julehjælpen består af et gavekort på 900 kroner, som kan bruges i Kvickly, SuperBrugsen eller Dagli’Brugsen til mad og gaver. Du behøver ikke at bruge alle pengene på én gang, da kortet kan benyttes af flere omgange.
Hvor kan jeg hente julehjælpen?
Du vil blive inviteret til at hente din julehjælp i vores netværkshuse enten på Nørrebro eller i Kastrup, afhængigt af hvor du bor. Det vil blive uddelt i dagstimerne i ugen fra den 11-16. december. Du vil modtage et tidspunkt, hvor du kan komme og hente det.
Vi gør meget ud af, at det skal være rart og hyggeligt at komme og hente julehjælpen. Det er helt op til dig, om du vil tage direkte hjem igen bagefter, eller om du vil blive og nyde julestemningen lidt i julestuen.
Kan jeg deltage i andet gennem Røde Kors Hovedstaden?
I Røde Kors Hovedstaden har vi en række familieaktiviteter som kan være med til at støtte op omkring din livssituation. Du kan læse mere om de forskellige muligheder her.
Hvis du har lyst til at være noget for andre, kan du også overveje at blive frivillig. Det kan du læse mere om her.
Hvis du har brug for hjælp til at søge eller har spørgsmål, så kan du fra den 1. november kontakte os på rkh.julehjaelp@rodekors.dk eller telefonnummeret 6010 0067. Telefonen vil være åben mandag-torsdag fra klokken 10-14.