Mere Fri Tid: Messe for nye og kommende pensionister i Øksnehallen
Find inspiration til aktiviteter og fællesskaber ved Københavns største messe for seniorer med over 60 stande, mulighed for at afprøve nye, mindre kendte idrætsaktiviteter og spændende foredrag ved blandt andre tv-lægen Peter Qvortrup Geisling.
I samarbejde med Københavns Kommune afholder Røde Kors Hovedstaden messen Mere Fri Tid i Øksnehallen lørdag den 16. marts fra 10-16. Messen henvender til nuværende og kommende pensionister, og det er gratis at deltage.
Mere Fri Tid sætter fokus på overgangen fra arbejdsliv til livet som pensionist. Hvad gør man, når det tidligere arbejdsfællesskab forsvinder, og hverdagen forandrer sig? Hvilke nye fællesskaber kan træde i stedet? Hvordan kan en meningsfuld seniortilværelse se ud?
Gå på opdagelse i hallen
Messen består af mere end 60 stande, hvor foreninger og organisationer fortæller om deres aktiviteter og fællesskaber. Standene spænder vidt, så der er god grund til at se sig omkring.
På messens scene afholdes i løbet af dagen foredrag med sociolog og forfatter Anette Prehn og journalist og læge Peter Qvortrup Geisling. Messen afsluttes med en musikalsk oplevelse, som indbyder til brug af både hofter og stemmebånd, når gospelsanger, korleder og tidligere nummer to i X Factor Laura Kjærgaard går på scenen.
Bliver man sulten undervejs, kan man besøge Øksnehallens café. Får man brug for et hvil, eller har man bare lyst til at sidde lidt ned, kan man benytte de mange borde og bænke, som er stillet op i hallen.
Tilmelding og program
Det er femte gang, Mere Fri Tid afholdes. Sidste år deltog 2.200 i messen, og arrangørerne håber, at endnu flere vil lægge vejen forbi i år. Alle borgere i Københavns Kommune mellem 62 og 70 har modtaget en invitation til messen i e-Boks. Men også borgere fra andre kommuner er velkomne.
Man kan tilmelde sig Mere Fri Tid på Røde Kors Hovedstadens hjemmeside, hvor man også kan læse messens program. Tilmelding er mulig helt frem til messens start. Messen er gratis og åben for alle. Har man lyst til at tage venner eller familie med, er man meget velkommen til at gøre det.
Pressekontakt
Udviklingskonsulent i Røde Kors Hovedstaden Trine Steffensen kan kontaktes for yderligere information om Mere Fri Tid på 40 77 58 02 eller rkh.trine.steffensen@rodekors.dk.