Vi har aftalt at mødes hjemme hos Anni til interviewet i hendes skønne lejlighed på Østerbro. Vi sidder i hendes hyggelige stue, hvor der er stillet chokolade frem til os, og en flot buket blomster pryder stuebordet.

Anni Poulsen er 88 år og pensionist. Hun har boet i hendes lejlighed på Østerbro, i 33 år og indtil for 12 år siden sammen med sin afdøde mand. Hun har boet i området hele sit liv, og det er ikke svært at forstå hvorfor – det er et meget hyggeligt kvarter.

Laura Emilie Møller-Hansen er lige fyldt 30 år og bor også på Østerbro sammen med sin kæreste Emil, kun halvanden kilometer væk fra Anni. Hun har boet her i 2,5 år. Laura er oprindeligt fra Vejle og arbejder som konsulent med planlægning af sundhedsvæsenet i Region Hovedstaden.

Hvorfor valgte I at blive Gåvenner?

Laura: “Jeg så en af jeres rekrutteringskampagner på Instagram og tænkte – ‘Det  der er der noget der giver mening’ – og min kæreste, han ikke sådan en, der er nem at få med ud at gå tur derhjemme,” griner hun og fortsætter:

“Så jeg tænkte det er da hyggeligt at kunne komme ud og lære et nyt menneske at kende og så ja, gå en tur og få noget frisk luft – jeg sidder jo inde meget af dagen på kontoret – jeg trænger også til luft!”

Anni: “Jeg meldte mig til fordi min datter syntes, jeg skulle have noget motion. Hun prøvede at finde en motionsven til mig, men det fandtes ikke sådan rigtigt. Men man kunne få en ‘gå-ven’ – Laura!”

Laura: “– og det var et godt match!”

Anni: “Ja, vi har haft det hyggeligt og sjovt. Og vi griner – og græder ik!”

Laura: “Ikke endnu” griner Laura, og Anni griner med.

Det er helt bestemt et godt match for der både plads til grin, seriøse snakke mellem Laura og Anni, men også fleksibilitet. Anni og Laura fortæller at de gennemsnitligt mødes en gang i ugen, men hvis en af dem har travlt, kan der også sagtens gå længere tid imellem. Og de uger det slet ikke kan lade sig gøre ringer de sammen og får en sludder i stedet. 

Laura: “Vi får delt mange hyggelige ting og får talt om ting man ikke har tænkt på i årevis. – Ja mange gode historier fra det ene eller det andet.”

Anni: ”Ja det er faktisk vidt og bredt – så spørger vi til hinandens familie og hvad de gør og laver – rejser osv.”

Laura: “Ja præcis, eller vi snakker om mærkelige ting vi har set i nyhederne.”

Anni: “Ja, og der er temmelig mange af dem,” griner Anni, og fortsætter:

“Når vi mødes så, griner vi sammen og så vender vi simpelthen verdenssituation – op til flere gange!  – Og vi kan få en gåtur til at varer to timer – fordi, nu har jeg en rollator og så kører vi, og så stopper vi og snakker, så køre vi to skridt til, og så stopper vi og snakker – og så pludselig er der gået to timer inde vi er nået tilbage til opgangen” – “Er det ikke rigtigt?”

Laura: “Jo, det er helt rigtigt!” griner Laura og fortsætter: “og det er jo imponerende, Anni er jo 88 år efterhånden og hun har altså bedre hukommelse end mig!”

Anni: “Ja, spørg bare mine børn – ‘spørg oldemor, hun ved det’,” griner Anni og fortsætter “Folk spørger jo, ‘hvordan kan du huske det?’ – jamen det er jo meget nemt når man har en god hukommelse. Det er dejligt at kunne huske så lang tid tilbage, så jeg kan fortælle røverhistorier,” griner Anni.

Hvor mange børn, børnebørn og oldebørn har du, Anni?

“Åh, de er mange,” griner Laura.
Anni har nemlig to børn, en søn og en datter, samt seks børnebørn som alle er piger, og syv oldebørn, hvoraf seks er drenge og én pige. Et af Annis børnebørn venter sig også, så snart bliver det til otte oldebørn.

Anni: “Så vi er mange – og vi bliver flere og flere! – og jeg er til fødselsdag nærmest hele tiden.” 

Laura: “Ja, du er godt beskæftiget på det punkt!”

Anni: “ Ja ja, og min pengepung også,” griner Anni.

Er der nogle særlige oplevelser, I har haft sammen, som I husker bedst?
“Vi var ved at blæse væk! – ovre på Hans Knudsen Plads. Det var en meget stille rolig dag – og vi gik en tur derover af, og så kom der en gevaldig storm,” fortæller Anni.

Laura: “Det er rigtigt,” griner Laura og fortsætter: “ja vi havde ikke lige set det komme, men vi kan heldigvis grine af det bagefter – lige da det skete var det lige lidt vildt.”

“Det lyder da ikke godt” griner jeg med. 

Anni: “Ja vi tør næsten ikke gå derover vel!”

Laura: “Nej, det er faktisk længe siden, vi har været den vej rundt,” griner Laura.

Ifølge Laura og Anni er deres møder altid hyggelige, uanset om vejret er godt eller dårligt. På de dage, hvor vejret ikke egner sig til en gåtur, tager de i stedet ned i gården eller slår sig ned i Annis stue for at sludre. Når vejret er lidt for varmt, forkæler de sig selv med en is, som Laura er flink til at spurte afsted på sin cykel efter. 

Laura: “Vi har brugt mange timer herude i kvarteret sammen.”

Anni: “Ja, og vi har set alle blomsterne om sommeren – set når folk har klippet deres hække og sådan.“

Laura: “Ja og ikke holder orden i haverne – det er noget sjusk,” griner Laura.

Anni: “Ja det må de lige ordne! – vi er sådan et slags politi faktisk,” driller Anni.

Hvorfor skal andre blive Gåvenner, og er der noget bestemt, som har inspireret dig til at blive frivillige Laura?

“Frivillighed har altid været sådan et tema hjemme hos os, og i min familie har man talt meget om, ‘kan man gøre noget for nogle andre’ uden nødvendigvis at forvente, at man får noget igen – det gør jeg så alligevel, helt vildt meget.”

“– Jeg tænker slet ikke på det som, at være frivillig – jeg skal bare over at hygge med Anni,” griner Laura.

Anni: “Du er bare en god ven af huset – Laura hører til familien.”

Laura: ”Ja, som er glad for at må komme! – Gåvenner er bare et super godt initiativ – jeg får rigtig meget ud af det. Jeg har fået en skøn ven i Anni, hun er jo nærmest familie efterhånden. Jeg har fået en ekstra bedsteforældre – fordi man kommer hinanden så meget ved.”

Anni: “Ja, meget tæt på hinanden – så jeg har været meget meget glad for Laura.”

Laura: “I lige måde,” smiler Laura