Jeg ringer til Zaza Baumbach en onsdag eftermiddag. Allerede ved det første hej bliver jeg mødt af en åbenhed og en positiv energi, som man kun kan blive smittet af. Og straks føler jeg mig tryg i Zazas selskab. Måske derfor passer hun så godt ind i Røde Kors Hovedstadens aktivitet Fra Hus til Hjem. Her får kvinder, der har været udsat for vold, hjælp til at skabe trygge rammer i en ny bolig efter et krisecenterophold. 


Zaza er 36 år og arbejder i dag med undervisning og kommunikation. Hun har en bachelor i arkitektur – og det var gennem arkitektforeningen, at hun opdagede Fra Hus til Hjem. 

“Jeg tænkte, at det lød virkelig spændende. Jeg har en mor, der arbejder med strafferet og har viet sit liv til at hjælpe voldsramte kvinder. Så det gav virkelig god mening for mig. Jeg kan godt lide at arbejde med mennesker og gøre en forskel for nogen. Og så virkede projektet som noget, der kunne være en lille ting for mig, men som kan hjælpe ufatteligt meget for andre”. 

På den baggrund meldte Zaza sig som frivillig, og startede med at komme på en obligatorisk uddannelsesdag.

“Det er en virkelig god introduktion man får”, understreger Zaza. “Man får for eksempel en indføring i, hvor mange former for vold, der findes, og hvordan man møder mennesker, der står i en særlig situation. Man bliver virkelig holdt i hånden og lærer også noget om, hvordan man passer på sig selv som frivillig – altså hvornår man bør bidrage og hvornår man bør trække sig. Og vigtigst af alt så får man også et netværk af andre frivillige, som man kan række ud til og sparre med. Man er ikke alene i det her”.  

I slutningen af 2023 bliver Zaza kontaktperson for en kvinde. 

“Og så bliver det jo så min rolle at hjælpe med at gøre hendes bolig til et hjem. Vi startede med at lave delmål, og finde ud af, hvad der er vigtigt for hende. For eksempel er det vigtigt for hende at gøre plads til gæster. Så det var første step. At finde en måde hvor hun kan trives, have en base og være social på hendes præmisser, siger Zaza og fortsætter: ”I perioder mødes vi tit og andre gange sjældnere. Normalt hedder det sig, at man mødes syv gange. Men det er fleksibelt – for det er jo mennesker, vi arbejder med. Og med disse kvinder er der nogle gange meget overskud og nogle gange intet. Jeg har flere gange været forbi, hvor vi bare har drukket en kop kaffe og så er jeg taget hjem igen, fordi der intet overskud var”. 


Hvad er et hjem for dig i forhold til en bolig?

“Jamen et hjem er jo din trygge base. Et sted hvor dine regler gælder, og hvor du føler dig fri og kan lade op. Det kræver ikke bare fire vægge – eller et Bo Bedre hjem. Indretning skal jo afspejle, hvem vi er, og det skal være de rammer, man kan se sig selv i. Og det er forskelligt, hvordan vi føler os hjemme. Det er ikke altid, at man er enig som arkitekt i stilen. Men det er jo ikke det, det handler om, og det er ikke derfor, vi er der. Det her er ikke et indretningsprojekt – det er et menneskeprojekt i en anden skala”.


Hvad giver det dig at være frivillig? 


“Jeg havde troet, at jeg bare skulle ud og hjælpe et andet menneske. Men jeg opdagede hurtigt, at jeg altid selv bliver utrolig glad af det. Jeg glæder mig hver gang og kan se, at det gør en forskel i det små. Jeg ser et menneske, der rykker sig, og det giver mig en blanding af glæde og stolthed over, at jeg har været med til at rykke den proces. I starten følte jeg mig faktisk selvisk, fordi det gjorde mig glad. Så tænkte jeg, hvem gør jeg det her for? Men det er jo bare en fantastisk følelse, når vi giver os tid til at hjælpe andre.”

Kan du mærke, at det gør en forskel for kvinden, at du er der? 



“Hun siger det hele tiden. Hun lægger ikke skjul på, at det betyder rigtig meget for hende. Og det kan jeg jo også se helt konkret. Nu kan hun bevæge sig rundt i sit hjem. Jeg kan se, at hun kan slappe af nu.”


Er det svært at holde en “professionel rolle”, når man har kontakt med kvinderne over så lang tid? 


“Jeg kan ikke lade være med at få en personlig relation. Det er selvfølgelig hende der, til en vis grad, bestemmer, hvor dyb den skal være. Og jeg ved ikke noget om den vold, der er foregået i hendes liv. Men vi taler personligt, og det er også herigennem at jeg ser hvordan hun blomstrer. Hun elsker at være i køkkenet og lave noget til andre. Hun ved for eksempel meget om ferementering. Jeg er mange gange blevet sendt hjem med surkål, fordi jeg har snakket om nogle maveproblemer, jeg havde i min ungdom. Hun er meget omsorgsfuld overfor mit tarmsystem”, griner Zaza og fortsætter: “men det gør også, at hun føler, at hun gør noget for mig. Det gør situationen mindre “pinlig” på en måde. For der kan selvfølgelig være en underlæggende forlegenhed over at have bedt om hjælp. Men det afhjælper man meget, når begge involverer sig en smule med hinanden. “


Har du nogle oplevelser eller situationer, du har lyst til at fremhæve?


Zaza griner. “Jeg ved ikke, om det er en særlig oplevelse at høre om, men det er noget, vi har grint meget af. Engang var vi i Ikea og kigge på nogle ting, vi havde talt om. Hun havde frygtet det så meget, fordi det sted stresser hende. Så jeg havde været derude inden og tjekket, hvor alle tingene stod. Og vi var der før der kom alt for mange andre. Det gik simpelthen så nemt, så da vi kom ud, var hun helt lettet – så lettet, at vi tog en runde mere derinde. Og det var bare sjovt. For det bekræfter bare, hvorfor vi er der. Vi er der for at gøre det nemmere for dem – om end det er en tur i Ikea eller indretningen af hjemmet.” 


Det blev den sidste anekdote fra Zaza, inden vi lagde røret på igen. Under samtalen blev jeg bekræftet i, at Zaza er et menneske, der møder folk med åbent sind og med en imødekommenhed, man ikke kan købe for penge. Derfor giver det så god mening, at hun er et trygt ståsted for en kvinde i “Fra Bolig til Hjem”.  

Hver anden uge tager Jakob Feilberg afsted. Han har udvalgt en ny bog til at læse højt fra, til dem,
som har lyst til at komme og lytte på plejehjemmet. Han læser højt for dem, han kalder sine gamle
venner. Ikke hvilken som helst bog, men en, han tror, de vil kunne lide – en bog, der minder dem
om noget, nogen eller måske en tid, de tænker tilbage på nu og da.

Jeg møder Jakob Feilberg hos Røde Kors, et sted han kender godt, et sted han hører til som frivillig.
Jakob er frivillig plejehjemsven. Han er 73 år og har nu været pensionist i fem år.
Vi snakker om, hvordan det hele startede, og hvor ideen kom til at blive frivillig? Tanker, som
allerede meldte sin ankomst hos Jakob, før pensionisttilværelse overhovedet havde indtrådt.
Tanker, som måske fylder hos mange i årene op til pensionen. Selvom Jakob vidste, at han gerne
ville være frivillig, vidste han ikke, hvad han specifikt ville arbejde med, og mulighederne viste sig
at være mange hos Røde Kors.

– Jeg kiggede tilbage på mit liv og tænkte over, hvad jeg egentlig syntes var sjovt at lave. Jeg har
lavet mange forskellige ting i mit liv, men fællesnævneren – selvom det lyder banalt – har altid
været relationer med mennesker. Det har været det sjoveste. Derfor tænkte jeg: ’Det skal du også
gøre nu som frivillig.’

Det med at læse op som frivillig kan han godt lide, og med års erfaring er han nu, udover at læse op
på plejehjemmet, også blevet opfordret til at læse op i Seniorcafeen i Røde Kors’ hovedkvarter, hvor seniorer mødes hver onsdag og får noget at spise – så hér kan man også være så heldig at høre
Jakob læse op.

Vejen til frivilligt arbejde i Røde Kors

– Jeg kender folk, der arbejdede som frivillige, og begyndte at undersøge det nærmere. Jeg
opdagede, at Røde Kors havde et kæmpe udvalg af frivilligt arbejde. Jeg tog til informationsmøder
og fandt nogle aktiviteter, der lød spændende. Efter et kort kursus var jeg klar – troede jeg.

Omverdenen skulle nemlig ikke vise sig at være klar. Pludselig stod der et stort stopskilt foran
Jakob og resten af verdenen: Corona.

– Danmark lukkede ned, og jeg kunne ikke besøge de ældre, som jeg havde planlagt. Det betød, at
alle de mennesker, jeg ville arbejde med, nemlig de ældre, kunne jeg ikke besøge. Alt var lukket
ned. Så nu sad jeg altså dér. I stedet blev jeg tilbudt et andet midlertidigt job end plejehjemsven –
noget, der viste sig at være enormt interessant: Vaccineledsager.

Erfaringer som vaccineledsager
Et job, der til at starte med lød simpelt for Jakob – at ledsage ældre til Corona vaccination. Men det
skulle vise sig at handle om meget mere, end hvad titlen gav udtryk for.
– Når jeg mødte op som ledsager, gik det hurtigt op for mig, hvad det egentlig betyder, når en
person beder om hjælp til ledsagelse. Det betød, at disse mennesker ikke havde nogen andre til at
hjælpe dem. Ingen familie, ingen venner. Kort sagt, de var ensomme.
Jobbet bestod altså af mere end blot at ledsage, og når jeg spørger Jakob, hvad der gjorde særligt
indtryk på ham som frivillig vaccineledsager, er det med kort eftertanke, han svarer:

– Jeg forstod nu, at det i høj grad handlede om, at disse mennesker i også havde en stor lyst til at snakke og dele tiden med mig. Og jeg må bare sige, at jeg i den grad fandt ud af, hvilke skæbner der
findes, og hvor mange ensomme mennesker der faktisk er. Jeg blev inviteret ind i deres liv og
virkelighed, og det var meget rørende.

– Det var især følelsen; okay, sådan her kan det også være for nogle – dét var en stor oplevelse for
mig, nemlig hvordan det godt kan være, at du kommer ind med én forestilling om noget, men netop fordi du har med mennesker at gøre, ender man med at se og forstå noget helt andet, som man slet ikke havde tænkt på.

Tilbage til plejehjemmet
Corona blev en mindre faktor, og vi måtte komme hinanden ved igen. Nu kunne Jakob blive
plejehjemsvej, sådan som han havde planlagt. Han skulle nu besøge mennesker på plejehjemmet og
læse op for dem. Men nu rejste spørgsmålet sig ’hvad læser man egentlig for dem?’.

Det at finde den rette litteratur til de ældre skulle vise sig at blive en proces, hvor han måtte prøve sig frem og lære undervejs.

– Jeg prøvede forskelligt læsestof af, for at finde ud af præcis, hvad de egentlig havde lyst til at høre. En dag knækkede jeg koden, og det var tydeligt for mig at se, at mit ældre publikum især nød
erindringer – historier om barndommen og opvækst skrevet af folk fra deres egen generation.

Bøger som Min barndom i 40’erne, 50’erne og 60’erne, skrevet af koryfæer som Birthe Kjær og Uffe Ellemann, er nøje udvalgte bøger af Jakob, som har været blandt favoritterne hos hans lyttere.

– Jeg spørger dem jævnligt, hvad, de synes, kunne være sjovt at læse. Engang læste jeg; Den hundrede årig der stak af fra plejehjemmet. Den, synes de, var morsom. Lige for tiden læser jeg Den lille prins for dem, den er også faldet i god jord.

Hvordan ser du, at de nyder oplæsningen?
Jeg har under vores samtale ikke været et sekund i tvivl om, at Jakob holder meget af sine gamle venner, som han kalder dem, og at deres oplevelse er vigtig for ham, men hvordan kan han mærke og se, at hans oplæsning gør dem godt?

– For mig er det vigtigste, at de synes, det er morsomt eller tankevækkende. Selvom mit publikum er ældre, er det en fornøjelse at se dem lytte. Nogle bliver afslappede og falder endda i søvn. Andre smiler, når de hører noget sjovt eller genkendeligt. De små reaktioner betyder noget – for dér rørte jeg ved noget i dem.

Det vigtigste er, at de er her
Jeg spørger Jakob, med et smil på læben; hvad tror du, at dine besøg giver dem? Med et lille smil svarer Jakob på mit kække spørgsmål.

– Jeg tror mange har oplevet at blive læst i søvn som barn, og den oplevelse tror jeg, at jeg kan genopleve. Jeg kan se de slapper af, og måske er det et udtryk for noget tryghed, jeg ved jo ikke præcis, hvad det er for en værdi, som de oplever, men jeg tror, de giver dem noget ro.

Jakob holder en stille pause og tilføjer:

– Der er også nogle af dem, jeg læser op for, som for eksempel er demente, og som næsten ikke har noget sprog, men de er der alligevel, og de kommer hver gang. Dér tænker jeg, at det ikke er for mine blå øjnes skyld, at de er her, eller dét, at jeg læser noget højt, men blot samværet med os andre. Årsagen til, at de kommer, er for mig ligegyldig – det vigtigste er, at de er her.

– For mig er det altså et meget godt billede på, at hvis du interagerer med mennesker, så har du virkelig muligheden for at komme tættere på dem og lære noget nyt.

Dertil har jeg ikke flere spørgsmål, for det svar, synes jeg var et ufatteligt godt svar på så mange ting.

Hvorfor blive frivillig?
– I dag har vi flere frivillige end nogensinde. Hvis alle frivillige forsvandt, ville mange mennesker savne kontakt og hjælp. Frivilligt arbejde er med til at opretholde civilsamfundet – eller sagt mindre
fint: Gøre livet bedre for rigtig mange mennesker.

Til sidst spørger jeg Jakob, om han eventuelt har et råd til mennesker, som selv overvejer at blive frivillig, og måske sidder med samme tanker, som han gjorde, op til sin pension:

– De skal da prøve det. Med det samme! De vil opdage, hvor ufatteligt mange muligheder der er. Jeg har svært ved at tro, at de ikke vil finde noget, som, de synes, er sjovt. Og de vil opdage, hvor meget de kan give, og hvor meget de får igen.

”Jeg siger ofte til folk, du kommer aldrig til at glemme det her. Det vil altid ligge et sted i dig. Men jo mere man får talt det igennem og bearbejdet det, jo bedre kan man have det med sig og lære at leve med det. Det er som en lille sten i skoen. Man kan mærke den, men den gnaver ikke hele tiden.”

67-årige Helle har været frivillig offerrådgiver i Røde Kors i knap to år. Jeg møder hende i Røde Kors’ lokaler i Nordvest, hvor offerrådgivningen til dagligt holder til. Hun sender mig et varmt smil, da vi mødes.

Hvad driver dig i dit arbejde som frivillig offerrådgiver?

”Det giver mig stor en glæde, at jeg i den samtale, jeg er i med et menneske, føler, at jeg har været der for vedkommende. Jeg har hjulpet dem med at bære den svære situation, de er i, og har hjulpet dem et lille stykke videre,” siger Helle.

Hendes øjne lyser op, når hun fortæller om sit arbejde, og man er ikke i tvivl om, hvor meget hun brænder for det.

”Man siger jo, at det kan være en større glæde at give en gave end at modtage en gave. Så det er måske den gave, jeg giver. Lidt af min tid og lidt af mig selv forstået som, at jeg giver lidt af min medmenneskelighed.”

Hun er uddannet jurist og har erfaring med rådgivning fra Nicolaitjenesten, som er en samtaletjeneste for ensomme. Mange af offerrådgiverne i Røde Kors har en relevant faglig baggrund som eksempelvis læge, sygeplejerske, psykolog, terapeut eller lignende. Men det er ikke en forudsætning, at man har en relevant baggrund for at blive offerrådgiver.

”Jeg tror, det vigtigste er, at man har lysten til at hjælpe andre mennesker og forståelsen for, at man skal kunne lytte og kunne rumme de mennesker, man kommer i kontakt med – og den situation, de står i.”

Røde Kors Hovedstadens offerrådgivning hjælper ofre, vidner og pårørende efter voldsomme og chokerende oplevelser. Det kan for eksempel være, at man har været udsat for eller været vidne til overfald, voldtægt, psykisk eller fysisk vold, indbrud, trafikuheld, stalking, selvmord eller digitale krænkelser.

Det er typisk politiet, hospitaler og skadestuer, der giver ofrene et kort med et telefonnummer til offerrådgivningen. Ofre kan ringe til vagttelefonen, som er bemandet døgnet rundt.

Hvordan er en typisk dag som offerrådgiver?

De er knap 40 frivillige, som bemander vagttelefonen. Typisk arbejder man en uge om måneden, hvor man har omkring 25 timer fordelt på 3-4 vagter. Det kan både være dags- eller nattevagter.

Der er stor forskel på, hvor ofte telefonen ringer, når man er på vagt, fortæller Helle. Nogle dage er der mange opringninger, og andre dage kan der gå flere timer eller en hel dag uden et opkald.

Der er også stor forskel på, hvor lange samtalerne er. Det afhænger ofte af personen og af hændelsen, de har været udsat for. Tit kan ofrene blive tilbudt længere forløb med flere opfølgende samtaler.       

”Der kan være behov for, at man har et langt forløb, fordi personen der ringer, måske er meget chokeret eller panisk. Så går den første samtale ofte med at få dem ned på et niveau, hvor man kan tale sammen. Det kan være noget med, at jeg siger, ”nu trækker vi lige vejret sammen stille og roligt, dybe vejrtrækninger”. Der kan også være nogen, der græder meget i starten, og hvor jeg bare er stille og giver dem lov til at græde færdigt, fordi det kan være det, de har behov for i situationen.”

”Hvis det er en person, der har været udsat for noget meget voldsomt, for eksempel en færdselsulykke eller er pårørende til en, der har begået selvmord, så starter jeg typisk med at bede dem fortælle mig lidt om deres dag op til, det skete. Det er nemlig en del af krisebearbejdning, at man får sat tingene sammen tidsmæssigt.”

Mange af Helles samtaler handler også om at forsikre ofrene om, at deres reaktion, uanset hvordan de reagerer, er helt normal. Det er vigtigt, at de får at vide, at der ikke er nogen reaktion, der er forkert.

Rådgivningen består både i at støtte og vejlede ofret følelsesmæssigt, men ligeledes i at rådgive dem i forhold til det praktiske. Nogle gange skal der nemlig tages stilling til en politianmeldelse, en bistandsadvokat eller et erstatningskrav. Andre gange skal de vejledes i forhold til at tage på skadestuen for at dokumentere sine skader, eller de kan have brug for psykologbistand.

Som frivillig i offerrådgivningen får man, inden man starter, kurser i krisehjælp og krisehåndtering, så man er klædt ordentlig på til opgaven.

Kan det ikke være svært at slippe samtalen igen, når man har lagt røret på?

”Jo, nogle samtaler og personer, kan gøre et stort indtryk efterfølgende. Jeg havde et forløb sidste år med en ung pige, der var blevet voldtaget. Hun ringede om natten lige efter, det var sket, fordi hun ikke følte, at hun havde andre at snakke med. Hun var meget ude af den. Hende havde jeg et meget langt forløb med, der varede næsten fem måneder. Hun fik meget angst og flashbacks om aften og havde tit behov for at snakke det igennem.”

”Da vi afsluttede forløbet, fortalte hun mig, hvor meget vores snakke havde betydet for hende, og at hun ikke vidste, hvad hun skulle have gjort, hvis jeg ikke havde været der for hende den nat. Det ramte mig lige i hjertet,” siger Helle.

Hun fortæller, at det handler om en afvejning mellem at have sine følelser med i samtalerne, men ikke i sådan en grad, at man ikke kan lægge det fra sig bagefter.

”Man kan jo ikke være i det her job, hvis man ikke har følelserne med. Man skal kunne lytte til og rumme mennesker i en svær livssituation. Det kræver empati og medmenneskelighed. Men det må selvfølgelig ikke være så meget, at man ligger søvnløs over det. Det handler om at finde balancen,” siger Helle.

Jeg møder Birgitte på Seniorcaféen på Nørrebro til vores interview. “Kunne du tænke dig en kop kaffe?” Spørger Birgitte næsten med det samme i det jeg træder ind i Seniorcaféen, hvor hun er frivillig. “Jo tak, det siger jeg ikke nej til” -svarer jeg tilbage, mens jeg træder ind i caféen.

Imens jeg bliver vist rundt, ser jeg flere rum med mennesker, som sidder samlet og der enten snakker eller får læst højt. Her er en dejlig atmosfære, man kan se og mærke at folk hygger sig.

Birgitte Steenbech er 66 år og bor i Rødovre. Hun har været frivillig aktivitetsleder i Seniorcaféen hos Røde Kors i ca. ét år, og startede stort set lige efter hun gik på efterløn. Førhen var hun skolelærer i 32 år.

Men det er ikke første gang Birgitte er frivillig. ”Jeg har også haft et plejebarn indtil fornylig, som jeg kørte til sport og som kom og sov ved mig en gang om ugen. Det er et barn som plejede at være af mine egne elever – så det lå det lige til højrebenet”. Birgitte har også tidligere været frivillig hos Børnetelefonen i 1,5 år.

Hvorfor valgte du at blive frivillig i Seniorcaféen?

“Jeg har hele tiden tænkt, at når jeg på et tidspunkt ikke arbejder mere og har tid og overskud, ville jeg gøre noget lignende med frivillighed. Da jeg gik på efterløn, tænkte jeg at jeg gerne ville prøve noget andet end med børn, tættere på min egen aldersgruppe, men også noget jeg kunne overskue. – Og nu er der gået et år, og tiden er strøget afsted”.

”Når du som efterlønner står udenfor arbejdsmarkedet, mister du også det fællesskab med de mennesker, man plejer at snakke med. Det fællesskab, man mister, er lidt det samme her jo – så man får det sociale igen.”

”Jeg går oftest rigtig glad herfra, det giver også mig noget. Især at se de mennesker som måske kom her i starten og ikke sagde så meget, men nu er de glade og har fået relationer på kryds og tværs. Nogle ser frem til den ene dag om ugen hvor de komme her og snakke. Folk er glade for at komme her – det giver mig energi”

Der er fart på cafeen
Birgitte fortæller, at da hun startede som frivillig aktivitetsleder, kom der omkring 8-10 personer i caféen. Her kunne man komme og få en kop kaffe, få læst højt, snakke lidt og en gang imellem få en frokost.

Da Birgitte startede var noget af det første hun overvejede: “Hvad er det for noget, de mennesker der kommer her, har brug for?”

Birgitte fortæller mig om alle de aktiviteter de har fået nu, udover højtlæsning og samtalegrupperne, såsom quiz, musikbingo, læsning og gymnastik. ”Nogle gange tager vi også på ture, for eksempel til Rådhuspladsen, i teateret eller ud at spise. Der sker virkelig meget. – Nu kommer der 25 i caféen”  

Jeg svarer: ”Så er I da også ved at være mange!” Birgitte smiler og siger med et glimt i øjet: “Ja, der er jo næsten ikke plads til flere – nu må du ikke lave for meget reklame!” griner Birgitte.

 – ”Det skulle da lige være at vi godt kunne bruge nogle flere frivillige, især til køkkenet!”

Er der noget som du synes kan være udfordrende i din frivillighed?

”Nej!” ler Birgitte. – Der er ingen tvivl om, at Birgitte ikke sådan lader sig slå ud af noget.
“Det er måske sådan, at med den livserfaring jeg har taget med mig, gør at jeg ikke er bange for at gå ind til nye ting” 

Faktisk er det sådan at Birgitte føler hun kunne gøre endnu mere. ”Jeg ved ikke hvad det skulle være – men jeg har kræfterne til det. Man finder ud hvad man orker”. Jeg svarer Birgitte: “Jeg synes nu du orker meget allerede!” Hun svarer bare med et smil og griner.

Hvordan mener du, at frivillighed gør en forskel i samfundet?

”Det er en kæmpe glæde for så mange, at der er frivillige. Det ville jo være trist hvis sådan noget her skulle lukke ned. Jeg kan godt synes verden bliver lidt egoistisk nogle gange og der er det vigtigt at huske fællesskabet. Især når det gør så mange mennesker så glade, ik. – Gudskelov der er frivillige.”

”Som frivillig brænder man for det man gør, og det smitter af på dem omkring en. Man skal bare komme og se her for eksempel hvordan det foregår, hvor glade folk er, hvor meget du selv får igen.” 

Hvad er dit råd til andre, som overvejer at blive frivillig?
Ifølge Birgitte er det at være frivillig et win-win: “Jeg får brugt min energi og evne til at koordinere, som jeg ved jeg har fra planlægning af undervisning. Og så får jeg noget socialt tilbage også.”

”Giv det en chance. – Det er ikke som et arbejde, du er frivillig, så du har fleksibilitet. Kast dig ud i det og se! De fleste ender med at synes, det er fedt. – Der er plads til alle.”

Birgitte & Birgitte
Det er vigtigt for Birgitte at understrege, at hun ikke er alene om det hele, og hun fremhæver flere gange de andre frivillige i caféen, herunder Jakob, som står for højtlæsning, Kresten, som kommer fast hver 14 dag (indtil for nylig kom han hver onsdag), og en anden Birgitte, som blandt andet står for gymnastik.

Derfor foreslår Birgitte også at vi hiver den anden frivillige Birgitte ind i interviewet. Det synes jeg lyder som en rigtig god ide.

Birgitte Edvold er 69 år, hun bor også i Rødovre og har været skolelærer i 42 år før hun startede i Seniorcaféen – ja faktisk har Birgitte og Birgitte været skolelære på den samme skole, hvorfra de kender hinanden og været veninder lige siden – i 22 år.

“Vi har kendt hinanden i massere år – Vi hygger os, og dem der kommer her på caféen hygger sig – Det giver noget” Siger Birgitte Edvold.

Birgitte Edvold fortæller, hvordan hun føler, at hun også får noget ud af at være frivillig. “Mange er blevet alene og jeg lytter til hvordan de kommer igennem det. – Man ved ikke hvornår det sker for en selv. Jeg lærer nogle ting af at lytte til de forskellige livshistorier.”

Hvor Birgitte står mest for samtalegrupperne, står Birgitte Edvold mest for gymnastik.

Begge kvinder taler om, hvor vigtige de værktøjer, de har fra deres tid som skolelærer, er i deres stilling som frivillige, selvom det er en anden målgruppe. Det med at kunne bygge broer og finde kompromiser er erfaringer, man tager med i frivilligheden, ifølge dem begge to. “Vi er vant til at navigere, organisere og lytte fra vores tid som skolelærer.” Siger Birgitte.

Men en anden vigtig ting er deres venskab.

“Det er afgørende at vi har så god kemi – når man finder nogle man godt kan arbejde sammen med, så drømmer folk ikke om hvor let det er.“ Fortæller Birgitte Edvold “Vi kan hjælpe hinanden med materiale-forberedelse, lave det sammen eller koordinere internt. Vi motivere hinanden – det er et godt match”

Birgitte og Birgitte deler ikke blot navn og over 20 års venskab, men også en ambition om at gøre en forskel. – Og det kan jeg hilse og sige, at de virkelig gør.

Vi har aftalt at mødes hjemme hos Anni til interviewet i hendes skønne lejlighed på Østerbro. Vi sidder i hendes hyggelige stue, hvor der er stillet chokolade frem til os, og en flot buket blomster pryder stuebordet.

Anni Poulsen er 88 år og pensionist. Hun har boet i hendes lejlighed på Østerbro, i 33 år og indtil for 12 år siden sammen med sin afdøde mand. Hun har boet i området hele sit liv, og det er ikke svært at forstå hvorfor – det er et meget hyggeligt kvarter.

Laura Emilie Møller-Hansen er lige fyldt 30 år og bor også på Østerbro sammen med sin kæreste Emil, kun halvanden kilometer væk fra Anni. Hun har boet her i 2,5 år. Laura er oprindeligt fra Vejle og arbejder som konsulent med planlægning af sundhedsvæsenet i Region Hovedstaden.

Hvorfor valgte I at blive Gåvenner?

Laura: “Jeg så en af jeres rekrutteringskampagner på Instagram og tænkte – ‘Det  der er der noget der giver mening’ – og min kæreste, han ikke sådan en, der er nem at få med ud at gå tur derhjemme,” griner hun og fortsætter:

“Så jeg tænkte det er da hyggeligt at kunne komme ud og lære et nyt menneske at kende og så ja, gå en tur og få noget frisk luft – jeg sidder jo inde meget af dagen på kontoret – jeg trænger også til luft!”

Anni: “Jeg meldte mig til fordi min datter syntes, jeg skulle have noget motion. Hun prøvede at finde en motionsven til mig, men det fandtes ikke sådan rigtigt. Men man kunne få en ‘gå-ven’ – Laura!”

Laura: “– og det var et godt match!”

Anni: “Ja, vi har haft det hyggeligt og sjovt. Og vi griner – og græder ik!”

Laura: “Ikke endnu” griner Laura, og Anni griner med.

Det er helt bestemt et godt match for der både plads til grin, seriøse snakke mellem Laura og Anni, men også fleksibilitet. Anni og Laura fortæller at de gennemsnitligt mødes en gang i ugen, men hvis en af dem har travlt, kan der også sagtens gå længere tid imellem. Og de uger det slet ikke kan lade sig gøre ringer de sammen og får en sludder i stedet. 

Laura: “Vi får delt mange hyggelige ting og får talt om ting man ikke har tænkt på i årevis. – Ja mange gode historier fra det ene eller det andet.”

Anni: ”Ja det er faktisk vidt og bredt – så spørger vi til hinandens familie og hvad de gør og laver – rejser osv.”

Laura: “Ja præcis, eller vi snakker om mærkelige ting vi har set i nyhederne.”

Anni: “Ja, og der er temmelig mange af dem,” griner Anni, og fortsætter:

“Når vi mødes så, griner vi sammen og så vender vi simpelthen verdenssituation – op til flere gange!  – Og vi kan få en gåtur til at varer to timer – fordi, nu har jeg en rollator og så kører vi, og så stopper vi og snakker, så køre vi to skridt til, og så stopper vi og snakker – og så pludselig er der gået to timer inde vi er nået tilbage til opgangen” – “Er det ikke rigtigt?”

Laura: “Jo, det er helt rigtigt!” griner Laura og fortsætter: “og det er jo imponerende, Anni er jo 88 år efterhånden og hun har altså bedre hukommelse end mig!”

Anni: “Ja, spørg bare mine børn – ‘spørg oldemor, hun ved det’,” griner Anni og fortsætter “Folk spørger jo, ‘hvordan kan du huske det?’ – jamen det er jo meget nemt når man har en god hukommelse. Det er dejligt at kunne huske så lang tid tilbage, så jeg kan fortælle røverhistorier,” griner Anni.

Hvor mange børn, børnebørn og oldebørn har du, Anni?

“Åh, de er mange,” griner Laura.
Anni har nemlig to børn, en søn og en datter, samt seks børnebørn som alle er piger, og syv oldebørn, hvoraf seks er drenge og én pige. Et af Annis børnebørn venter sig også, så snart bliver det til otte oldebørn.

Anni: “Så vi er mange – og vi bliver flere og flere! – og jeg er til fødselsdag nærmest hele tiden.” 

Laura: “Ja, du er godt beskæftiget på det punkt!”

Anni: “ Ja ja, og min pengepung også,” griner Anni.

Er der nogle særlige oplevelser, I har haft sammen, som I husker bedst?
“Vi var ved at blæse væk! – ovre på Hans Knudsen Plads. Det var en meget stille rolig dag – og vi gik en tur derover af, og så kom der en gevaldig storm,” fortæller Anni.

Laura: “Det er rigtigt,” griner Laura og fortsætter: “ja vi havde ikke lige set det komme, men vi kan heldigvis grine af det bagefter – lige da det skete var det lige lidt vildt.”

“Det lyder da ikke godt” griner jeg med. 

Anni: “Ja vi tør næsten ikke gå derover vel!”

Laura: “Nej, det er faktisk længe siden, vi har været den vej rundt,” griner Laura.

Ifølge Laura og Anni er deres møder altid hyggelige, uanset om vejret er godt eller dårligt. På de dage, hvor vejret ikke egner sig til en gåtur, tager de i stedet ned i gården eller slår sig ned i Annis stue for at sludre. Når vejret er lidt for varmt, forkæler de sig selv med en is, som Laura er flink til at spurte afsted på sin cykel efter. 

Laura: “Vi har brugt mange timer herude i kvarteret sammen.”

Anni: “Ja, og vi har set alle blomsterne om sommeren – set når folk har klippet deres hække og sådan.“

Laura: “Ja og ikke holder orden i haverne – det er noget sjusk,” griner Laura.

Anni: “Ja det må de lige ordne! – vi er sådan et slags politi faktisk,” driller Anni.

Hvorfor skal andre blive Gåvenner, og er der noget bestemt, som har inspireret dig til at blive frivillige Laura?

“Frivillighed har altid været sådan et tema hjemme hos os, og i min familie har man talt meget om, ‘kan man gøre noget for nogle andre’ uden nødvendigvis at forvente, at man får noget igen – det gør jeg så alligevel, helt vildt meget.”

“– Jeg tænker slet ikke på det som, at være frivillig – jeg skal bare over at hygge med Anni,” griner Laura.

Anni: “Du er bare en god ven af huset – Laura hører til familien.”

Laura: ”Ja, som er glad for at må komme! – Gåvenner er bare et super godt initiativ – jeg får rigtig meget ud af det. Jeg har fået en skøn ven i Anni, hun er jo nærmest familie efterhånden. Jeg har fået en ekstra bedsteforældre – fordi man kommer hinanden så meget ved.”

Anni: “Ja, meget tæt på hinanden – så jeg har været meget meget glad for Laura.”

Laura: “I lige måde,” smiler Laura

Nikolai May Yde står ude foran sin bevægelsesvens opgang og venter. De skal gå en tur på deres sædvanlige rute. Nikolai May Ydes bevægelsesven har en autisme diagnose og kan derfor godt lide rutinen i altid at gå den samme tur.

På turen taler de om løst og fast. Om hvad der sker i hendes liv. Om Donald Trump. Eller om kommunen, som hun som regel ikke har meget til overs for. Og særligt en samtale husker Nikolai May Yde tydeligt.

”Hun sagde, at det eneste gode kommunen nogensinde har gjort, var at foreslå, at hun fik en bevægelsesven. Det var sødt. Det sidder fast i mig. Især fordi folk, der har autisme generelt ikke er så gode til andre mennesker. Så det betyder noget,” siger han.

Bevægelsesvenner er et tilbud til personer med psykisk sårbarhed eksempelvis personer med en angstlidelse eller personer på autismespektret, der ønsker at få mere bevægelse i hverdagen. Bevægelse kan være alt fra en gåtur til styrketræning eller løb.

Ifølge Nikolai May Yde er der mange frivillige, som selv prioriterer at styrketræne eller løbe og har overskud til at tage en med, som har et ønske om at komme i gang eller har svært ved at tage hen i fitnesscenteret alene.

”Det er bare virkelig givende at kunne hjælpe en person i gang på den måde. Psykisk sårbare personer er ofte også ensomme, så det at kunne møde op, og man ved, de ser frem til den der time, hvor man går en tur, det giver meget,” siger Nikolai May Yde og fortsætter:

”Det er måske den eneste gang i løbet af en hel uge, hvor de kommer ud af deres lejlighed og snakker med et andet menneske. Og så bliver de rent faktisk også sundere. Så det er en til en direkte vej til velvære, som man hjælper den her person med. Og det er motiverende.”

Aldersspekteret hos både frivillige bevægelsesvenner og deltagere er bredt. Nikolai May Yde har snakket med både 18-årige, 80-årige og alt derimellem.

Det perfekte match

Nikolai May Yde er frivillig bevægelsesven og teamleder. Som en af teamlederne er han med til at sætte frivillige bevægelsesvenner sammen med deltagere. Men ventelisten til bevægelsesvenner er lang, og det kan tage tid at finde det helt rigtige match.

Mange ting skal gå op i en højere enhed. At den frivillige og deltageren har samme ønsker og behov til bevægelse. Om de bor tæt på hinanden. Og om der er potentiale for, at de ville kunne snakke sammen. Men når det lykkes, er det noget ganske særligt.

”Hver gang der er et match, og jeg ringer til dem, der har meldt sig på som deltagere og siger, at der er en frivillig, der kunne være et godt match, og man kan høre, hvor glade de bliver. Det er jo lidt svært egentlig at sætte ord på, men man kan måske forestille sig lidt, hvordan det er. Og det er jo derfor, vi gør det. Det er for at hjælpe dem,” siger Nikolai May Yde.

Nikolai May Yde har en baggrund som konsulent og startede som frivillig, fordi han følte, at han manglede menneskelige relationer i det job, han havde.

”Vi snakkede altid business. Det hjalp ikke nogen, kan man sige. Og det var det, jeg savnede. Så fik jeg en interesse for individet, der har svært ved forskellige ting. Der er nogen, der gør det meget abstrakt. Altså, vi gør noget bedre for samfundet. Det er da forhåbentlig også rigtigt nok. Men jeg kan godt lide, at jeg kan se, at den person jeg sidder overfor får noget ud af, at jeg er der.”

I dag arbejder Nikolai May Yde som projektleder hos Fonden For Socialt Ansvar. Et job han ikke havde forestillet sig, at han skulle have for bare tre år siden. Men arbejdet med mennesker tog fat om ham og hev ham ”ind i sin fold”.

”Det har været opslugende – på den gode måde.”

Fyldte ventelister

Bevægelsesvenner mødes to gang om måneden. Ifølge Nikolai May Yde mødes nogle bevægelsesvenner oftere. For nogen er det en fast dag hver anden uge, mens Nikolai May Yde og hans bevægelsesven aftaler fra gang til gang.  

Der har været så stor tilslutning af deltagere til bevægelsesvenner, at det er svært at få bugt med ventelisten. Udover frivillige bevægelsesvenner, mangler gruppen også teamledere, der matcher frivillige og deltagere og kan overbringe den gode nyhed, når der er fundet et match. 

For at komme den fyldte venteliste til livs har Røde Kors oprettet bevægelsesfællesskaber, hvor en frivillig laver en aktivitet sammen med cirka fem deltagere. Derudover er det blevet oprettet en forsøgsordning, hvor en frivillige arrangerer, at to psykisk sårbare personer med samme behov mødes.

”Man kan få meget ud at møde ligesindede, som man kan snakke med og spejle sig i. Der er simpelthen bare ikke nok frivillige. I et større samfundsperspektiv, så er der så meget behov for hjælp eller tilbud til nogle af de her psykisk sårbare mennesker.”

En time efter gåturen startede er Nikolaj May Yde og hans bevægelsesven tilbage ved hendes opgang. Om cirka to uger mødes de to bevægelsesvenner og går turen igen.

På hjørnet af Nørrebrogade og Fælledvej i København ligger Røde Kors Hovedstadens Megastore.

Her mødes jeg med Susanne Nistrup, Julie Petersen og Anders Jørgensen fra Danske Bank en kold decemberdag. De arbejder alle tre til dagligt som projektledere i banken og har alle valgt at bruge deres såkaldte CSR-timer på at hjælpe til i butikken i dag.

Vi har sat os ind i et køkken i et baglokale. De andre frivillige i butikken lister hyppigt ind efter kaffe. Det lille team har været i gang med arbejdet siden klokken 10, men holder nu en kort pause for at tale med mig.

Der er mange steder, de tre kunne have valgt at bruge deres CSR-timer, som er afsat til frivilligt arbejde.

Så hvorfor valgte I lige at være frivillige i en Røde Kors butik i dag?

”Røde Kors giver så meget til samfundet, så derfor vil vi gerne være med til at give noget tilbage. Hvis vi, ved at være her i dag, kan bidrage til at nogle mennesker, der har brug for det, kan få hjælp, vil det være fantastisk. Det har været en af drivkræfterne bag, at vi har valgt at bruge vores frivillig-timer her,” siger Susanne.

Julie håber, at de kan bidrage til at sætte fokus på Røde Kors’ arbejde.

”Røde kors gør et kæmpe stykke arbejde både på internationalt plan, men de hjælper også meget lokalt. Der, hvor man selv er og selv ser det. Jeg håber, vi får mulighed for at bruge det her som et talerør og sætte Røde Kors og alt deres arbejde på dagsordenen,” siger Julie.

I dag har Susanne, Julie og Anders fået til opgave at indrette børneafdelingen i butikken. De skal rydde op, lægge nye varer på plads og prissætte varerne, som er alverdens former for legetøj og børnetøj.

Det er også en mulighed for at være sammen på en anden måde, end de plejer.

”Når vi er på arbejde, sidder vi typisk ved hver vores computer. Her er vi ude af huset og er sammen på en ny måde. Vi ser hinanden i en anden kontekst og ser nye egenskaber hos hinanden,” lyder det fra Anders.

”Det kan være svært som privatperson at få tid til frivilligt arbejde i hverdagen. Så det er en rigtig god mulighed at bruge arbejdstiden til at få lov til at lave noget frivilligt.
Banken betaler for vores arbejdstid, så det er jo et godt signal, at ens arbejdsgiver støtter op om det,” forklarer Anders.

I Danske Bank får alle medarbejdere mulighed for at lave frivilligt arbejde tre dage om året, som banken betaler for. De kalder konceptet for ”Time2Give”. Det er op til medarbejderne at gribe bolden og selv arrangere, hvordan de vil bruge timerne.