Da Birgitte blev skilt, stod hun alene med sin dengang 12-årige datter. Det var overvældende at skulle sørge for hjemmelavet aftensmad hver aften og samtidig passe sit arbejde som økonoma.

Når hun ser tilbage, ville hun ønske, at der havde været en, der kunne have aflastet hende. Og det er lige præcis dét, der er grunden til, at hun har meldt sig som frivillig til God start på livet.

– Da jeg så opslaget om God start på livet, tænkte jeg: Hvis jeg kan give en anden lidt luft en gang om ugen, så vil jeg gerne det. Fordi jeg trængte selv til luft dengang, jeg stod alene med det, fortæller Birgitte.

Da hun for knap et år siden skiftede arbejde og pludselig sparede en masse transporttid, føltes det som det helt rigtige tidspunkt.

– Så tænkte jeg, at det var nu, jeg skulle tage skridtet og begynde at gøre noget for nogen andre.

Hver mandag kan tidligere misbrugere besøge Terminal 1. Sammen med de frivillige laver de mad, dyrker yoga eller maler. Resultaterne af brugernes malearbejde kan ses på de mange billeder, der hænger på væggene.  

Det fortæller Berit, der er teamleder i Terminal 1, og som har været frivillig i Røde Kors i 13 år. Mandag eftermiddag i Terminal 1 står i stor kontrast til hendes job på Novo Nordisk og har givet hende en følelse af at gøre en forskel.  
 
– Der er nogen, der sætter pris på, at jeg kommer her. Jeg kan også mærke, at hvis jeg bare tog direkte hjem fra mit arbejde, så kan det godt føles lidt som et tomrum, fordi jeg bliver glad, når jeg har været hernede, og det giver mig en masse overskud, siger Berit og fortsætter:  
 
– Jeg møder nogle mennesker, som jeg måske ikke nødvendigvis ville mødes med, og som har noget andet at byde på end det, jeg er vant til. Jeg får nogle andre perspektiver på livet, kan man sige. 

 
”Hvis det her sted ikke havde været her, så ville jeg sidde nede på en bænk og drikke” 

Noget af det, der har overrasket Berit er, hvor åbne brugerne er om deres situation. Mange af dem har haft et hårdt liv, og Berit oplever, at de gerne vil dele det, de har været igennem.  

 
– Nogle gange sidder vi og snakker om noget andet, og så pludselig kommer man over i noget, som betyder noget. Vi har nogle gange samtaler i plenum med både deltagere og frivillige, og så er der lige pludselig en, der åbner op.  

For Berit vidner det om en stor tillid, og mange af samtalerne med deltagerne har gjort indtryk. Men særligt én episode skiller sig ud.  
 
– Der var en, der sagde til mig: ”hvis det her sted ikke havde været her, så ville jeg sidde nede på en bænk og drikke.” Det gør jo bare, at man ved, at det er godt, at vi har sådan nogle steder her. Jeg synes, det gør det hele værd, når man får de bemærkninger, siger hun.  
 
Tilliden kan ifølge Berit skyldes, at deltagerne oplever, at Terminal 1 ikke føles som de institutioner, mange af dem møder i deres hverdag. 
 
– Det kan være jobcentre eller kommunen eller andre steder, som de oplever som meget institutionspræget. Men lige præcis her, der føler de faktisk, at det er lidt som et hjem, fortæller Berit.  

Hvordan foregår Terminal 1? 

Mandag klokken 16 åbner Terminal 1 og i samarbejde med de frivillige uddeles aftenens opgaver – nogle laver mad, andre dækker bord, mens nogle rydder op.  

 
– Vi plejer at sige, at det skal helst være deltagerne, der driver de her ting, men vi er der som en slags facilitator. Og vi hjælper selvfølgelig med at lave mad, men det er jo sådan et ”gøre, være og lære” sted, så derfor vil vi gerne have, at de tager noget ansvar og viser initiativ, siger Berit.  

Udover madlavningen plejer de frivillige og deltagerne at spille kort, nogle spiller klaver, mens andre maler. Til tider er der også nogle af deltagerne, der får hjælp til at bruge en computer, hvis de eksempelvis skal søge et job.  
 
– Derudover så giver jeg noget, der hedder NADA. Det er en form for øreakupunktur, hvor specifikke punkter i øret stimuleres med små nåle, som man bruger til folk, der har trang til stoffer eller alkohol. Det bruger man faktisk også normalt de steder, hvor man går i misbrugsbehandling, og det tilbyder vi også her om mandagen, fortæller Berit.  
 
Der er i gennemsnit tre frivillige på vagt hver mandag, og Berit er der fast hver anden mandag. For hende spiller fællesskabet blandt de frivillige også en vigtig rolle for, at hun er en del af Terminal 1.  

– Fra en egoistisk side kan man sige, at jeg jo også får et fællesskab blandt de andre frivillige. Altså vi får jo også nogle ting sammen, fordi vi er også lige så forskellige, som alle andre er, så der synes jeg faktisk også, at jeg får noget, som er givtigt for mig. 

Et nyt netværk og en mulighed for at lykkes 

Formålet med Terminal 1 er at give brugerne mulighed for at opbygge et nyt netværk og give dem en oplevelse af at lykkes.  
 
– Nogen finder måske andre, som de kan gå i biografen med eller gøre andre ting sammen. De har jo forskellige succeser. For en er det at blive clean en succes, for en anden er det at få en uddannelse og for en tredje er det måske at få et arbejde. Så de har forskellige succeser, og det følger man jo også lidt med i. Og det synes jeg faktisk også er en rar ting, siger Berit.  

Berit oplever, at nogle deltagere kommer tilbage og drikker en kop kaffe efter de er kommet videre fra Terminal 1, mens andre kommer tilbage, fordi de har fået det svært igen.  
 
– Det synes jeg egentlig også er lidt rart, fordi det viser os, at de har tiltro til stedet og egentlig gerne vil være her, og de ved, at vi ikke er dømmende hernede. Alle kan komme med det, de nu har.  

Berit håber, at deltagerne går ud ad døren hos Terminal 1 med en følelse af, at der er nogen, der ønsker dem godt. 
 
– Mange af dem har oplevet svigt på svigt. Men her vil man faktisk gerne gøre noget og give dem en tro på sig selv. Og så oplever jeg at have nogle succeshistorier hernede, og derfor tror jeg også på, at vi gør en forskel ved at have sådan et sted som Terminal 1. 

Birgitte Dalsgaard er frivillig i Røde Kors’ vågetjeneste. Og det er der en særlig årsag til.

”Jeg synes ikke, at der er nogen, der skal dø alene. Når du bliver født, er der altid personer til stede, så det skal der også være, når du dør. Man går det sidste stykke alene, men jeg kan være der, når du går ind ad porten og følge dig på vej. Det er det, jeg synes er så vigtigt,” siger Birgitte Dalsgaard.

Vågetjenestens frivillige har til formål at skabe tryghed og ro i den allersidste tid. De frivillige har erfaring med omsorg for døende og vil gerne aflaste de pårørende og lytte.

Som våger kan man enten blive kaldt ud på hospitaler, plejehjem, hospice eller i private hjem. De frivillige deltager ikke i plejen af den døende, de er til stede for at skabe tryghed for den døende og eventuelle pårørende. 

Hvad indebærer det at være våger?

Birgitte beskriver sit arbejde som våger, som at ”holde rum for den døende”.

”Man sidder og våger ved den døendes side. Man sidder ofte i stilhed. Nogle gange strikker jeg eller læser en bog, men jeg sidder aldrig med min telefon. Det handler om at være til stede i rummet. Man er nærværende og forsøger at skabe tryghed for den døende. Give dem en følelse af, at de ikke er alene.”

Birgitte har ikke en sundhedsfaglig baggrund, der ligger til grund for hendes arbejde som våger. Hun har private erfaringer, der har åbnet hendes øjne for, hvor vigtigt det at være til stede i den sidste tid.

”Da min mor for nogle år siden blev erklæret terminal, var jeg indlagt på hospitalet med hende i den sidste tid. Jeg var der hver dag og holdt hende i hånden, da hun åndede ud. Det var utrolig fint og betydningsfuldt at følge hende det sidste stykke af vejen. Det havde jeg været meget ked af at gå glip af. Efterfølgende tænkte jeg, at ’hvis jeg kan sidde ved min mors side i den sidste stund, så kan jeg sidde med alle’.”

Birgitte har været en del af vågetjenesten i Røde Kors siden 2022. Der er ikke nogen krav til, hvor ofte man er ude at våge, det kommer an på, hvor meget tid, man har. Birgitte har som regel to vagter om måneden på tre timer ad gangen.

En del af drivkraften i at være vågner ligger for Birgitte i, hvor betydningsfuldt det er at være der for et andet menneske i den sidste stund.

”Det er enormt berigende at få lov til at være vidne til en persons sidste tid. Men går ind i personens privatsfære og får et indtryk af det levede liv, der er. At være der i noget så privat som det sidste stykke tid af et menneskes liv er et privilegie og en ære. Jeg har en tro på, at ingen skal være alene, når de dør. Der er ingen, der bliver født alene, og der er heller ingen, der skal dø alene. Jeg kan gøre mit for, at de kommer mere trygt afsted.”

Udover den værdi det har for den døende, har det ligeledes stor værdi for vågeren, fortæller Birgitte.

”Det samfund vi har i dag, hvor alt bimler og bamler, med mobiltelefoner, der aldrig forlader hånden, kan det være svært at finde ro. Når du sidder i det her rum hos den døende, er der en enorm ro. Jeg vil mene, at det har lige så stor værdi for vågeren, som for den døende.”

Kan det ikke være svært at slippe oplevelsen igen, når din vagt som våger er slut?

”Nogle dage er sværere end andre. Jeg havde en gang en meget trist opgave på et plejehjem. Den døende havde ikke boet på plejehjemmet særlig længe. Hun havde næsten ingen ting udover to fotos i vindueskarmen – et af en gravsten og et gammelt stort/hvidt billede. Der var ingen nyere billeder af børn eller børnebørn eller noget som helst, der kunne indikere, at hun havde kære omkring sig. Det var meget trist og berørte mig meget.”

Men det at være våger, handler i høj grad også om at kende sine begrænsninger, forklarer Birgitte. Man skal ikke komme ind og fixe alting lige på falderebet. Man skal ikke andet, end at være til stede.

”Jeg kommer ind som et sidste besøg, og jeg skal ikke gøre noget, jeg skal bare være der. Det kan være svært, fordi man som menneske altid gerne vil handle, og i sådan en situation kommer man let til at tænke ’jeg må da gøre noget’, men det er ikke min opgave. Det vigtigste jeg kan gøre, er at være til stede med den døende. Det er mit nærvær, jeg kan tilbyde. Jeg skal ikke gøre noget, jeg skal være der.”